Sirmione – eventyrbyen midt i søen
Helt ude på spidsen af en smal landtange flyder den særprægede lilleputby Sirmione som en ø midt i Gardasøen. Dette tidligere ydmyge fiskerleje er med sin usædvanligt bedårende beliggenhed, sit milde klima og sine helbredende termalbade i dag en elegant kurby og et af de mest eftertragtede feriesteder ved søen. Allerede romerne kendte Sirmiones 60 grader varme, svovlholdige kilder, der udspringer under vandoverfladen. I 1889 lykkedes det at føre termalvandet gennem et rør, og siden da er det til fulde blevet udnyttet. Mange betragter Sirmione som den mest charmerende af alle byerne langs Gardasøen – og de tager ikke helt fejl.
Den maleriske scaligerborg
Selve indgangen til Sirmione ligner noget fra et postkort: Man kan slet ikke komme ind uden at passere vindebroen og porthvælvingen til den maleriske og helt intakte scaligerborg, Rocca Scaligera, der blev opført midt i 1300-tallet af della Scala-fyrsteslægten i Verona. Dette lille, men smukke eventyrslot med krenelerede mure og tårne bevogter stadig adgangen til Sirmione, sådan som det har gjort i over 700 år. Her modtog Scala’erne Italiens nationaldigter, Dante, og selvom der ikke er meget se inde i borgen, er det umagen værd at bestige de 146 trin op til tårntinden, hvorfra vuet over Sirmione og Gardasøen er formidabelt.
Sirmiones gamle bydel
Bag borgen venter Sirmiones gamle bydel med venetianske huse, snævre gader, små pladser, palmer og al den charme, man rejser til Italien for. Sirmione hørte i næsten 400 år under Republikken Venedig, og det afspejles tydeligt i arkitekturen. Men lad os bare være ærlige: I feriesæsonen er den gamle bydel ved at drukne i turister, hvilket ses på myriaderne af butikker, restauranter, barer og hoteller. Hver sommer ankommer over 20.000 busser med éndagsturister, og Sirmione er derfor ofte håbløst overrendt. Alligevel er Sirmione så spektakulær, at man bærer over med menneskemylderet. Selv når byen er mest overfyldt, er det fornøjeligt at spadsere ad den vindblæste halvø omgivet af vand og med dejlige udsigter til alle sider.
Udover Scaligerborgen byder Sirmione på flere seværdige kirker: Lige inden for byporten står middelalderkirken Sant’Anna della Rocca med fresker fra 15-1600-tallet, og længere fremme ses den gotiske Santa Maria Maggiore, hvis interiør er udsmykket i barokstil, men med bevarede fresker fra 1400-tallet og en prædikestol fra omkring 1600. Bag den egentlige by, bedårende placeret på en olivenbakke af samme navn, ligger den lille, romanske San Pietro in Mavino fra 700-tallet. Her findes også kurområdet med termalbadene, f.eks. det store Acquaria Terme Sirmione på Piazza Virgilio 1 med adskillige både inden- og udendørs bassiner, massagerum osv. Også kørestolsbrugere har adgang.
Digternes Sirmione
Den amerikanske forfatter Ezra Pound var så begejstret for Sirmione, at han digtede om byen og opfordrede sin kollega James Joyce til at komme på besøg, med alle omkostninger betalt. Joyce, der afskyede at rejse, blev til sidst overbevist og ankom 8. juni 1920 med en båd fra Desenzano. Han blev installeret på Hotel della Pace, hvor Pound læste manuskriptet til Ulysses og opfordrede vennen til straks at få det udgivet. Den dag i dag kan man stadig bo på Joyces gamle hotelværelse. Den engelske digter lord Byron, som ankom til Sirmione i et styrtende regnvejr, var mere forbeholden over for byen; han brokkede sig over, at den ikke havde bevaret andet end Catullus’ navn (se nedenfor).
Sorgløst liv med elskere på stribe
I oldtiden boede den romerske poet Gaius Valerius Catullus i Sirmione, og her skrev han digtene om sin løsslupne hustru, den smukke og sofistikerede Clodia, der kastede sig ud i et sorgløst liv med elskere på stribe, uden at bekymre sig om den stakkels skinsyge Catullus. Han burde dog have vidst bedre, for deres romance indledtes allerede, mens hun stadig var gift med sin første mand. Men i det mindste kunne Catullus glæde sig over Sirmiones vidunderlige vejr og Gardasøens safirblå vand, og på trods af sine hjertekvaler besang han stedets skønhed.
Grotte di Catullo
Sirmiones mest kendte seværdighed ligger helt ude på spidsen af halvøen, hvor der allerede i romertiden fandtes villaer og badeanlæg. Fra byen fører Via Catullo gennem kønne olivenlunde til den yderste pynt og det arkæologiske ruinområde, som kaldes Grotte di Catullo (Catullus' Grotter), hvis ældste dele er fra slutningen af det 1. århundrede f.Kr. Ganske vist er der overhovedet ikke tale om grotter (navnet skyldes de første udgraveres fejltagelse), men formentlig om resterne af en romersk villa, og ingen ved, om den har tilhørt Catullus, som næppe var rig nok. Men det betyder intet; uanset om man er interesseret i oldtiden, er det en fryd at vandre rundt i det idylliske landskab, mellem over 100 år gamle oliventræer og antikke søjler og bygninger, der på tre sider er omgivet af Gardasøen. Det samlede arkæologiske areal udgør over 20.000 m².
Turen går til Sirmione
- Beliggenhed: Norditalien
- Region: Lombardiet >
- Indbyggertal: 8.000
- Areal: 33 km²
- Vejr og klima: subtropisk
- Afstande i km: Verona 44, Milano 129, Hamburg 1181, København 1419
- Turistkontor: Viale Marconi 8
- Nærmeste lufthavne: Verona, Brescia
- Dansk generalkonsul: Giuliana Paoletti, Via Morigi 4, Milano, tlf. 02 89 01 27 28
- Hospital: Ospedale P. Pederzoli, Via Monte Baldo 24, Peschiera, tlf. 045 644 9111
- Vandland finder du her >
- Forlystelsesparker finder du her >
- Krydstogter finder du her >
Adgangsbilletten gælder også til det lille, men dejlige museum Antiquarium, som ligger lige ved Grotte di Catullo og byder på en ypperlig gennemgang af Sirmiones tidlige historie, foruden gamle fresker og andre oldtidsfund fra området.
Guidet sightseeing og minicruise
Du kan også booke plads på en guidet tur gennem Sirmione og Grotte di Catullo kombineret med et minicruise, hvor man ser byen fra søen. Se mere og køb billetter her >
Blinker i solen som krystaller
Hvis du har medbragt badetøj, kan du bagefter sole dig på nogle store, flade klipper nær bredden. Vandet slikker lige netop hen over stenene, der i solen blinker som krystaller. Når du har leget sælhund, er vandet flere steder dybt nok til hovedspring direkte fra klipperne – men undersøg det selv grundigt først! Og husk, at ferskvand er koldere end saltvand. Sirmione byder også på to strande, Punta Staffolo yderst på halvøen og Lido delle Bionde, Blondinernes Strand; en stor stenstrand med lavt vand på nordøstsiden.
Og nu er det tid til Gardasøens andre små perler >
Vejret og klimaet i Sirmione
Sirmione lokker med lange, varme sommerdage, der på grund af de blide briser fra Gardasøen aldrig bliver kvælende. Året byder på 2100 solskinstimer, der topper i juli med næsten 10 timers daglig sol. Sommeren varer fra juni til midt i september; fra slutningen af juni til udgangen af august med gennemsnitstemperaturer på 25 grader. Juli er den varmeste måned med op til 30 grader, mens januar er koldest med temperaturer ned til frysepunktet. Regnvejr kan forekomme hele året, men den vådeste måned er oktober.
Kør selv-ferie i Sirmione
Hvis du er på kør selv-ferie, skal du vælge stikvejen fra landevejen, som fører til en stor parkeringsplads foran Rocca Scaligera. Husk, at kørsel i byen er forbudt, medmindre man har hotelbooking eller særlig tilladelse. I højsæsonen er der ofte risiko for bilkøer, men man kan i stedet vælge at stille bilen i en af Gardasøens andre småbyer og herfra sejle til Sirmione. Selve sejlturen er en oplevelse – se mere på www.navigazionelaghi.it.
Sirmione er i øvrigt et godt udgangspunkt for udforskning af Gardasøens andre idylliske perler, og fra anløbsbroen nær borgen afgår færger og turbåde regelmæssigt til de fleste destinationer. Man kan også nuppe et krydstogt og se byen fra søsiden – se udvalget og book billetter her. En helt anden mulighed er dagture i omegnen til f.eks. forlystelsesparken Gardaland – se mere her. Der er heller ikke langt til romantiske Verona og vingårdene i Valpolicella-distriktet.