Den frydefulde italienske renæssance
Italiensk kunst er næsten lig med renæssancen, som sammen med barokken er den eneste periode i verdenshistorien, hvor Italien har været toneangivende inden for kunst. Til gengæld affødte den italienske renæssance en helt ny kunstopfattelse og er den kunstretning, der har haft størst betydning ikke bare for efterfølgende kunstnere, men også for arkitektur, filosofi, litteratur og hele vores vestlige levevis.
Renæssance = genfødsel
Renæssance kommer af det italienske ord rinascimento, som betyder genfødsel – forstået på den måde, at oldtidens åndelige og kunstneriske idealer blev genfødt efter den mørke middelalder. Menneskene fik den helt grundlæggende nye idé, at livet ikke blot er en forberedelse til døden. At renæssancen opstod i Italien, skyldtes først og fremmest, at Mellem- og Norditalien myldrede med flittige og dygtige købmænd og fabrikanter, og at byerne derfor var blevet velhavende, mens resten af Europa stadig hang fast i feudalsamfundet. Desuden var Italien fyldt med oldtidsminder – nemlig alle de statuer og bygningsværker, som romerne enten stjal eller kopierede fra Grækenland og andre lande.
Renæssancen opstår i Firenze
Det er svært at angive et præcist tidspunkt for renæssancens fødsel. Traditionelt regner man afslutningen af Hundredårskrigen og tyrkernes erobring af Konstantinopel (det nuværende Istanbul) i 1453 som enden på middelalderen og dermed begyndelsen på renæssancen. Men det er i virkeligheden umuligt at sætte årstal på. Man kan kun sige med sikkerhed, at på kunstens område opstod renæssancen i Firenze omkring år 1400-1420, og byen er stadig Italiens centrum for renæssancekunst. Firenze er faktisk ét stort udendørs museum med svimlende kunstværker og arkitektur om hvert eneste gadehjørne. Her slog både Michelangelo, Leonardo da Vinci, Botticelli, Ghiberti, Ghirlandaio og utallige andre genier deres folder, og overalt kan man beundre fabelagtig kunst, som aldrig er blevet overgået.
Firenze – eventyrbyen, hvor det hele begyndte >
Linearperspektivet
I begyndelsen af 1400-tallet opfandt arkitekten Filippo Brunelleschi (1377-1446) linearperspektivet, hvormed malerne kunne give deres billeder dybde og tredimensionalitet. Det blev først udnyttet af Masaccio (1401-1428), som gav sine skikkelser en helt ny plasticitet, da han ca. 1427 introducerede linearperspektivet i sin blændende fresko Trinità. I forhold til gotikken, hvor alt blev fremstillet i silhuet og uden dybde, var Masaccios værker banebrydende. Freskoen findes i Santa Maria Novella i Firenze og regnes for verdens første eksempel på renæssancekunst.
Tog 27 år at udsmykke døre
Efter Masaccio kom Piero della Francesca (1415-1492) og Paolo Uccello (1397–1475), der ligeledes brugte linearperspektivet til at gøre deres værker realistiske. Uccellos kone brokkede sig konstant over, at han aldrig kom ind i seng, men brugte hele natten på at studere perspektivet. Men også billedhuggeren Lorenzo Ghiberti (1378-1455), som ødslede 27 år af sit liv på at skabe de uforlignelige Paradisets Porte på Dåbskapellet i Firenze, og hans elev Donatello (1386-1466) var med til at realisere de nye idealer og rumopfattelsen i ungrenæssancen.
Donatello var måske ungrenæssancens evnerigeste kunstner og mesteren bag den første nøgenskulptur siden oldtiden. Hans splitterravende nøgne og velafbalancerede David-skulptur med sin udsøgt modellerede krop står i skyggen af Michelangelos, men Donatello fik stor indflydelse på dennes naturalistiske, stærkt emotionelle arbejde.
Håndværkere bliver til kunstnere
Fyrsterne begyndte i stor stil at finansiere videnskab og kunst. Indtil da havde arkitekter, malere og billedhuggere været håndværkere, men nu fik de status af kunstnere og flokkedes ved hofferne sammen med videnskabsmænd og andre tænkere. Naturforskere fik frit spil, efter at de i et årtusinde var blevet holdt nede af kirken, og andre lærde gav sig igen til at studere de gamle græske filosoffer. Ofte bestilte mæcenerne portrætter af sig selv, og portrætmaleriet – som ikke var blevet set siden antikken – fik dermed sin helt egen renæssance. Piero della Francescas dobbeltportræt af Urbinos hertug Federigo da Montefeltro og hans hustru Battista Sforza er et fremragende eksempel.
Formøblede formue på kunstnere
Meget groft sagt havde renæssancen én enkelt, gavmild bankierfamilie som fødselshjælpere: Medicierne i Firenze. Det begyndte med Cosimo de' Medici (1389-1464), som skabte fred med naboerne og fremgang for Firenze og støttede kunstnerne økonomisk. Men den vigtigste var Cosimos sønnesøn Lorenzo il Magnifico (1449-1492), der kun var 21, da han fik magten i Firenze. Lorenzo var uddannet i de klassiske, humanistiske discipliner og blev renæssancens vigtigste mæcen. Han omgav sig med kunstnere som Andrea del Verrocchio, Leonardo, Botticelli, Domenico Ghirlandaio og Michelangelo og filosoffer som Marsilio Ficino, Poliziano og Giovanni Pico della Mirandola. Da Lorenzo døde i 1492, havde han formøblet det meste af familieformuen, fordi han havde forsømt forretningerne til fordel for kunsten.
Men den bevæger sig nu alligevel...
Indtil renæssancen havde man ment, at Jorden var centrum i universet – det såkaldt geocentriske verdensbillede. Men astronomen Nikolaj Kopernikus (1473-1543) opdagede, at både Jorden og de andre planeter i stedet drejede om Solen (det heliocentriske verdensbillede). Det vakte navnlig stor modstand fra kirken. Efter Kopernikus kom Galileo Galilei (1564-1642), en fysiker og astronom fra Pisa, som bl.a. beskæftigede sig med bevægelseslæren. Han var den første, der brugte en kikkert til astronomiske iagttagelser og forsvarede Kopernikus' idé om, at Solen, og ikke Jorden, er universets centrum. Da han i 1633 foran en inkvisitionsdomstol blev tvunget til at afsværge sin holdning og udtale, at Jorden naturligvis ikke bevægede sig, mumlede han de berømte ord Eppur si muove – men den bevæger sig nu alligevel.
Men renæssancen brød først og fremmest igennem i kunsten. Ungrenæssancens kunstværker bød på helt nye standarder for rumlighed og lys. Mens gotikken havde koncentreret sig om fladen, blev det matematisk definerede rum renæssancens store nyskabelse. Ligeledes blev linearperspektivet den ordnende ramme for figurerne og handlingen i malerierne. Desuden kunne man ud over de religiøse emner nu også gengive historiske og mytologiske motiver.
Lunefuld og humørsyg
Renæssancen førte til den opfattelse, at mennesket havde ubegrænsede muligheder, og at det kun var op til en selv at handle. Alt var ikke længere forudbestemt af Gud. Det betød også, at kunstnerne ofte ikke længere kun beherskede én kunstart. Renæssancens to universalgenier, den rastløse og mystiske Leonardo da Vinci (1452-1519), der kun sjældent fuldendte et kunstværk, og den lunefulde og humørsyge Michelangelo (1475-1564), som mæcenerne kun fandt sig i, fordi de erkendte hans genialitet, boltrede sig i både maleri, billedhuggeri, digtning, arkitektur og ingeniørkunst. Michelangelo beskæftigede sig endog også med militær strategi, mens Leonardo også syslede med anatomi og opfindelser. Det er naturens pudsighed, at historiens to eneste kunstneriske universalgenier levede på samme tidspunkt – i renæssancen – og i lange perioder i samme by, nemlig Firenze. Da Leonardo havde tilføjet en superbt yndefuld engel på et maleri af hans læremester, den store Andrea del Verrocchio (1435-1488), erklærede Verrocchio i fortvivlelse, at han aldrig mere selv ville røre en pensel.
Døde fattig og foragtet
Det var dog ikke alle, det gik lige godt. Den stakkels Sandro Botticelli (1445-1510), ophavsmanden til de herostratisk berømte Venus' Fødsel og Foråret (næstøverste foto), som hænger side om side på verdens fornemste kunstmuseum, Uffizierne i Firenze, var Lorenzo il Magnificos yndling, men efter at Medicierne havde mistet magten i Firenze, blev den store, ugifte kunstner anklaget for sodomi og døde fattig og foragtet.
Arkitektur i renæssancen
I arkitekturen betød renæssancen et højdramatisk skifte fra gotikkens spir, spidsbuer og krummelyrer til enkelhed, bløde buer og kupler inspireret af antikken. Rige adelige og forretningsmænd bestilte kunstnere som leverandører af smukke pladser, kirker og paladser. I den ideelle renæssancebygning var alle akser symmetriske, og kirkerne blev prydet med kupler. Firenze var igen i spidsen med Brunelleschis Ospedale degli Innocenti (opført 1421-1444) og San Lorenzo-kirken (opført 1430-1444) som nogle af de første eksempler på renæssance-arkitektur. Omkring 1420 indledte Brunelleschi sit revolutionerende arbejde med domkirkekuplen i Firenze, der siden er blevet efterlignet på utallige bygninger i Italien og verden over.
Renæssancen breder sig
Fra Firenze bredte renæssancen sig først til andre toscanske småstater som Siena og Lucca og dernæst til mange andre italienske byer. Omkring 1450 nåede renæssancen til nord- og mellemitalienske fyrstehoffer som Montefeltro-slægten i Urbino, d'Este-slægten i Ferrara og Gonzaga-slægten i Mantova, der støttede kunstnerne og gjorde deres byer til nogle af renæssancens vigtigste centre. Fra 1447 begyndte Milanos nye hersker Francesco Sforza at gøre den gamle middelalderby til et norditaliensk center for kunst og videnskab. I Rom fik renæssancen også først fodfæste fra 1450, da pave Nikolaus 5. begyndte at indkalde renæssancekunstnere fra resten af Italien. Men endnu skulle der gå nogle år, inden den nye stilart for alvor vandt indpas i Rom. Det skete, da pavedømmet efterhånden kom under kontrol af rige og mægtige familier som Medici og Borgia, og renæssancens ånd og filosofi begyndte at dominere Vatikanet.
Den venetianske renæssance
I Venedig var man mere interesseret i at tjene penge end i at bruge penge, og venetianerne beskæftigede sig hellere med at opbygge industri og handelsruter end med luksussysler som litteratur og kunst. Renæssancen i Venedig slog derfor først igennem i midten af 1400-tallet med Giovanni Bellini (1430-1516) og hans svoger Andrea Mantegna (1431-1506) som de førende. De venetianske malere var især inspirerede af Venedigs handelsforbindelser med Orienten og elskede farver, imposante former og mytologiske motiver, og den venetianske renæssance fik indflydelse langt ind i både senrenæssancen og barokken. Det største geni under ungrenæssancen i Venedig var Giorgione (1478-1510), der som 33-årig døde af pest efter at have kysset sin elskede. Hans mesterværk Uvejret fra ca. 1507, som kan ses på Galleria dell'Accademia, kaldes kunsthistoriens første landskabsmaleri. Oplev hele eventyret i vidunderlige Venedig >
Højrenæssancen: Idealerne kulminerer
Højrenæssancen varede fra omkring år 1500 og frem til omkring 1550 og blev i den grad de tre store genier Leonardos, Michelangelos og Rafaels glansperiode. I højrenæssancen kulminerede idealerne fra den tidlige periode, og i løbet af få år skabtes utallige kunstværker, hvor overlegen teknik blev kombineret med ufattelig selvtillid, og kunstnerne sublimerede gengivelsen af mennesker og deres bevægelser i rummet.
Allerede omkring 1498 havde Leonardo fuldendt sit mageløse vægmaleri Den Sidste Nadver i Santa Maria delle Grazie i Milano (foto længere oppe), mens Michelangelo samtidig blev berømt for sin chokerende marmorskulptur Pietà i Peterskirken i Rom og senere – 1501-1504 – for sin spændingsfyldte kolossalstatue af David i Firenze. Omkring århundredskiftet malede Leonardo sit gådefulde La Gioconda (Mona Lisa), som formentlig er renæssancens og hele kunsthistoriens mest kendte maleri.
I Rom var højrenæssancen blevet introduceret af arkitekten og maleren Donato Bramante (1444-1514) med hans runde kapel Il Tempietto ved San Pietro in Montorio – det sted, hvor Sankt Peter led martyrdøden ved at blive korsfæstet med hovedet nedad. Vidunderne fortsatte under pavernes mæcenat, især under krigerpaven Julius 2. og Medici-paven Leo 10. Julius 2. indkaldte den unge Rafael (1483-1520) til at udsmykke sine gemakker i Vatikanet (Stanze di Raffaello) med det ophøjede og harmoniske Skolen i Athen som højdepunktet.
1508 fik Michelangelo til opgave at male væggene og loftet i Det Sixtinske Kapel (foto ovenfor), og i fire år sled han sig op med en enorm række af bibelske motiver med hundredvis af figurer fordelt over 520 kvadratmeter – en nærmest umulig opgave for én eneste mand. Både i Stanze di Raffaello og i Det Sixtinske Kapel er den menneskelige krop modelleret over græske og romerske skulpturer. Begge mestre var også involveret i byggeriet af Peterskirken, og som 72-årig tegnede Michelangelo den pragtfulde kuppel, som desværre delvis skjules af den senere tilføjede barokfacade.
Også i Venedig nåede renæssancen sit højdepunkt i første halvdel af 1500-tallet med de store mestre Tizians (1487-1576 - se øverste foto) og Tintorettos (1518-1594) sensuelle og glødende farve- og lysvirkninger. I Dogepaladset hænger verdens største oliemaleri, Tintorettos Paradiset, og hans magiske Minerva jager døden bort. Paolo Veronese (1528-1588), som egentlig var født i Verona, tilhører også den venetianske renæssance.
Rom - verdensbyen, hvor det hele sluttede >
Palladios pragtpaladser
I regionen Veneto – særligt omkring Vicenza og Padova – ses ypperlige eksempler på den venetianske højrenæssances arkitektur i Andrea Palladios elegante pragtpaladser og villaer, hvis søjlegange og perfekte proportioner i symbiose med omgivelserne siden er blevet efterlignet både i resten af Italien og i hele verden.
Den sene renæssance – manierismen
Kunsthistorikerne er uenige om, hvornår højrenæssancen slutter, og den sene renæssance begynder, og man kan naturligvis ikke knytte et bestemt årstal til en løbende udvikling. Man kan kun fastslå, at senrenæssancen – eller manierismen – opstår på et tidspunkt mellem 1520 og 1550. Men efter Roms plyndring i 1527 (Il Sacco di Roma) skiftede kunsten gradvis karakter med større enkelhed og mindre storslåethed i en religiøs stemning – egentlig ikke som en ny stilart, men som en slags trodsreaktion mod renæssancens herskende principper. Man forsøgte at levendegøre renæssancen gennem figurer i bevægelse støttet af mere lys og kraftigere farver.
Som det eneste af de store genier levede Michelangelo stadig, og senrenæssancen udsprang bl.a. af de værker, han producerede på sine ældre dage, og som senere førte til udviklingen af barokken. Derudover var senrenæssancen især præget af bl.a. Rosso Fiorentino (1494-1540) og Parmigianino (1503-1540) og markerer afslutningen på Italiens storhedstid og status som foregangsland inden for kunst, filosofi og arkitektur. Meget symptomatisk måtte Parmigianino to måneder i fængsel for kontraktbrud, fordi han fordrev tiden med alkymi og ikke færdiggjorde et aftalt arbejde. I Venedig levede Tizian endnu, og på sine gamle dage blev han selv inspireret af manierismen. Men den største mester i den sene renæssance var Tintoretto, som delvis skubbede Tizian til side med sin realistiske enkelhed, sine klare farver og sin opbyggende lysvirkning.
Kunstrejser til Italien
Intet andet land i verden byder på så spændende muligheder for kunstrejser som Italien. I hver eneste region og stort set hver eneste lidt større by kan man beundre malerier, skulpturer og andre kunstværker fra de forskellige epoker. Hvis du primært er interesseret i renæssancen, er Nord- og Mellemitalien – først og fremmest Toscana – rejsemål nummer ét. Derefter kan du fortsætte til Venedig og Rom. Norditalien rummer dog også store samlinger af middelalder- og oldtidskunst, samt kunst fra både barokken og oplysningstiden.
I Syditalien kan man til gengæld overalt se kunstværker og arkæologiske seværdigheder fra både romerne, grækerne og normannerne. Selv i de mindste byer – og ofte også langt oppe i bjergene og andre steder på landet – er der monumenter, statuer og søjler fra de romerske og græske perioder. Gælder det barok, er byer som Rom, Napoli, Lecce og Palermo ikke til at komme uden om.
