Gys over Italiens nervepirrende historie
Ingen andre lande i verden har så spændende en historie som Italien. Det skyldes først og fremmest Italiens geografiske beliggenhed lige midt i Middelhavet, der gennem århundreder har placeret halvøen i begivenhedernes og historiens malstrøm. Hertil kommer bl.a. klimaet og den mageløse frugtbarhed, som altid har været attraktiv for erobrere fra både nord og syd. Følg med på en svimlende vandring gennem Italiens 3000 år lange historie:
Oldtiden og Italiens første indbyggere
De først kendte beboere i Italiens historie er ligurerne, der i stenalderen slår sig ned i det nuværende Ligurien og ernærer sig ved sørøveri i Middelhavet. Hen imod år 1200 f.Kr. begynder andre folkeslag at ankomme: latinerne, umbrerne (som lægger navn til Umbrien), sabinerne, sikelerne (som lægger navn til Sicilien), sikanerne og italikerne. Italikerne bosætter sig i Calabrien, der derfor bliver den første del af halvøen, som får navnet Italien. Omkring år 900 f.Kr. ankommer etruskerne, endnu et indvandret fremmedelement, der sætter sig fast i Toscana, underlægger sig store dele af landet og skaber deres helt egen historie. Omtrent 750 f.Kr. slår de første græske kolonister sig ned i Syditalien og på Sicilien. Se Paestums græske templer >
Romerriget, Middelhavets stormagt
Ifølge traditionen grundlægges byen Rom i året 753 f.Kr. af brødrene Romulus og Remus. Årstallet er en ren konstruktion, og der har længe inden da været en bebyggelse på stedet. Da Rom vokser sig større og stærkere, undertvinger byen efterhånden alle de andre folkestammer i Italien og behersker til sidst hele halvøen. I år 264 f.Kr. kommer den første alvorlige styrkeprøve, nemlig den 1. Puniske Krig mod Kartago (i det nuværende Tunesien). Romerne vinder både den og de to efterfølgende puniske krige, og Romerriget er fra da af Middelhavets stormagt. I løbet af de næste århundreder underlægger romerne sig Middelhavsområdet, hele det vestlige Europa, Balkan og det meste af Det nære Østen.
Se den genfundne oldtidsby Pompeji >
Folkevandringstiden
Omkring år 200 e.Kr. begynder folkevandringstiden med store asiatiske og germanske migrationsbølger, som romerne får sværere og sværere ved at dæmme op for, og som efterhånden undergraver statens enhed. I år 395 e.Kr. splittes Romerriget i Øst- og Vestrom, og nu går Italiens historie hurtigt. Mens det østromerske rige eller Byzans (det nuværende Istanbul) består i endnu 1000 år, haster det vestromerske rige mod sin undergang. I 476 tager den germanske lejeofficer Odovakar magten i Rom, en begivenhed, der normalt betragtes som afslutningen på oldtiden og indledningen til middelalderen.
Se det pragtfulde Forum Romanum og Colosseum >
Italiens historie i middelalderen
I de følgende århundreder er Italien mere eller mindre værgeløst over for de fremmede invasioner. I 489 overfalder østgoterne halvøen, og efter i tre år at have holdt Odovakar indesluttet i Ravenna, samtidens stærkeste fæstning, bliver østgoterkongen Theoderik den Store enehersker og en af de dygtigste regenter i Italiens historie. Hans regime, der varer til år 526, bliver på mange måder en gylden tid – freden opretholdes, og videnskaberne blomstrer. Efter hans død går historien ned ad bakke. I 536 angriber østromerske tropper Italien for at tvinge landet ind under Byzans. I de kommende år bølger kampene frem og tilbage, indtil østromerne i 552 vinder den afgørende sejr, udsletter hele den østgotiske hær og sender det østgotiske folk til historiens kirkegård.
De italienske hertugdømmer opstår
Næste invasion finder sted i 568, da langobarderne (som har lagt navn til Lombardiet) rykker ned i Italien og slipper en tøjlesløs rædsel løs mod beboerne. Særlig hårdt går det ud over Norditalien, hvor store dele af befolkningen bogstaveligt talt udryddes. Efterhånden som langobarderne erobrer mere og mere af halvøen, isoleres de områder, som østromerne stadig behersker. Herved opstår halvt uafhængige enklaver, der er oprindelsen til de italienske hertugdømmer. I hele middelalderen og renæssancen kommer de til at spille en stor rolle i Italiens historie.
Kirkestaten grundlægges
Langobarderriget i Italien består i mere end 200 år, og i de erobrede områder blandes langobarderne og den romerske befolkning. Samtidig bliver de isolerede østromerske byer mere og mere uafhængige. Mens dogen i Venedig stadig formelt anerkender den byzantinske kejsers overhøjhed, regerer paven i Rom for første gang i landets historie helt uafhængigt, og i år 756 får han med militær hjælp af den frankiske kong Pipin 3. langobarderne til også at overlade sig Ravenna i det nuværende Emilia Romagna. Hermed skabes det territoriale grundlag for Kirkestaten, Patrimonium Petri (Peters arvelod). I de kommende århundreder vokser den hellige faders interesse for byer, skattebetalere og verdslig magt.
Karl den Store sender langobarderne ud af historien
I 773 er det endegyldigt slut med langobardernes herredømme i Italien, da frankerkongen Karl den Store rykker ind med en vældig hær og sætter langobardernes berømte jernkrone på sit eget hoved. Frankerne er nu ubestridte herrer over det nordlige og mellemste Italien. Syditalien og Sicilien hører dog stadig under Byzans, og byer som Venedig, Amalfi og Napoli styres suverænt af deres hertuger (duces). 778 afviser Karl den Store helt og holdent pave Hadrian 1.'s krav om, at kejseren anerkender kirkens overhøjhed og testamenterer al magt til paven. Karl ser klart, at paven forsøger at gøre Italiens historie til pavedømmets historie.
Feudaliseringen begynder, da Karl den Store i 776 i det nordøstlige Italien opretter markgrevskabet Friuli som værn mod de krigeriske stammer på Balkan. I de næste 50 år oprettes endvidere markgrevskaberne Tuscien (i Toscana), Ivrea (i Piemonte) og Spoleto (i Umbrien).
En fæl historie: Araberne angriber
827 indledes den arabiske invasion af Syditalien. Araberne landsætter en hær på Sicilien og erobrer i løbet af få år hele øen bortset fra Taormina og Syrakus. 837 angribes Napoli af en arabisk flåde, og tre år senere besætter araberne byen Bari. Frankerne forsøger desperat at dæmme op for fjenden, men i 845 stormer orientalerne Rom og plyndrer Peterskirken og de berømte apostelgrave. På grund af araberfaren påbegynder pave Leo 4. – en anelse sent – opførelsen af nye fæstningsmure rundt om byen. Efterhånden lykkes det at trænge araberne tilbage fra Adriaterhavskysten og generobre Bari, men samtidig indtager de Syrakus og senere også Taormina på Sicilien. I år 934 lægger en arabisk flåde Genova i ruiner.
Den følgende tid er en af de mest kaotiske i Italiens historie. I slutningen af 800-tallet splittes det vældige frankerrige i de to uafhængige stater Frankrig og Tyskland. Italien er fra nu af uden legitim hersker og opdelt i talrige mindre stater. Flere af fyrsterne, bl.a. den berygtede Berengar af Friuli og hertugerne Guido og Lambert af Spoleto, forsøger at tilkæmpe sig kejserværdigheden.
Det Tysk-romerske Rige
År 962 tager Italiens historie atter en ny drejning, da den tyske konge Otto 1. den Store lader sig krone til kejser af pave Johannes 12. Hermed grundlægges det Tysk-romerske Kejserdømme eller Det hellige Romerske Rige, der af navn skal bestå helt indtil 1806. Fra nu af opretholder de tyske konger kravet på kejserværdigheden og magten over Italien. Eftersom deres samlede rige er enormt, har de dog ikke altid tid til at varetage deres italienske interesser, og de forskellige bystater bekæmper dem konstant på alle måder.
Normannerne i Syditalien
I 1021 bosætter de første normanner sig i Syditalien. De er blevet inviteret af fyrsten i Salerno efter at have frelst byen mod en arabisk piratflåde, men begynder i løbet af kort tid at udgøre en trussel både mod det byzantinske herredømme og mod paven i Rom. Normannerne er fremragende, frygtløse krigere, men også usandsynligt brutale og grusomme. I 1053 forsøger paven med tyske lejetropper at fordrive dem, men ved Civitate bliver den pavelige hær fuldstændigt revet op af de normanniske høvdinge Humbert og Robert Guiscard. Seks år senere indleder normannerne Siciliens erobring fra araberne, og i 1071 indtager de de sidste byzantinske områder i Syditalien. Overalt bygger normannerne drabelige borge og skønne katedraler.
Kampen mellem kejseren og paven
Med valget af pave Stefan 10. i 1057 – uden kejserens godkendelse – viser pavedømmet, at det endelig føler sig stærkt nok til at undvære kejserens beskyttelse. Fra nu af optræder paven som Italiens leder, støttet af normannerne i syd. Da Hohenstauferslægten i 1138 kommer til magten i Tyskland, sker der en ny historisk omvæltning. Den tyske kongeværdighed er efterhånden blevet så udvandet, at Hohenstauferne søger kompensation i Italien, som bliver deres hovedland. Fra 1154 til 1268 forsøger de gentagne gange at overtage magten på halvøen, men lider hver gang nederlag. Dermed mangler Italien en fast, samlet hersker, og landets opsplitning i byer og småstater bliver permanent. De vigtigste stater er Milano, Venedig, Firenze, Napoli og Kirkestaten i Rom. Se de gamle bystater i dag >
Den skønne renæssance
I 1494 erobrer Frankrigs kong Karl 8. Napoli, men Spanien intervenerer, og de to lande deler hovedparten af Italien mellem sig. Hermed begynder endnu et nyt kapitel i landets historie. Fra år 1500 hører Milano under Frankrig, mens Spanien sætter sig på Napoli. Imens forsøger de kraftige paver Alexander 6. (1492-1503) og Julius 2. (1503-1513) at styrke Roms og pavestolens magt. I et halvt århundrede kæmper Frankrig og Spanien om dominansen over Italien, indtil Spanien i 1559 definitivt får magten over Napoli, Sicilien og Milano. Samtidig gennemlever Italien efter de store opdagelsesrejser en økonomisk nedtur, eftersom de vigtige handelsruter ikke længere går gennem landet. Se meget mere om renæssancen >
Italien i oplysningstiden
Ved fredsslutningen efter den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) overtager Østrig de hidtidige spanske besiddelser i Italien. I 1735 kommer en sidegren af det fransk-spanske Bourbon-dynasti på tronen i Napoli og Sicilien ("Kongeriget Begge Sicilier"), mens Østrig bevarer magten over Milano og Toscana. I det nordvestlige Italien forsøger Kongeriget Sardinien, som ud over selve Sardinien omfatter Piemonte, Valle d'Aosta og de nuværende franske områder Savoyen og Nice, at opretholde en svær balancegang mellem stormagterne.
Napoleonstidens kaos
Efter Napoleon Bonapartes sejre under de franske revolutionskrige tager Frankrig magten i Norditalien. Lombardiet og den østlige del af Emilia-Romagna med byerne Bologna og Ferrara sluttes sammen til den såkaldte Cisalpinske Republik, som i 1805 omdøbes til Kongeriget Italien, der sammen med Ligurien, Venedig og Toscana senere indlemmes i Frankrig. 1798 føres paven som fange til Frankrig, mens Kirkestaten omdannes til den Romerske Republik. 1806 nedlægger den østrigske kejser Frans 1. den tyske kejserkrone. Dermed ophører det Hellige Tysk-romerske Rige at eksistere, men det er en helt anden historie.
Historien om Italiens Samling – Il Risorgimento
Efter Wienerkongressen 1814-1815, som gjorde en ende på Napoleonstidens kaos, bliver Italien stort set restaureret og vedbliver at være et rent geografisk udtryk (se hosstående kort). I Begge Sicilier genindsættes den franske Bourbon-konge Ferdinand 1. (4.), som omgående bryder alle løfter om en liberal forfatning og indfører et rent despoti. Kirkestaten genopstår i fuldt omfang og omfatter igen Lazio, Umbrien, Marche og Romagna-området (de lilla områder på kortet). Østrig bevarer hovedindflydelsen i Italien takket være besiddelsen af Lombardiet, Veneto og Friuli-Venezia Giulia (de grønne områder). Desuden bliver de habsburgske fyrstehuse genindsat i Toscana, Modena og Parma-Piacenza. Sardinien (lyserøde områder), som også genindfører enevoldstyret, får sine norditalienske besiddelser Piemonte og Valle d'Aosta tilbage og bliver desuden udvidet med Ligurien.
Revolutionsbølgerne
I 1820 går den første revolutionsbølge hen over Europa. I Italien bryder den ud i både Piemonte, Venedig og Napoli, men bliver allerede året efter slået ned af østrigske tropper. Også den anden revolutionsbølge i 1830, som bl.a. rammer Modena, Parma og Bologna, bliver hurtigt nedkæmpet. Efter at oprøret er blevet kuet i Bologna, slipper pave Gregor 16. regulære terrorbander løs på befolkningen. I Marseilles stifter den landflygtige advokat og digter Giuseppe Mazzini, som skal få stor psykologisk indflydelse på Italiens historie, et hemmeligt nationalforbund ved navn "Det unge Italien".
"Det underlige år" 1848
Endelig kommer "det underlige år" 1848, hvor revolutionen begynder i Italien og herfra skyller ud over hele Europa – bl.a. fremkaldt af økonomisk krise og massearbejdsløshed. 12. januar udbryder der oprør i Palermo, som hurtigt breder sig til Napoli. Bourbon-fyrsten Ferdinand 2. bøjer sig og udsteder en konstitutionel forfatning, og det samme sker snart efter i Toscana, Sardinien og Rom. 18. marts rejser Milano sig mod østrigerne, og samme dag erklærer Sardiniens kong Karl Albert Østrig krig, mens borgerne i Venedig proklamerer "Republikken San Marco". Begejstringen er stor, men disciplinen er elendig. 25. juli massakrerer den østrigske hær italienerne ved Custozza, og 9. august slutter Sardinien våbenstilstand. Året efter opsiges våbenstilstanden, men efter et nyt nederlag må Karl Albert abdicere, og både i Toscana, Venedig og Rom bukker rejsningerne under.
Cavour – manden, der samlede Italien
I hver eneste italiensk by findes der mindst én gade eller plads, som er opkaldt efter en af de fire mænd, der skabte det moderne Italiens historie. Generalen Giuseppe Garibaldi, Italiens første konge Viktor Emanuel 2., digteren Mazzini – og den allervigtigste, Italiens første ministerpræsident, grev Camillo Benso di Cavour. I 1852 udnævnes Cavour til ministerpræsident i Kongeriget Sardinien, og han bliver den drivende vilje bag Italiens Samling – Il Risorgimento (genrejsningen). I første omgang indfører han en række tiltrængte reformer af Sardiniens hær. 1854 udbryder Krimkrigen mellem Frankrig og England på den ene side og Rusland på den anden. Cavour, der ser sit snit til at vinde Vestmagternes sympati for sine planer om et samlet Italien, erklærer Rusland krig og sender et sardisk hærkorps til krigsskuepladsen på Krim. Og Cavour sidder i held. 14. januar 1858 forøver den italienske patriot Felice Orsini et attentat på den franske kejser Napoleon 3. på grund af dennes lunkne holdning til den italienske enhedstanke. Attentatet, der paradoksalt nok får Napoleon til at skifte mening, kommer til at ændre historiens gang. 20. juli mødes Napoleon og Cavour i hemmelighed og aftaler et snedigt rænkespil, som skal ende med østrigernes fordrivelse fra Italien. I begyndelsen af 1859 siver planerne ud, og Sardinien mobiliserer. Østrig forlanger demobilisering, og da Sardinien nægter, overskrider den østrigske hær grænsen til Piemonte.
Cavour har spillet sine kort ypperligt – Østrig er angriberen, og i maj rykker en fransk hær sarderne til undsætning. Efter nederlag 4. juni ved Magenta og 24. juni ved Solferino trækker østrigerne sig tilbage. Men synet af de blodige slagmarker har rystet den franske kejser, og 11. juni slutter Frankrig og Østrig fred. Ifølge fredsbetingelserne får Sardinien Lombardiet, men ikke det lovede Venedig. Cavour og Viktor Emanuel er rasende, men kan intet gøre.
Se alle regionerne, der blev samlet >
Cavours intriger
Italienernes nationale entusiasme og Cavours intriger sørger dog for at holde gryden i kog. Allerede 27. april har en opstand i Firenze tvunget storhertug Leopold 2. til at flygte, og folkeafstemninger i fyrstendømmerne Modena, Parma, Toscana og den pavelige provins Romagna vedtager tilslutning til Sardinien. Cavour køber Napoleon 3.s billigelse ved at afstå Nice og Savoyen til Frankrig.
Garibaldis 1000 rødskjorter
I april 1860 udbryder der efter konspirationer af Cavour igen oprør på Sicilien, og friskareføreren Giuseppe Garibaldi sejler med 1000 "rødskjorter" og den sardiske konges hemmelige velsignelse til hjælp. Han slår den langt overlegne napolitanske hær og erobrer hurtigt hele Sicilien. Derefter går Garibaldi i land i Syditalien, erobrer Napoli og indeslutter Frans 2., den sidste monark i kongeriget "Begge Sicilier", i fæstningen Gaeta.
Se meget mere om italiensk kultur >
Cavour smeder, mens jernet er varmt. 8. september arrangerer han et oprør i Kirkestaten, og to dage sender han tropper derind for at "genoprette ordenen". Den pavelige hær bliver hurtigt løbet over ende, og sarderne marcherer ned i Campania og forener sig med Garibaldis styrke. Ved en folkeafstemning vedtager syditalienerne sammenslutning med Norditalien. 17. marts 1861 kan et nyvalgt fællesparlament proklamere Sardiniens kong Viktor Emanuel som "konge af Italien". Kort efter vedtages en liberal forfatning analog med den sardiske forfatning fra 1848. Den italienske stat har således aldrig haft et enevældigt monarki.
Erobringstiden – det nye kapitel i Italiens historie
Efter samlingen tager Italiens historie en helt ny drejning. Den nye stat vil gerne udvide sit territorium, og den første chance opstår under den Preussisk-Østrigske Krig 1866. Italiens ministerpræsident Alfonso Ferrero la Marmora og efterfølgeren Bettino Ricasoli vælger den rigtige side, nemlig Preussens. Italiens elendige hær og flåde bliver hurtigt sønderslået af østrigerne, men på grund af de preussiske sejre må Østrig samme år slutte fred og overlade hele Veneto med byen Venedig til Italien.
Rigssamlingen fuldbyrdes
Kun fire år senere får Italien en ny mulighed. I 1870 udbryder der krig mellem Frankrig og Preussen, og de franske tropper, som siden 1849 har holdt Rom og Lazio besat og beskyttet paven, trækkes hjem. Den italienske ministerpræsident Giovanni Lanza benytter sig straks af chancen for at sende tropper ind, og efter en folkeafstemning bliver den sørgelige rest af den tidligere så mægtige Kirkestat indlemmet i Kongeriget Italien, og Rom bliver hovedstad. Rigssamlingen er fuldbyrdet.
Kolonierne og Triple-alliancen
Straks efter kaster Italien sig ind i kampen om kolonierne. Det fører uundgåeligt til sammenstød med Frankrig, og det vækker raseri, da Tunis, som Italien selv har begæret, i 1881 bliver et fransk protektorat. Som modtræk undertegner Italien 1882 forsvarspagten Triple-alliancen med Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn). Dernæst koncentrerer italienerne sig om Østafrika, og mellem 1885 og 1890 oprettes de første kolonier Eritrea og Somaliland, det nuværende Somalia.
Erobringen af Libyen
Appetitten efter kolonier var langtfra mættet, og i 1911 kaster ministerpræsident Giovanni Giolitti sine øjne på Tripolis og Cyrenaica (det nuværende Libyen), som tilhører det ormstukne Osmanniske Rige. I 1902 har italienerne af Frankrig fået frie hænder i Tripolis, mod at Italien til gengæld afstår fra at kræve indflydelse i Marokko. Den britiske udenrigsminister sir Edward Grey råder sin italienske kollega markis di San Giuliano til at finde på et passende påskud, og i september 1911 konstrueres en historie om et knivoverfald på nogle italienere i Tripolis. Italienske tropper går i land, og efter en kort krig må Osmannerriget i 1912 slutte fred og afstå hele Libyen og De Dodekanesiske Øer (i det nuværende Grækenland).
Italien i 1. Verdenskrig
Under 1. Verdenskrig vælger Italien for sidste gang i historien den rigtige side, da ministerpræsident Antonio Salandra "i den hellige egoismes navn" (il sacro egoismo) går ind i krigen på Ententens (Frankrig og Storbritannien) side, på trods af at Italien gennem Triple-alliancen er allieret med Tyskland og Østrig-Ungarn. Ligesom i 1866 ender Italiens militære indsats stort set som en fiasko. I tre år kæmper den italienske hær under den håbløse overgeneral, Luigi Cadorna, ved Isonzofloden i det nuværende Friuli-Venezia Giulia mod østrigerne, uden at opnå noget nævneværdigt. Kampene koster Italien 460.000 døde. Men da krigen slutter med sejr til Ententen, får Italien som belønning for sin deltagelse både Sydtyrol, Trieste og halvøen Istrien og når dermed den største udstrækning i sin historie. Utilfredsheden er dog stor, eftersom Vestmagterne havde lovet Italien et langt større bytte.
Hver af de 20 regioner har sin helt egen spændende fortid >
2. Verdenskrig – Mussolinis historiske fejltagelse
Italiens historie havde i de første 80 år efter samlingen båret præg af, at landet altid valgte den rigtige side under de europæiske krige og dermed konstant blev belønnet med udvidelser på fjendens bekostning. Men i 1922 får Benito Mussolini efter den fascistiske "march mod Rom" (Mussolini tager selv toget) overdraget regeringen af kong Viktor Emanuel 3., som håber, at fascisterne kan danne bolværk mod socialismen. Mussolini, der fra nu af kalder sig "duce" (fører), træffer i modsætning til sine forgængere alle de forkerte valg. De første 18 år går det dog godt. Italienske tropper erobrer Abessinien (det nuværende Etiopien), som bliver en italiensk koloni, og i april 1939 besættes Albanien stort set uden et sværdslag. Desuden har italienske tropper under Den Spanske Borgerkrig bidraget til at bringe de spanske falangister under Franco til magten. Men derefter begår Mussolini sin fatale fejltagelse, da han 10. juni 1940 trækker Italien ind i 2. Verdenskrig på Tysklands side. Resultatet er en katastrofe og et af de mest pinlige afsnit i Italiens historie: Alle de italienske militære entrepriser ender som fiaskoer, og den 25. juli 1943, efter at allierede tropper er gået i land på Sicilien, bliver Mussolini afsat som duce. I løbet af verdenskrigens to sidste år bliver hele den italienske halvø under hårde kampe med tyskerne erobret af de allierede, mens italienske partisaner opererer bag tyskernes linjer.
Konsekvenserne af Italiens deltagelse i 2. Verdenskrig er forfærdelige. Italien har omkring 330.000 dræbte og mister alle sine kolonier samt Istrien, der bliver overladt til Jugoslavien. Desuden er snesevis af italienske byer – især industribyerne i Norditalien – blevet bombet til ukendelighed og mængder af uerstattelige kunstskatte ødelagt.
Efterkrigstiden
Efter 2. Verdenskrig bestemmer et knebent flertal ved en folkeafstemning 2. juni 1946, at monarkiet skal afskaffes. Den sidste italienske konge, Umberto 2., må gå af efter en måned på tronen, og republikken indføres. Italien bliver medlem af FN (1945) og af NATO (1949) og en af den vestlige verdens bastioner mod det kommunistiske Østeuropa. Desuden lægger Italien i 1957 jord til undertegnelsen af Rom-traktaten, det europæiske økonomiske samarbejde, som i dag har udviklet sig til EU. Endelig er Italien medlem af G7, verdens syv førende industrinationer. Udenrigspolitisk har Italien holdt lav profil og kæmpet med sine indre problemer – bl.a. over 70 forskellige regeringer siden 1945. Men Italiens historie er ikke slut endnu – følg med de næste spændende 1000 år!
