Syngende smukt som en opera: italiensk sprog
Når man taler om italiensk sprog, mener man i virkeligheden toscansk. Helt op til 1300-tallet var latin det almindelige skriftsprog i både Italien og resten af Vesteuropa, men talesproget var volgare – fortsættelsen af vulgærlatin. Der fandtes utallige lokale varianter af volgare, men tre af de mest betydelige forfattere kom fra Toscana: Dante (billedet), forfatteren til "Den Guddommelige komedie", Boccaccio, som skrev "Dekameron", og Petrarca, der i sine sonetter besang den elskede Laura. I 1300-tallet skrev de deres berømte værker på deres egen italienske dialekt og skabte derved det fælles folkelige skriftssprog; forfattere fra andre dele af Italien tilpassede deres sprog til den toscanske tunge. I dag lever volgare videre i de mange italienske dialekter, men den, der tales i Toscana (navnlig Firenze), er nærmest blevet en slags italiensk rigssprog. Der findes dog talrige andre dialekter, som for mange italienere er deres første sprog.
At lære italiensk
Danskernes interesse for italiensk er øget gennem tiden, ikke mindst fordi det er et meget smukt sprog. Vokalerne klinger rent, hvilket tydeligt høres i operasang. Hvis man kun forstår engelsk og tysk, kan det umiddelbart forekomme svært at lære italiensk, eftersom det slet ikke ligner de germanske sprog. Hvis man derimod behersker et andet romansk sprog, f.eks. fransk, får man halvdelen forærende – og hvis man ovenikøbet er så heldig at være fra dengang, da man lærte latin i skolen, er italiensk nemt. Desuden kan man straks genkende meget fra engelsk, eftersom 60 % af ordene i det engelske sprog stammer fra latin.
Italienske ord i dansk
Også i dansk findes en del italienske ord. Fra musiksproget har vi f.eks. opera, andante, allegro, piano, finale, sopran, bariton, virtuos, sonate, koncert og violin; fra arkitektsproget f.eks. facade, balustrade, altan, balkon og villa; fra bank- og handelssproget f.eks. giro, saldo, konto, netto, risiko, valuta, bankerot og fallit; og fra militærsproget f.eks. kaserne, bataljon, arsenal, kavaleri, kanon, soldat, brigade og alarm.
Lær en smule og bliv belønnet
Nedenstående beskrivelse af italiensk sprog er langtfra udtømmende, men blot ment som en ganske kort indføring til den, der nødig vil stå helt på bar bund under en ferie i Italien, hvor de indfødte kun taler deres eget sprog. Belønningen følger straks – italienere begejstres over udlændinge, der har gidet at sætte sig en smule ind i deres sprog, og i modsætning til franskmænd gør de sig stor umage for at forstå den fremmede og selv tale langsomt og tydeligt (højst usædvanligt for en italiener). Faktisk kan det give bagslag, hvis turisten er i stand til at forme små sætninger, for i så fald vil italienerne overvurdere hans eller hendes kundskaber og selv glemme at tale langsomt. Som turist bør man derfor tale i korte sætninger, så italienerne ikke bliver utålmodige.
Italiensk udtale – så præcis som muligt
Italienske ord skal udtales så præcist som muligt. Det hedder ikke en Fjat Pånto, men en FI-at PUN-to – med tryk på første stavelse i Fiat og u som Ulla i Punto. Til alt held er der i italiensk – i modsætning til i dansk og engelsk – stor overensstemmelse mellem skrift og udtale, og hvis man blot kender nogle få udtaleregler, kan man ud fra det skrevne sprog udtale ordene nogenlunde korrekt.
Se alt om de 20 forskellige regioner – fyldt til randen med seværdigheder >
De smukke vokaler
Italiensk indeholder fem smukke vokaler: a, e, i, o og u. De udtales stort set, som de skrives. A er åbent (som i dansk "nakke"), mens i og u er lukkede (som i dansk "side" og "rude"). E og o kan udtales enten lukket som i vedo (jeg ser) og sole (sol) – jævnfør dansk "sene" og "mode" – eller åbent som i ieri (i går), cuore (hjerte) som i dansk "pæne" og "hårde". Reglerne for, hvornår de udtales på den ene eller anden måde, er lidt indviklede, og udtalen varierer. Men væn dig under alle omstændigheder til at åbne munden på vid gab, når du udtaler vokalerne, og tal ikke med de for danskere så almindelige stød og afsnubbede endelser. Den svage e-lyd, som findes sidst i mange danske ord som f.eks. "tabe", eksisterer ikke i italiensk sprog. Vokalerne er lange eller korte, næsten ligesom på dansk. Hvis vokalen står foran én konsonant, er den lang: come (hvordan) har langt lukket o ligesom i dansk "kone", men foran to konsonanter er vokalerne korte: costa (koster) har kort åbent o som i dansk "post", og fatto (gjort) har kort a som dansk "nakke". Hvis i og u står foran en anden vokal, udtales de som j og engelsk w: ieri (i går) og lingua (sprog). 'R' udtales altid tydeligt, med tungespidsen, som i f.eks. lardo (spæk) og porta (dør).
De lumske konsonanter
Konsonanter udtales stort set som på dansk, bortset fra at p, t og k ikke har noget pust: Navnet Tivoli ligner ikke "tsivoli". Endvidere har c og g to forskellige udtaler: Foran e og i udtales c som i engelsk ch (channel), f.eks. i ordet cento (hundrede), mens g udtales som i engelsk j (John), f.eks. i ordet giro (tur). I alle andre tilfælde udtales c og g som k og g: cane (hund), crudo (rå) og gamba (ben).
Visse kombinationer af konsonanter har desuden en særlig udtale: gli udtales som lj (meglio, bedre, der udtales mæljo; dog siges 'l' og 'j' på én gang), og gn udtales nj (bagno, bad, der udtales som banjo). Sc udtales foran e og i som sj (scena, scene, omtrent som i dansk gene), men som sk i alle andre forbindelser (scuola, skole, der udtales skwåla). Bogstavet h udtales ikke (ho, jeg har, der blot udtales å). Hvis h'et står efter c og g, bliver den samlede udtale dog som k og g: Chianti, der udtales kjanti, og Lamborghini, der udtales lambårgini.
Bemærk, at dobbeltkonsonanter virkelig skal udtales dobbelt, så man f.eks. hører to t’er i fatto (gjort). Mere præcis er det en lang konsonant.
Trykket ligger som regel på næstsidste stavelse. I enkelte tilfælde ligger det på sidste stavelse, hvilket er angivet med en accent grave: città (by). I nogle ord er der dog tryk på tredjesidste stavelse som i zùcchero (sukker), fràgola (jordbær), zìngaro (sigøjner), ànatra (and), fégato (lever), sìgaro (cigar), mèdico (læge) og stòmaco (mave).
Italiensk grammatik
Man giver sig naturligvis ikke til at lære hele den italienske grammatik i en håndevending, men for turisten kan det være praktisk at kunne nogle elementære regler.
Substantiver (navneord)
Ligesom de fleste andre romanske sprog har italiensk to køn, hankøn og hunkøn. Substantiver (navneord), der ender på -o, er hankøn, mens de, der ender på -a, er hunkøn. Hvis de ender på -e, kan de være enten hankøn (il mare = hav) eller hunkøn (la carne = kød). Der er dog en del undtagelser, f.eks. il cinema (biograf), il giornalista (journalist); dog kaldes en kvindelig journalist la giornalista.
Som på dansk er der to tal, ental og flertal. De substantiver, der ender på -a i ental, får dette udskiftet med -e i flertal: la macchina (bil) – le macchine. De, der ender på -o eller -e, får i flertal -i: il vino (vin) – i vini, il giornale (avis) – i giornali.
Bestemt og ubestemt artikel
Den bestemte artikel hedder i ental il i hankøn og la i hunkøn: il vino og la camera. Hvis substantivet begynder med en vokal, anvendes dog l’ i både hankøn og hunkøn: l’albergo (hotellet) og l’acqua (vandet). I flertal benyttes i hankøn i (men med gli foran vokal) og i hunkøn le: i vini, gli alberghi og le macchine. Den ubestemte artikel hedder un i hankøn og una i hunkøn, men foran vokal un eller un': un vino, un anno, una macchina og un'acqua. Hertil kommer uno, som benyttes foran s + en anden konsonant samt foran z: uno sfondo (baggrund), uno zebra (zebra, hankøn).
Adjektiver (tillægsord)
De italienske adjektiver (tillægsord) har de samme endelser som substantiverne. De fleste har fire former efter de to køn og de to tal: il vino è buono (vinen er god), la macchina è rossa (bilen er rød), i vini sono buoni (vinene er gode) og le macchine sono rosse (bilerne er røde). Nogle adjektiver ender på e (flertal -i) og har de samme former i begge køn: il signore è gentile (manden er venlig) og la donna è elegante (kvinden er elegant) bliver i flertal til i signori sono gentili og le donne sono eleganti.
Udeladt subjekt (grundled)
I modsætning til i f.eks. dansk, tysk og fransk kan subjektet (sætningens grundled) udelades, hvis det er indlysende. ”Jeg er dansker” hedder blot sono danese (udsagnsordet viser, at der er tale om 1. person ental). Man kan dog godt sige io sono danese, hvis man vil understrege en modsætning til andre: Jeg er dansker.
Høflig tiltale
Tidligere sagde man i Italien ikke du til andre end familiemedlemmer og nære venner. Ligesom på tysk benyttede man i stedet "De", udtrykt med 3. person ental: "De er velkommen" hedder (Lei) è benvenuto (sagt til en mand) og (Lei) è benvenuta (sagt til en dame); i flertal "I/De er velkomne" (loro) sono benvenuti eller (voi) siete benvenuti. I vore dage er tu (du) blevet mere almindeligt, især blandt unge og studerende (dog sjældnere i Syditalien). Selv i butikker kommer man i dag ud for, at en yngre og mindre velopdragen ekspedient siger du til en ældre kunde.
Italienske verber (udsagnsord)
De italienske verbers (udsagnsords) bøjning er meget kompleks, og der findes ca. 50 forskellige former af hvert verbum. Man giver sig kun til at lære dem alle, hvis man har en særlig interesse for italiensk sprog. I første omgang er det tilstrækkeligt at kunne 1. og 3. person ental og flertal af de to hjælpeverber essere (at være) og avere (at have). Desuden er det nyttigt at lære den almindeligste bøjning af de regelmæssige verber, nemlig dem, der i infinitiv (navnemåde) ender på -are, f.eks. parlare (at tale). Endelig bør man lære perfektum participium (fortids tillægsmåde) af de samme verber, fordi den bruges til at danne sammensatte tider. Dermed er man i stand til også at udtrykke sig i fortid. Præsens (nutidsformerne) kan bruges til at udtrykke det fremtidige.
Bemærk, at essere i sammensat tid bøjes med sig selv: sono stato (jeg har været; ligesom tysk: Ich bin gewesen).
Nægtelsen hedder non, og den sættes foran verbet: Non sono inglese (jeg er ikke englænder). På samme vis i flertal: Non siamo inglesi (vi er ikke englændere).
Talordene
En turist får igen og igen brug for at kunne de italienske talord. Tænk blot på alle de gange, man i en butik spørger, hvad en vare koster: Quanto costa? Hvis ikke man forstår svaret, kan det jo være lige meget. Sørg derfor for at lære talordene.
Sammensatte tal siges i den rækkefølge, hvori cifrene skrives, fra venstre: trentacinque (35), due mila tre cento cinquanta (2350). En undtagelse dog er 11-16: undici, dodici, tredici osv.
De almindelige talord (altså ikke ordenstal) anvendes også for datoer: il nove aprile (den 9. april). Dog bruges primo for ”den første”: il primo gennaio (den 1. januar).
En halv hedder mezzo uden artikel: mezzo litro di vino rosso (en halv liter rødvin).
Støvlelandets vidunderlige storbyer – fyldt til randen med seværdigheder >
Nyttige gloser
Nedenfor ses en række småord og udtryk, man i utallige situationer vil få brug for i Italien.
Italienske ugedage og andre ord, man bør kunne genkende
Det er naturligvis også fornuftigt at kunne ugedagene og forskellige andre betegnelser og ord, som enhver turist vil komme ud for.
Navne på lande og byer
Ligesom på dansk er navne på lande, landområder og større byer tilpasset til italiensk: la Danimarca (Danmark), Copenaghen (København), la Selandia (Sjælland), la Fionia (Fyn) og lo Jutland (Jylland), Germania (Tyskland), Inghilterra (England), Svezia (Sverige).
Bilist- og jernbanegloser
På en kør selv-ferie er det nyttigt at kunne nogle få ord. Olieskift hedder cambio olio, tændrør candela og bilvask lavaggio. Punkterede dæk lappes af en gommista. Også hvis du rejser med toget, bør du lære nogle få ord, f.eks. så du ved, hvornår toget afgår. Se dem i hosstående skema.
Dialekter og andre sprog i Italien
I vore dage lærer alle italienere til en vis grad et fælles-italiensk sprog. I de større byer, f.eks. Firenze, Rom, Torino og Milano, taler man, hvad der kan kaldes korrekt og dannet italiensk. Men der er store variationer. På den vestlige del af Posletten tales piemontesisk, lombardisk og ligurisk, der har nogle fællestræk med fransk, f.eks. lydene y og ø, som ikke bruges i standard-italiensk. Mange ord mister deres slutvokal, så Trentino i Veneto gengives med Trentìn. Som sproginteresseret vil man få fornøjelse af at lytte til lokalbefolkningens sprog på caféer og på gaden. De fleste taler dialekt derhjemme, men over for fremmede bestræber man sig på at tale "korrekt".
Se alt om de 20 smukke regioner >
Sprog i Norditalien
Der tales også helt andre sprog i Italien, især i grænseregionerne. I Valle d'Aosta tales en slags fransk, nemlig det såkaldte franco-provençalsk, som er et selvstændigt sprog midt mellem fransk og provencalsk (occitansk). I Sydtyrol, nærmere bestemt Alto Adige mellem Brennerpasset og Trento, der indtil 1919 var østrigsk, tales en sydtysk dialekt, der er anerkendt som områdets officielle sprog. Alle skilte er derfor skrevet på både italiensk og tysk. Befolkningen opfatter sig selv som østrigere og foretrækker tysk, men taler også italiensk, om end med en horribel tyskpræget accent. Midt i Alto Adige tales desuden sproget ladinsk eller rhæto-romansk, der ligesom italiensk nedstammer fra latin, men ikke er en italiensk dialekt og ikke direkte forståeligt for italienere. Varianter af samme sproggruppe findes i det østlige Schweiz og i regionen Friuli, hvor ca. 430.000 individer taler friulansk. Langs grænsen til Slovenien taler 85 % af befolkningen slovensk (i alt omkring 60.000 personer).
Det svære sardiske sprog
På Sardinien tales endnu et romansk sprog, nemlig sardisk, der minder om italiensk, men på flere afgørende punkter afviger stærkt. Talordet centum (100) udtaltes i latin kentum; i alle andre romanske sprog er k'et blevet ændret til tsj (italiensk cento), s (fransk cent, udtalt sã) eller lignende. Men på Sardinien siger man stadig kentu. Den bestemte artikel er gennemgående opstået af stedordet ille, illa ("den"), på italiensk il, lo, la osv. På Sardinien har man i stedet brugt ipse, ipsa ("selv"), så l'amico hedder s'amicu. I den nordvestlige del af øen ligger byen Alghero, hvortil der i 1300-tallet blev flyttet en større gruppe katalanere, og 20.000 beboere har endnu i dag katalansk som modersmål.
Græsk, albansk og kroatisk
Rundt omkring i Italien lever desuden små grupper af folk, som er indvandret i oldtiden og middelalderen og taler helt andre sprog: græsk i Calabrien og Apulien, albansk i næsten alle syditalienske regioner og kroatisk i Abruzzo.
Italiensk studium
Ovenstående er naturligvis kun en ultrakort indføring i italiensk sprog. Hvis man gerne vil lære at tale italiensk, er den bedste måde at opholde sig i Italien og omgås indfødte italienere - kombineret med et studium af grammatik og læsning af forskellige slags tekster. Man kan fint begynde på en sprogskole eller et sprogkursus, og det vil være fuldt tilstrækkeligt til samtaler og anden daglig brug. Men hvis man har lyst til at lære italiensk sprog og kultur at kende til bunds, er der ingen vej uden om et grundigt studium, f.eks. på et universitet.
