Liv, latter og lethed – sådan er italiensk kultur

At se og blive set...

Lad os bare være ærlige – de fleste udlændinge har på et eller andet tidspunkt tænkt og måske talt nedsættende om italienerne. De er dovne, uhæderlige og nydelsessyge og tænker kun på deres udseende og det næste måltid. Det vender vi tilbage til. Alligevel elsker vi italiensk kultur og sluger nærmest alt, hvad der smager af Italien. Italiensk mad, italiensk vin, italiensk mode og rejser til Italien.

En kultur, som gør dig godt tilpas

Italiensk kultur

Man føler sig nemlig altid godt modtaget og velkommen i Italien. Italienerne er af natur elskværdige og forstår kunsten at få fremmede til at føle sig godt tilpas. Turister betragtes med samme overbærenhed som børn, og italienerne smigrer gerne fremmede på en måde, som de ikke er vant til – mænd føler sig pludselig klogere og mere selvsikre, mens kvinder føler sig smukkere og mere attraktive. Alt sammen på grund af høflighedsfraserne og den elegante smiger, som får alting til at glide meget lettere i Italien.

Høflighed og velopdragenhed

God gammeldags høflighed og pæne manerer er nemlig en indgroet del af italiensk kultur. Om formiddagen siger man buon giorno – goddag – og efter kl. 12 middag buona sera – godaften. Når man beder om en vare i en butik eller bestiller mad på en restaurant, siger man vorrei, jeg ville gerne, eller det endnu mere høflige mi piacerebbe. Støder man ind i folk på gaden eller i supermarkedet, hedder det naturligvis scusi, jeg beder Dem undskylde. Og altid De, aldrig du – medmindre man kender hinanden særdeles godt. Ærbødighed over for ældre er en naturlighed, og eleverne i skoler og på læreanstalter har respekt for underviserne, som ikke tiltales med fornavn, men som professore og professoressa. Det betyder også, at italienske skolebørn faktisk lærer noget, og mange af de diagnoser, vi i dag hæfter på danske børn, er stort set ukendte i Italien.

For en dansker lyder denne del af den italienske kultur måske som stive og forældede regler, men det er ikke mere end nogle få årtier siden, vi havde stort set de samme omgangsformer i Danmark. Faktisk gør de livet meget lettere, fordi man aldrig kommer i tvivl. Spørg bare danskere, der har boet længe i Italien – de kan slet ikke undvære den italienske høflighed og de udsøgte manerer.

Italienere og mobiltelefoner

På ét punkt har taktløsheden sneget sig ind i Italiens kultur: Italienere taler konstant i mobiltelefon, uanset hvor de befinder sig, og uanset om de er alene. Det er ikke ualmindeligt at se et yngre venne- eller kærestepar sidde over for hinanden på en restaurant og tale – eller pludre – i hver sin mobiltelefon. Men denne uskik ser man også i andre europæiske lande.

Italienere og mobiltelefoner

Italienernes utrolige åbenhed

Åbenheden er også typisk for italiensk kultur. En italiensk mand holder sig ikke tilbage fra at komplimentere en fremmed kvindes udseende, uden at det lyder påtrængende. Og læg mærke til italienernes mimik og gestus, når de taler. Alle udsagn ledsages af ivrige håndbevægelser, og sindsstemningen afsløres altid af det evigt skiftende ansigtsudtryk. Øjnene fortæller simpelthen det hele. En af grundene til, at italienere opfatter nordboer som kolde og utilnærmelige, er, at vi ikke på samme måde bærer vores følelser uden på.

Il dolce far niente – det søde driverliv

Il dolce far niente – det søde driverliv

Udtrykket il dolce far niente, det søde driverliv, er ligefrem blevet et begreb for italiensk kultur, og livsglæden er da også åbenlys i Italien. Men der er stor forskel på nord og syd. Få mennesker er så arbejdsomme som norditalienerne, og det er ikke uden grund, at området mellem Torino, Milano og Genova har en af de højeste gennemsnitsindkomster i EU. Italienske håndværkere er yderst dygtige og arbejder langt hurtigere end danske. Ligeledes er bøndernes arbejde med vinterrasserne på bjergskråningerne kolossalt. Alene de mængder af tons jord, der skal fjernes for at anlægge terrasserne, er enormt.

Fare una bella figura

Fare una bella figura

Det allervigtigste for enhver italiener er faktisk at fare una bella figura – at gøre en god figur. Skinnet er vigtigere end virkeligheden. En italiener vil gerne fremstå rigere, end han er, og er derfor altid ulasteligt klædt, når han går ud af døren. Når en ung italiener får sit første, nogenlunde vellønnede job, investerer han eller hun først i dyrt mærkevaretøj, et eksklusivt armbåndsur, en kostbar mobiltelefon og dernæst i en bil. Bilen skal afbetales over utallige år, men det gør intet – så spiser man bare billigt til hverdag.

Sensuel mode, der er skabt til at forføre >

Hjemmet passer sig selv

Til gengæld ofrer italienere ikke mange euro på deres hjem. For det første har boligindretning aldrig været en del af kulturen, og for det andet er italienerne alligevel udendørs det meste af tiden. Selv hos velhavende mennesker, der har haft råd til at fylde hjemmet med kostbart indbo, får man mere fornemmelsen af at befinde sig i et boligmagasin end i et hjem. Man kan som bekendt ikke købe sig til hygge.

En italiener kunne heller ikke drømme om at udføre gør det selv-arbejde i hjemmet. Håndværkere, der er langt billigere end i Danmark, klarer det mest nødvendige. Ikke-livstruende skader ignoreres, ikke mindst udvendigt, hvor bygningerne ofte er meget forfaldne. Et italiensk hus får som regel lov til at passe sig selv, indtil det truer med at falde sammen.

Drikker aldrig alkohol på gaden

At gøre en god figur betyder også, at man ikke drikker alkohol på gaden, og at man i det hele taget aldrig drikker for meget. Det er noget nær umuligt at møde en beruset italiener – hvorimod det er alt for nemt at rende på udenlandske turister, der overhovedet ikke skammer sig over at optræde stærkt påvirkede i fuld offentlighed.

Italienernes udendørsliv

Italienernes udendørsliv

Fra sidst på eftermiddagen og til langt ud på aftenen er det som om, at alle italienere befinder sig udendørs. Larmen er øredøvende, og der tales ikke, men råbes, les og diskuteres til akkompagnement af bilhorn og hvinende bremser, og det er stadig udbredt, at den italienske mand kun er hjemme for at spise og sove. Efter fyraften møder han sine venner på den lokale bar eller slentrer op og ned ad hovedgaden for at se og blive set, mens han diskuterer fodbold, politik og kvinder. Når han bliver sulten, går han hjem til konen og aftensmaden. Hvis han ikke er gift, bor han højst sandsynligt stadig hjemme, uanset om alderen har overskredet de 40, og nyder godt af den gratis bolig og moderens gode mad. Og det ser ikke ud til at ændre sig, for flere og flere unge italienske kvinder vælger mand og børn fra og prioriterer i stedet uddannelse og karriere.

Udeliv i Italien

Familiesammenholdet

Omvendt kunne unge italienere ikke drømme om at lade forældrene sygne hen på et offentligt plejehjem. Familiesammenholdet er meget stærkt, og man forventer ikke, at staten overtager ansvaret, men hjælper og støtter selv familiens ældre. Alle beboerne i kvarteret kender hinanden og følger med i de andres liv. Gamle og syge, der ikke har børn til at hjælpe sig, bliver plejet af nabokonerne, som bringer mad, køber ind og i det hele tager sig af dem. I modsætning til i Nordeuropa regner man ikke med, at samfundet klarer problemerne, men hjælper i stedet hinanden, så godt man kan. Et vældig sympatisk træk ved italienernes kultur.

Det italienske ægteskab

Også når det gælder ægteskabet, er forskellene på nord og syd markante. I byer som Milano, Venedig og Firenze er kvinderne typisk mere frigjorte og karriereorienterede end i Syditalien, hvor århundreders kultur stadig hersker. Her er manden kvindens herre, og det er ikke ret mange år siden, at en ung kvinde ikke kunne gå alene ud med sin kæreste, uden at der var en slægtning til stede.

Bryllup i Italien

Mange steder i syd er det stadig utænkeligt at gifte sig med en kvinde, som ikke er uskyldig, og hvis brudgommen opdager, at bruden ikke er jomfru, forlanger han uden videre ægteskabet annulleret. For få år siden var det helt almindeligt, at hvis to unge ikke måtte få hinanden, bortførte manden og hans venner simpelthen den unge kvinde. Når hun blev bragt tilbage til hjemmet, var hun ikke længere jomfru og dermed vanæret, og hendes forældre var nødt til at lade hende gifte sig med ham, der havde "skændet" hende.

Mandens mareridt – at være cornuto

I begyndelsen af ægteskabet er manden en glødende tilbeder og galant på en måde, som skandinaviske kvinder slet ikke er vant til. Han overøser hustruen med komplimenter og gaver og er jaloux ud over alle grænser. Kulturen er dog ikke anderledes, end at manden sagtens kan have små udenomseventyr, mens det er strengt forbudt for hustruen. At være cornuto, at få horn – altså at blive gjort til hanrej – er det værste, der kan overgå en italiensk mand, og helt frem til 1968 blev kvindelig utroskab straffet med to års fængsel. Fra tid til anden bringer italienske aviser stadig bloddryppende historier om rasende ægtemænds bestialske mord på deres hustrus elsker.

Praler med erobringer

På det punkt har italiensk kultur ikke ændret sig meget. På de italienske badedestinationer mødes de unge mænd stadig hver sommer og praler over for hinanden med, hvor mange skandinaviske kvinder, de fik forført i løbet af sæsonen. Samtidig griner de af de nordiske mænd, som i italienernes øjne er hanrejer. Italienerne forstår nemlig ikke den nordiske seksualmoral, og at kvinder i Skandinavien kan have alle de erotiske forbindelser, de har lyst til.

Den katolske kirke – en fundamental del af italiensk kultur

Hovedalteret i Peterskirken

Skilsmisse har været lovlig i Italien siden 1970, men er stadig ikke tilladt ifølge den katolske kirke. Man kan dog i særlige tilfælde få ægteskabet "annulleret", f.eks. hvis partneren ikke ønsker børn. Men selvom langt de fleste italienere er troende katolikker, retter de sig ikke efter paven. I dag er skilsmisseprocenten i Italien omkring 15 (mod omtrent 40 procent i Danmark). Man skal dog vente tre år, fra separationen indledes, til skilsmissen kan blive en realitet.

Sex før ægteskabet

Den katolske kirke forbyder også stadig sex før ægteskabet, men det blæser de unge italienere på. Selvom de stadig bor hjemme, finder de andre steder at gøre deres første erotiske erfaringer. Det er helt normalt at se parkerede biler på afsides steder, hvor vinduerne indefra er tildækket med avispapir, og det er ikke altid for at holde solen ude. Unge par tager også ofte på teltture i bjergene, hvor de kan være i fred for familien.

Se også alle de italienske helligdage >

Italienere elsker børn

Italienere elsker børn

Italienere elsker børn, bl.a. fordi de ikke selv har ret mange af dem. Italien har en af verdens laveste fødselsrater med kun godt 1,2 barn pr. kvinde (mod 1,7 i Danmark). Det er på langt sigt en fordel, eftersom Italien ligesom resten af Vesteuropa er meget overbefolket. Men det medfører også, at børn i Italien forkæles over alle grænser. Ikke mindst drengebørnene, som i hele deres opvækst bliver behandlet som små prinser og af både moderen, bedstemødrene og nabokonerne konstant får at vide, hvor smukke og dejlige de er ("che bello bambino"). Konsekvenserne viser sig senere, nemlig ved at italienske mænd kan have meget svært ved at forstå, at ikke alle kvinder betragter dem som Guds gave til menneskeheden.

Det lave fødselstal betyder også, at Italien er et særdeles børnevenligt land at rejse i. Børn er meget velkomne på både restauranter og andre steder, og især lyshårede skandinaviske poder må ofte finde sig i adskillige venlige klap på hovedet i løbet af en ferie.

Forskellig kultur fra nord til syd

I virkeligheden er det problematisk at tale om én italiensk kultur, for landet er stort og sammensat, og der er slet ikke den samme fælles nationalfølelse som i de "gamle" europæiske stater. Der er over 900 kilometer fra Torino i nord til Sicilien i syd, og det giver i sig selv kulturelle og mentale forskelle. Men den vigtigste årsag er, at Italien kun har været en samlet nation i godt 150 år. Før da havde mange af de enkelte områder gennem århundreder hørt under først den ene, så den anden fremmede magt, og har derfor modtaget utallige påvirkninger udefra. Italiensk kultur er en blandingskultur, skabt i en århundredlang smeltedigel med etruskere, italikere, grækere, føniker, arabere, normanner, goter, spaniere og mange andre som ingredienserne. Man skal ikke have rejst meget i Italien, før man mærker, at der er betydelige forskelle på karakteregenskaberne hos folk fra forskellige egne af landet. Napolitaneren er letbevægelig, sentimental og indladende, romeren er flegmatisk, jovial og bedrevidende, mens florentineren er mere utilnærmelig og lidt aggressiv, men energisk og i besiddelse af stor skønhedssans.

Det rige Torino

En kunstig stat

I en vis forstand er Italien en kunstigt sammensat stat, og i utallige italienske byer er det stadig sådan, at man først og fremmest føler tilholdsforhold til sit eget kvarter. Et godt eksempel er den toskanske by Siena, der stadig er opdelt i 17 contrade (kvarterer), hvor folk fødes, bliver gift og dør. Kriminaliteten er i bund, for alle kender alle, og næsten ingen fremmede flytter ind. Indbyggerne vedkender sig først og fremmest deres contrada, dernæst byen og først i tredje række landet Italien.

Læs om alle de 20 spændende regioner >

Det fattige Syditalien – vasketøj på gaden i Napoli

Løsrivelsesbevægelse

Det samme gælder mange af regionerne. Folk på Sicilien føler sig mere som sicilianere end som italienere, og både her og på Sardinien opfatter man sig simpelthen som et besat område og nærer ingen som helst tillid til den italienske centralregering. I Norditalien føler man omvendt ikke noget større kulturelt fællesskab med folk i syd, og der har i mange år eksisteret en løsrivelsesbevægelse – ikke mindst af økonomiske årsager. I driftige byer som Milano og Torino er man simpelthen trætte af at betale til det initiativløse Syditalien. Selve det italienske sprog opfattes mange steder som en fremmed størrelse, og befolkningen foretrækker i stedet at tale sin lokale dialekt.

Sådan er det naturligvis ikke i Toscana, som jo har lagt dialekt til det, der i dag er det italienske rigssprog, og som også har meget andet at være stolt af. Det er faktisk en udbredt opfattelse blandt andre italienere, at toscanerne føler sig en lille smule finere end resten af landets befolkning. Men det fænomen møder man langtfra kun i Italien.

Alligevel er der også meget, der binder italienerne sammen, og det er alt det, vi forbinder med "italiensk kultur": nemlig kærligheden til god mad og vin, glæden ved kunst, mode og udendørsliv, og sansen for skønhed, erotik og livsnyderi. Sæt det sammen med middelhavsstemning og varme sommernætter fyldt med trylleri – så bliver det til den moderne italienske kultur, vi kender og elsker!