Rom – Italiens og hele verdens vidunderlige hovedstad
Når man står på toppen af Monte Pincio i Rom, kan man i ét eneste blik overskue hele den glitrende, solbagte by. Alle de hvide kupler og tårne synes så nær, at man kan række ud efter dem. Men Rom er enorm. Mindst ti af byens pladser er så store, at de trods den tætte romerske trafik virker øde og forladte. Snesevis af brede boulevarder strækker sig på kryds og tværs af Rom, og kolossale paladser breder deres metertykke mure om henrivende gårdhaver. Hundredvis af kirker og klostre ligger spredt inden for synsfeltet, og alligevel er der stadig plads til alle Roms triumfbuer, templer og de andre seværdigheder fra oldtiden. Alt dette ser man på én gang – som den smukkeste introduktion til Italiens og hele verdens vidunderlige hovedstad.
At komme hjem til Rom
Rom er en venlig by, der åbner sig gæstfrit for turister, og mange Italiensrejsende taler derfor om at komme ”hjem” til Rom. Her er hverken industri, råstofudvinding eller havn; Rom er en bureaukratby, hvor fortvivlede embedsmænd forsøger at administrere Italiens overflødighedshorn af formålsløs lovgivning. Byen er anlagt på de syv høje Palatino, Campidoglio, Aventino, Celio, Esquilino, Viminale og Quirinale, der alle ligger på Tiberens østlige bred. Dette er det egentlige Rom, selvom her kun bor en halv million mennesker, hvilket er under en femtedel af byens samlede indbyggertal. I dag kan højene knap nok ses, for ildebrande og krige har gang på gang ødelagt Rom, og efterhånden er dalene mellem højene blevet fyldt op af ruinerne med nye bygninger ovenpå.
Seværdigheder over alt og under alt
Andre europæiske storbyer er inderst inde ens, og deres oldtidsruiner og historiske seværdigheder er små, stille verdener for sig. Men i Rom går fortid og nutid op i en højere enhed. Ruinerne dukker op overalt, og ustandseligt smutter man fra det ene århundrede til det andet. Roms bystyre kan aldrig planlægge et større offentligt arbejde, uden at oldtidslevn dukker op, og gang på gang har myndighederne måttet ændre planer, fordi man ikke kan få sig selv til at bulldoze en gammel tempelrest. Metroen slynger sig derfor ad store omveje, og det egentlige Rom er helt fri for de moderne skrammelbyggerier, der har skamferet andre storbyer. Men Rom er også barokkens by, og man kan ikke undgå at komme til at elske denne noget vulgære, men fyrstelige stilart, som får al senere arkitektur til at blegne. Mens Rom har utallige seværdigheder fra oldtiden, næsten intet fra middelalderen og ikke nær så meget fra renæssancen som Firenze, er den bogstaveligt talt forstenet i barok – især af Gian Lorenzo Bernini, som vi snart vil møde.
Den evige Stad
Rom har næsten ingen offentlige ure, og tiden angives kun af hundredvis af kirkeklokker. I det fortrolige samliv med årtusinder taber øjeblikket sin betydning. En ægte romer mangler simpelthen begejstring over begivenhederne, og tiden er noget helt andet end for andre europæere; Rom var der før os, Rom vil være der efter os, og en enkelt dag fra eller til betyder intet. Rom er Den evige Stad, Roma æterna, evighedstanken legemliggjort i en by. Roms psyke forhindrer, at romeren bliver trendy, og flår moderniteten af enhver, der kommer inden for tryllekredsen. Selv unge skandinaver, der ikke er belemrede med hang til fordybelse, mister efter en måned i Rom trangen til livslang fest og bliver specialister i måneskinsvandringer. Mens fremmedkolonier typisk er i Paris for kunstens skyld, i London af society-snobberi og i Berlin på grund af forretninger, er de i Rom blot for at være i Rom. Byen har simpelthen erobret dem. Som Goethe skrev: Den, der kender Rom, vil aldrig mere kunne blive virkelig ulykkelig.
Med et Rome City Card sparer du penge og får uden om køen-adgang til de vigtigste seværdigheder samt et hav af andre fordele – se udvalget og book kortet her >
Alle mødes på Piazza Colonna
Rom har ikke et egentligt centrum. Men alle mennesker mødes på den dejlige Piazza Colonna, som også nærmest er byens geografiske midtpunkt: Finansfolk diskuterer børskurser, politikere går til og fra, og turister spankulerer rundt på må og få. På den ene langside troner Palazzo Chigi, Italiens Statsministerium, og på nabopladsen, Piazza Montecitorio, ses Deputeretkammeret, Palazzo Montecitorio. I midten knejser den 42 meter høje, majestætiske Marcus Aurelius-søjle, der i år 176 rejstes med en statue af kejseren selv øverst (da de kristne kom til, udskiftede de ham desværre med apostlen Paulus). Piazza Colonna er altså et godt udgangspunkt for sightseeing i Rom, og så ligger den midt på verdens ældste hovedgade.
Via del Corso, Roms hovedgade
Via del Corso, der løber fra Piazza del Popolo til Piazza Venezia, blev anlagt allerede i år 220 f.Kr. og har – bortset fra siestaen mellem 13.30 og 15.30 – altid myldret af liv. Den er stadig en af Roms og hele Italiens mest fængslende gader, et vidunderligt stævnemøde mellem renæssance og barok, og der er næppe et eneste hus, som ikke har en interessant historie. Hertil kommer myriader af elegante specialbutikker under overdækkede gallerier med alt fra mode til kunst. Sidst på eftermiddagen strømmer romerne til Corsoen til den traditionelle spadseretur, La Passeggiata, hvor man vandrer frem og tilbage for at se og blive set. At vise sig frem har altid haft stor betydning for romerne, og tidligere fremgik det sågar af ægteskabskontrakterne, hvor ofte manden havde pligt til at køre i karet med fruen gennem Corsoen.
Se det vigtigste fra en topløs hop-on hop-off sightseeingbus >
Pantheon – La Rotonda
Vi begynder turen i Rom ved at smutte over Piazza Montecitorio, spadsere mod syd ad Via della Guglia og efter 100 meter dreje til højre ad Via dei Pastini. Dermed er vi på vej ud på Marsmarken, Campo di Marte, hvor de gamle romere dyrkede krigsguden Mars, men nu er Roms in-kvarter og beboet af filmstjerner og rige udlændinge, som opkøber de gamle lejligheder. Her flyder seværdighederne: Efter få skridt når vi den intime Piazza della Rotonda, hvor livet leves rundt om en rigt udsmykket fontæne med en af Roms 14 ægyptiske obelisker.
Pladsen domineres dog totalt af Pantheon, en enorm rundkirke, som er Roms eneste antikke bygningsværk, der er bevaret intakt. Denne fuldendte skønhed viser romersk arkitektur, når den var bedst: Pantheon opførtes som tempel i år 27 f.Kr. og fik sin nuværende form af kejser Hadrian omkring 124 e.Kr. Da den i 600-tallet indviedes til kristen kirke, lod pave Bonifacius IV 28 vognlæs helgenknogler begrave under højalteret. Den oprindelige marmorbeklædning er væk, men alligevel viser Pantheon stadig oldtidens tekniske og kunstneriske formåen – og bronzeporten, som er den originale, har nu drejet på sine hængsler i to årtusinder. Amerikanske turister måber over dette pragtværk, der stod færdigt 1300 år, før Columbus opdagede Amerika, og stadig er langt dejligere end selv den højeste skyskraber.
Indenfor er rumvirkningen ubeskrivelig: Højde og diameter er præcis den samme, nemlig 42,4 meter, og kuplen måler præcis halvdelen af den samlede højde og er verdens største i frit spænd. Øverst ses ”Øjet”, en åbning, som med en diameter på 9 meter lyser hele kirken op, mens regnvand opsamles i en brønd under gulvet og flyder ud i Tiberen. Til højre for indgangen hviler Italiens første konge, Viktor Emanuel 2., og til venstre hans søn Umberto 1., der blev myrdet i år 1900, med sin smukke hustru, dronning Marguerita. Umberto var en så charmerende personlighed, at den britiske dronning Victoria udbrød: ”Af alle dem, der har fået Hosebåndsordenen, er Umberto af Italien den eneste, som virkelig har fortjent den”. I venstre side ses gravmælet for Rafael, der elskede livet og Roms smukke kvinder, men døde kun 37 år gammel. Spring køen over ved at booke billetter på forhånd >
Piazza della Minerva og den sure babyelefant
Vi smutter om bag Pantheon, forbi resterne af romerske termer opført af kejser Augustus’ svigersøn Agrippa, og fortsætter til nabopladsen, Piazza della Minerva. Her står Berninis søde, men lidt sure babyelefant med en kun 5 meter høj barne-obelisk på ryggen. Den er misfornøjet med den tunge byrde og søger ligesom at blive den kvit med snabelen. Bagved ses Santa Maria sopra Minerva, der er Roms eneste gotiske kirke og bygget oven på et Minerva-tempel (visdommens gudinde = Athene). Store kunstnere har bidraget: Ved højalteret står Michelangelos Jesus med korset, og freskerne i Cappella Caraffa er af Filippino Lippi. I kirken hviler Fra Angelico samt tre paver, heriblandt den berømte Leo 10.
Den rige amerikaner, der ville stjæle elefanten
Udenfor i solskinnet surmuler babyelefanten heldigvis stadig. En rig amerikansk turist blev engang så forelsket i elefanten, at han tilbød Roms bystyre at købe den. Beløbet spillede ingen rolle. Svaret var nej, men amerikaneren ville have elefanten og hyrede et sjak arbejdere, som han satte til at grave grundstenen fri. Eftersom der evig og altid er vejarbejde overalt i Rom, bemærkede ingen, hvad der foregik. Først da andre arbejdere indfandt sig for at udføre et legitimt gravearbejde, opdagedes tyveriforsøget, men amerikaneren nåede at stikke af til sit hjemland. Han havde tydeligvis ikke forstået den latinske indskrift på monumentet, der i oversættelse lyder således: ”Du, som her betragter det stærkeste af alle dyr, elefanten, som på sin ryg bærer en obelisk ristet med tegn af de vise ægyptere, må indse, hvad dette betyder: Der skal megen visdom til at bære stor byrde”.
Brusen, plasken, boblen og rislen
En helt særlig seværdighed i Rom er de hundredvis af fontæner, som dag og nat sender deres vandstråler til vejrs eller lader deres klare strømme rinde ud over kummenes marmorkant. Alene på lyden kan enhver romer høre, hvor i byen han befinder sig. Når man en tidlig morgenstund bevæger sig gennem de øde gader, forstår man det pludselig: Hver fontæne har sin egen klang, og denne glade brusen, plasken, boblen og rislen er stadig Roms kendingsmelodi. Alle romere kommer til verden til lyden af et springvand, som også akkompagnerer de ord, han eller hun hvisker sin elskede i øret. Overalt møder man fontænerne og deres lyse glæde, og samtidig bringer de evige vandmasser en forunderlig kølighed ind i selv den tørreste romerske sommerdag. Nu skal vi se vand for alle pengene:
Piazza Navona – Roms dagligstue
Fra Piazza della Minerva går vi mod vest ad Via di Santa Chiara og fortsætter til Corso del Rinascimento. Lidt til højre ses Palazzo Madama, der tidligere var en filial af Medicibanken, men i dag er sæde for Italiens senat. Lige over for smutter vi gennem Corsia Agonale og står pludselig i blændende solskin mellem svulmende barokkunst. Selvom Rom ikke har et centrum, kan byen nemlig prale med verdens eneste udendørs dagligstue, den 270 meter lange, brolagte Piazza Navona, som romerne selv kalder il salotto di Roma, og som er et af de dejligste steder i Rom. Her lukker Rom sig virkelig om turisten, som spekulerer over, om han ikke snart må komme igen, for der var så meget, han gik glip af.
Piazza Navona er med hele tre magtfulde fontæner også Roms mest vandfyldte plads. Sydligst står Giacomo della Portas og Berninis Fontana del Moro, Maurerens Fontæne, der viser en maurer i kamp med en delfin, og i nord den morsomme Fontana del Nettuno, Neptunfontænen: Neptun kæmper med en blæksprutte omgivet af najader og havheste. Men det er centrumsgruppen, der virkelig fanger, for den er barok, så det forslår: Den berømte Fontana dei Fiumi, Flodernes Fontæne, som ingen anden end Bernini kunne have skabt. Alt er bygget op som en klippe med huler, grotter og havuhyrer. Midt i står en obelisk fra Circus Maximus, og ved dens fod ses enorme allegorier over de fire verdensfloder Nilen, Ganges, Donau og La Plata. Nilen dækker sit ansigt for at vise, at flodens kilder dengang endnu ikke var opdaget. Det er i dette springvand, professor Robert Langdon (Tom Hanks) redder en kardinal fra druknedøden i filmen "Engle og Dæmoner" fra 2009.
Den hellige Agnes, der blev tvunget på bordel
Lige over for Flodernes Fontæne smiler barokkirken Sant'Agnese in Agone, netop på det sted, hvor Den hellige Agnes 21. januar år 305 led martyrdøden. Agnes havde allerede som barn viet sit liv til Kristus, men bypræfektens søn forelskede sig i hende. Da hun forklarede, at ægteskab var umuligt, blev hun anbragt i et bordel, men bevarede ifølge legenden sin uskyld. Senere dømtes hun til bålet, men flammerne ville ikke fortære hende, så i stedet blev hun kvalt på det sted, hvor kirken ligger i dag. Hvert år den 21. januar velsignes to lam på hendes grav. Sant'Agnese blev bygget af Berninis dødsfjende Francesco Borromini, og da Bernini senere udførte Flodernes Fontæne, hævnede han sig: Et af kirkens tårne hælder en anelse, så Bernini lod den nærmeste statue holde venstre hånd afværgende frem for sig. Desuden dækker Nilen ifølge romersk folkevid i virkeligheden sit ansigt for ikke at se Sant’Agneses facade.
Roms brogede folkeliv
Man kan slet ikke opholde sig på Piazza Navona uden at blive i godt humør, for her udfoldes hele Roms brogede folkeliv døgnet rundt, mens de tre plaskende springvand selv midt på en bagende sommerdag giver en næsten mystisk friskhed.
Selvom turisterne i dag dominerer, bruger de jævne beboere fra de omkringliggende kvarterer stadig pladsen som fælles opholdsrum, hvor husmødrene holder palaver, og gøglere og portrætmalere har kronede dage. Det er svært at skelne mellem mennesker og statuer i den anden ende, og man får lyst til at sætte sig på en bænk, lytte til de rislende fontæner og forundres over Piazza Navonas oval: Her lå kejser Domitians væddeløbsbane, Circus Agonale, og de 30.000 tilskuerpladser befandt sig lige der, hvor husene står i dag. Oldtiden er dog helt væk; Piazza Navona er kulminationen af Roms forkætrede barok og dermed et afgørende kapitel i kunsthistorien. Selv pladsens gamle lejekaserner er blevet beruset af barokkens festlige ansvarsløshed og har blomstret med improviserede karnapper, udhuse og andre gevækster, som alle er vokset organisk frem.
I skumringen, når Piazza Navonas gule og okkerfarvede paladser changerer i hundrede nuancer, og dagens hede afløses af sommeraftenens briser, ankommer fædrene og småhåndværkerne og taler politik og forretning. Efter mørkefald ser man ikke længere den urolige barok; nu stjæles opmærksomheden af restauranternes udendørsservering, der med masseturismen er blevet rene pengemaskiner. I måneskin ejer Piazza Navona dog stadig en patenteret skønhed, som en kæmpemæssig gildesal, hvis tag er erstattet af tusindvis af lysende stjerner over Sant’Agneses dristige spir.
Lige uden for bymuren venter den dejlige have Lazio >
Et strejf af det gamle Rom
Lad os slentre ind i den lille labyrintiske trekant mellem Piazza Navona, Tiberen og Corso Vittorio Emanuele, hvor selv lokale kan miste retningssansen. Her finder man stadig et strejf af det gamle Rom med smalle smøger, maleriske gader, paladser med yndige gårdhaver, restauranter, bordeller og småbutikker af enhver art. Det er en fornøjelse at fare vild, mens duften af grillstegt kød fra trattoria'er og ydmyge osteria'er stimulerer sulten, og synet af enoteca'ernes vinflasker kalder på tørsten. Overalt myldrer det med turister, husmødre på indkøb og munke og nonner fra de mange åbne kirkedøre. Fortove er her ingen af, men til gengæld brosten overalt.
Min mor vil ikke have det
Umiddelbart nord for Piazza Navona ligger den lille Piazza di Tor Sanguigna med tårnet af samme navn, og i bygningen ved siden af boede en af Roms mest berømte prostituerede, Lucrezia, der lød øgenavnet "Madremianonvuole" (min moder vil ikke have det). Den næste plads, Piazza Fiammetta, er opkaldt efter en kendt kurtisane, ”Den Lille Flamme”, som var Cesare Borgias elskerinde, og som han forærede det skønne palads for enden af pladsen. Mange af paladserne i Rom tilhørte renæssancens feterede kurtisaner, der havde fået dem som gaver af deres elskere – paver, kardinaler og adelsmænd – og i disse kostbare boliger holdt de ofte højt kultiverede damer salon. Men lad os fra Piazza di Tor Sanguigna vælge den stemningsfulde gågade Via Coronari, der har sit navn fra alle de butikker, som tidligere solgte rosenkranse. De er i dag afløst af antikvitetshandlere og restauranter, men med sine huse og små pladser er den lange, lige renæssancegade stadig en oplevelse.
Spar penge og spring køerne over med et Oplevelseskort >
Castel Sant'Angelo – Engelsborg
For enden af Via Coronari ser man på den anden side af Tiberen Castel Sant'Angelo, som kejser Hadrian i år 135 byggede som mausoleum for sig selv. I middelalderen var pave Gregor den Store på vej til Sankt Peters grav for at bede Gud om at standse pesten, men da han befandt sig midt på Ponte Sant’Angelo, så han ærkeenglen Michael sænke sit flammende sværd over Rom. Det var tegn på, at den sorte død var forbi, og en statue af ærkeenglen opførtes øverst på den gamle borg, som fik navnet Castel Sant'Angelo – Engelsborg.
Gjorde grimme kvinder smukke
Nederst findes uhumske fangehuller, hvor den selvglade billedhugger Benvenuto Cellini og filosoffen Giordano Bruno sad fængslet. En anden kendt fange var plattenslageren Cagliostro, der levede fyrsteligt af at fremstille piller, som gjorde Roms grimme kvinder smukke, og andre humbugsvarer. Han endte sit liv i Castel Sant'Angelo. Senere byggedes en løngang fra Vatikanet til borgen, så paven kunne slippe væk i tilfælde af krig eller optøjer – hvilket kom til nytte i 1527 under il Sacco di Roma, Roms plyndring. Indenfor byder Castel Sant'Angelo på seværdig fæstningsarkitektur, pragtfulde vægmalerier og fire museer med bl.a. pave Paul III’s sovegemak. Fra tagterrassen, hvor sidste akt af operaen Tosca foregår, er der en næsten uterlig udsigt over Rom. Hvis man ikke orker en bunke trapper, kan man dog snildt nøjes med at beundre borgen udefra. Kom uden om køen ved at booke billetter på forhånd >
Den skønne Beatrice, som blev uskyldigt halshugget
Vi krydser floden over Ponte Sant’Angelo, som Hadrian opførte i år 136 og stadig er i brug. De tre midterste travertinbuer er de oprindelige, og i 1668 forsynede Bernini broen med ti engle med sus i skørterne. På denne smukke bro blev den lige så smukke Beatrice Cenci halshugget. Hun var uskyldigt anklaget for fadermord, og skønt Roms befolkning bad paven benåde hende, måtte hun gå i døden sammen med hele sin familie. Da Castel Sant'Angelos porte åbnede sig, gik hun modig og fattet, klædt helt i hvidt og fulgt af bødlen, hen til skafottet. Efter halshugningen blev Beatrice og hendes moder udstillet midt på broen, indtil mørket faldt på, mens hendes broders lig blev sat på hjul og stejle. Beatrice er begravet bag alteret i kirken Sant'Pietro in Montorio.
Lige neden for Castel Sant'Angelo begynder ”forsoningsgaden”, den alt for ferske Via della Conciliazione, som Mussolini med fascismens hang til regelret tristhed anlagde ved at nedrive det gamle Borgo-kvarter, og som desværre ikke er en opløftende indledning til vores besøg i Italiens og hele kristenhedens fornemste tempel, Sankt Peters gravkirke.
Piazza di San Pietro – Peterspladsen
Hvem bliver ikke overvældet af at stå på den mægtige Petersplads? Her bliver alle tillægsord overflødige. Måbende betragter vi den fuldendt harmoniske, elliptiske plads, som med Berninis firedobbelte søjlerække gæstfrit åbner sine arme ud mod Rom og hele verden. Selv den, der er træt af Berninis barokkeri, må indrømme, at han her udfolder hele sin genialitet som arkitekt.
De fornemme kolonnader blev skabt 1655-1667 og består af 284 doriske travertinsøjler kronet af 140 kolossale helgenstatuer. Men da havde kejser Caligulas obelisk allerede knejset midt i ellipsen i 80 år. Tidligere stod den i kejser Neros cirkus, som lå nogenlunde samme sted, og det tog 900 mand og 140 heste fire måneder at flytte den 25 meter høje stensøjle de få skridt. I det afgørende øjeblik brød rebene i brand på grund af friktionen, og hvis ikke en genovesisk sømand ved navn Bresca havde sørget for, at nogle spande vand blev kastet over ilden, ville obelisken være blevet knust. Da den taknemmelige pave Sixtus V spurgte, hvad han kunne gøre til gengæld, bad den snu sømand om det privilegium at holde Vatikanet forsynet med palmekviste. Endnu den dag i dag er det Bresca-slægten, der leverer palmekvistene fra sine olivenlunde i Ligurien.
På hver side flankeres obelisken af Berninis og Madernos fontæner, der kaster deres stråler så højt op i vejret, at selv den svageste brise sender vandstøv som en frisk douche ud over Peterspladsen. For enden af den højre kolonnadearm ligger Portone di Bronzo, hovedindgangen til Vatikanet, der er reserveret til audienssøgende og gejstlige.
Tager menigheden i sin favn
Denne usandsynligt smukke plads skal ikke kun skaffe luft omkring kirken, men tage menigheden i sin favn; et torv og en hel verden på én gang. Peterspladsen er skøn, når den tidligt om morgenen er tom, men skønnest, når den stønner af trængsel og liv. Hver dag ankommer tusindvis af turister med børn, der leger mellem fontænerne, mens sol og skygge spiller i søjlerne, og obelisken fungerer som viseren i et solur. I påsken samles det meste af Rom på pladsen: officerer i fuld uniform, fornemme damer i brogede forårsfarver, småborgere i søndagstøj, arbejdere i hverdagstøj, tyve og tiggere fra Trastevere og ind imellem sorte klumper af munke, nonner og præster.
Peterskirken – verdens skønneste kirke
Men vi må ind i Peterskirken, som Italiens 14 mest berømte arkitekter brugte 120 år på at bygge, og hvor 50.000 mennesker hver sommersøndag går til messe. Da kirken endelig blev færdig, havde 27 paver afløst hinanden uden at se dens fuldendelse. Her lå i år 64 e.Kr. en frodig dal, som Nero stillede til disposition for henrettelser, da han for at aflede romernes opmærksomhed fra sine ildspåsættelser åbnede pogromen mod de kristne, og en umådelig mængde aflivedes – heriblandt apostlen Peter, der med vanlig romersk sans for dramatik blev korsfæstet med hovedet nedad og begravet lige dér, hvor Peterskirken står i dag.
Allerede i år 326 havde Roms første kristne kejser, Konstantin den Store, opført en pragtbasilika på stedet, men i 1330 besluttede pave Nikolaus V at erstatte den med en ny og endnu prægtigere. Så døde Nikolaus, og arbejdet kom først i gang 173 år senere, da den handlekraftige Julius II i 1503 blev pave og hyrede arkitekten Donato Bramante. I 1506 blev den første sten lagt, men desværre døde Bramante allerede i 1514.
Græsk eller latinsk kors
Den næste pave, Leo X, indkaldte den unge Rafael. Bramante havde ønsket at bygge kirken som et græsk kors, altså med fire lige lange arme, men Rafael besluttede sig desværre for et latinsk kors, hvis nederste arm er længere end de andre, hvilket fuldstændigt ødelagde Bramantes idé med kuplen som centrum. Så døde Rafael, og arbejdet gik atter i stå.
Michelangelos guddommelige kuppel
Som 72-årig kom Michelangelo til (han insisterede på at arbejde gratis som tak til Gud for et langt kunstnerliv), og selvom han hadede Bramante, indså han, at dennes idé om et græsk kors havde været den rigtige. På to uger tegnede Michelangelo udkastet til kuplen, men gang på gang indstilledes arbejdet på grund af pengemangel. Først da den energiske Sixtus V blev pave i 1585, blev kuplen fuldendt, og i 1605 manglede kun facaden. Men så fik pave Paul V det ulyksalige indfald at vende tilbage til Rafaels latinske kors, hvorefter arkitekten Maderno skabte det lange skib og barokfacaden, som han ikke skal have ros for: Denne malplacerede facade, der virker ude af harmoni med resten, skjuler fuldstændig Michelangelos guddommelige kuppel, som kun på afstand kan nydes i sin fulde skønhed. Men 18. november 1626 kunne kirken omsider indvies; indgangen flankeres af statuer af Peter og Paulus, og øverst på balustraden ses seks meter høje statuer af Kristus, Johannes Døberen og apostlene. Alene trappens top er stor nok til, at en helikopter kan lande.
Indenfor er resultatet sublimt. Peterskirken er den største og skønneste kirke, der nogensinde er bygget. Hele dens indre er et sandt museum af mosaikker, fresker, pragtfulde gravmæler, altre og statuer og giver, trods overlæsset, et højtideligt indtryk. Vi skrider langsomt ind gennem den orientalske bronzeport, standser ved vievandskarret i højre side og lader rummet virke på os. I forhallen over midterindgangen ses Giottos mosaik fra den gamle Konstantin-basilika, til højre Berninis statue af Konstantin og til venstre en rytterstatue af Karl den Store.
Spring køen over med en guidet rundvisning (inklusive adgang til kuplen) >
Inde i selve kirkerummet, der er delt i tre skibe adskilte af fritstående søjlerækker, får man en fornemmelse af de vældige dimensioner: Hovedskibet er 187 meter langt, tværskibet 135, og i gulvet er nedfældet målene for verdens andre store kirker, der alle er langt mindre. Det bedste helhedsindtryk får man under kuplen, der måler 42 meter i diameter og 119 meter i højden – Københavns rådhustårn kunne sagtens stå der – og øverst prydes med mosaikker af Kristus, Jomfru Maria og apostlene.
Alter på højde med Rundetårn
Hovedalteret er anbragt lige under kuplen og oven på Peters grav. Her, under Berninis kæmpemæssige bronzebaldakin, der er på højde med Rundetårn og bæres af fire snoede bronzesøjler, må kun paven celebrere messen. Foran alteret brænder næsten 100 gyldne olielamper, og nedenfor findes nedgangen til Cappella della Confessione med en knælende statue af pave Pius VI. På den store, cirkelrunde sten foran hovedportalen, Rota Porphyretica, kronedes Karl den Store som den første fyrste juleaften år 800. Stenen er bevaret fra den første primitive Peterskirke, og siden har alle konger og kejsere knælet her, når de blev kronet.
Peterskirkens skatte
Det er kun muligt at nævne nogle få af Peterskirkens overflod af kunstværker. I det første sideskib til venstre findes dåbskapellet med en vældig døbefont, der oprindelig var låget til den tyske kejser Otto 2.s sarkofag. Længere henne ses indgangen til sakristiet med otte søjler fra Hadrians villa samt indgangen til skatkammeret, Tesoro, med bl.a. alterkalke og pavelige klædedragter. Ved siden af ses Bertel Thorvaldsens gravmæle over pave Paul VII, som efter opførelsen i 1823 var kontroversielt, eftersom Thorvaldsen var den eneste protestant, der havde arbejdet i kirken. I apsis findes gravmælerne for paverne Paul III og Urban VIII, og i midterskibet ses den vidunderlige bronzestatue af Sankt Peter, hvis fod er blevet kysset af millioner af pilgrimme og tæernes konturer derfor helt udviskede. I højre sideskib findes sakramentskapellet, hvor lyset funkler i guld og sølv, og lige til højre for hovedindgangen ses den konverterede svenske dronning Kristinas sarkofag.
Jomfruens ædle resignation
Men Peterskirkens største seværdighed findes i første kapel til højre: Michelangelos dejlige Pietà, der forestiller den sørgende jomfru Maria, som bærer den døde Kristus i sine arme. Skønt overvældet af sorg lyser den ædleste resignation i hendes træk; kun venstre hånds bevægelse røber håbløsheden. Selv i døden virker Kristus levende: Helt naturligt hviler det store mandslegeme i den spinkle kvindes skød.
Michelangelo, der dengang end ikke var fyldt 26 år, arbejdede som en gal for at polere marmoret til den levende glans og fløjlsagtige blødhed, som mesterværket udstråler. Desværre er Pietà anbragt for højt oppe, og efter at en sindsforvirret mand i 1972 beskadigede statuen alvorligt, er den tilmed nu omgivet af glas.
Op i kuplen
Man kan faktisk bruge en hel dag i Peterskirken. Og mens resten af Roms seværdigheder venter, må vi en tur op i kuplen. Elevatoren går kun til hvælvingens begyndelse, men allerede her får man en svimlende fornemmelse, når man kigger ned i dybet. Trappen til toppen fører gennem en labyrint af gange i kuplens dobbeltvægge, men efter 537 trin kan vi nyde et pragtfuldt panorama. Først heroppefra kommer Peterspladsen virkelig til sin ret, og man ser, at den ikke er en cirkel, men en ellipse. I klart vejr kan man se helt til det blå, glitrende Middelhav – og naturligvis ud over hele Rom.
Et Vatican City Pass giver adgang til både kirken, kuplen og Vatikanmuseet – køb passet på forhånd her >
Vatikanet – ministaten midt i Rom
Så snart du fra Via della Conciliazione træder over den hvide marmorstreg i gabet i kolonnaden, er du ikke længere i Italien, men i Vatikanet, der er verdens mindste stat med omkring 1.000 indbyggere og et areal som en dansk bondegård. Staten blev oprettet ved konkordatet i 1929, da det lykkedes Mussolini at udsone Italien med den katolske kirke. Næsten alle indbyggerne er mænd, og to tredjedele er gejstlige. Pavens livgarde, Schweizergarden, er i 500 år blevet rekrutteret fra alpelandet, og dens stribede gul-rød-blå renæssanceuniformer er formentlig tegnet af Michelangelo.
Hvis Kristus så dette
Vatikanets biler har deres eget registreringsnummer, der begynder med bogstaverne SCV (Stato della Città del Vaticano), og eftersom de fleste er luksusbiler, har romersk folkevid oversat forkortelsen til Se Christo Vedesse (Hvis Kristus så dette). Vatikanet har desuden egen helikopterlandingsplads, togstation, postkontor, bogtrykkeri, avisredaktion og regeringsbygning.
Paven bor selv i bygningerne til højre for Peterskirken, og vinduerne øverst ud mod pladsen hører til hans private gemakker. Hver søndag kl. 12 plejer Hans Hellighed at vise sig i sit vindue for at bede middagsbønnen og lyse velsignelsen over de fremmødte.
Vatikanmuseerne
Det mest interessante er Vatikanmuseerne: Intetsteds i verden er der koncentreret så mange kunstskatte som i Vatikanet, og hvis man betragtede hver eneste genstand ét minut, ville det tage 14 år at komme hele samlingen igennem. Indgangen findes i Vatikanmuren i Viale Vaticano, og når den lange kø er overstået, mødes man af en herlighed af ægyptiske sfinxer, romerske og græske sarkofager, mosaikker, statuer og skulpturer, gobeliner, etruskiske gravfund og meget andet.
Det sixtinske Kapel – Vatikanets vigtigste rum
For enden af 1. sal kommer højdepunktet, Det sixtinske Kapel, som er Vatikanets vigtigste rum. Her afholdes konklavet, pavevalget, og her ses noget af det allerbedste fra Michelangelos hånd. Man må bekæmpe sin irritation over, at dette hellige sted er overfyldt med en larmende hob af turister fra fremmede verdensdele, og i stedet nyde det eventyrlige syn: Væggene er fulde af fresker af Pinturicchio, Botticelli, Ghirlandaio og andre renæssancemestre, men det vidunderlige loft er af Michelangelo.
Da han i 1508 var travlt optaget af Julius II’s gravmæle, bad Julius ham indstille arbejdet og i stedet dekorere loftet i Det sixtinske Kapel. Michelangelo svarede rasende, at han var billedhugger, ikke maler, men måtte til sidst bøje sig og skabte nu de fresker, som har gjort rummet berømt: Hele skabelsesberetningen er afbildet – fra Gud, der skiller lys og mørke, jord og vand, og skaber Adam og Eva, til syndefaldet og uddrivelsen fra Paradiset samt Syndfloden. Alt blev udført i de fire år, mesteren tilbragte i kapellet. Først 23 år senere, efter at man havde tilmuret to vinduer, malede Michelangelo det sidste, Dommedagsbilledet, der blev afslutningen på hans livs titaniske kunstnerkamp.
Stanze di Rafaello
På 2. sal ligger Stanze di Rafaello, hvor paverne boede efter 1503. Rummene skulle naturligvis udsmykkes, og man udvalgte den kun 25-årige Rafael. Næsten alt er malet af ham og viser motiver fra Roms historie, kristendommen og videnskaberne. Det triumferende mesterværk er Rafaels enorme fresko Scuola d'Atene, Skolen i Athen, forherligelsen af åndens liv. I centrum ses Platon og Aristoteles, mens Sokrates samtaler med Alkibiades, og Pythagoras og Arkimedes grifler geometri. Bag dem er adskillige andre berømte tænkere, renæssancefyrster og kunstnere grupperet.
Et must see i Rom
Derudover lokker Vatikanbiblioteket med over en halv million bind, galleriet med astronomiske instrumenter samt pinakoteket, der grundlagdes med en del af de værker, Napoleon havde bortført, men som blev leveret tilbage efter hans fald. Selvom Frankrig frækt beholdt mange af tyvekosterne, er pinakoteket alligevel et enestående museum, som omfatter alle de store mestre. Blandt de talløse uvurderlige kunstskatte ses malerier og statuer af Giotto, Filippo Lippi, Leonardo, Perugino, Rafael, Tizian, Caravaggio og mange flere. Vatikanmuseerne er faktisk et must see i Rom, men hvis man vil være fri for de store sværme af asiatiske turister, er det bedst at komme ved åbningstid om formiddagen. For helt at undgå kø er det klogt at købe et Vatican City Pass, der giver adgang til både både Peterskirken, kuplen og Vatikanmuseet – passet kan købes på forhånd her >
Dresscode i Vatikanmuseet
Vatikanmuseet er et helligt sted, som håndhæver en streng dresscode. Bare maver, miniskørter, korte shorts og al slags hovedtøj er forbudt, ligesom ærmeløse eller udringede damer nægtes adgang. For mænd anbefales en skjorte, men T-shirts går an, så længe de ikke er påtrykt aggressive budskaber. Herrebukser skal dække knæene. Enhver indtagelse af mad- og drikkevarer er naturligvis udelukket. Det er tilladt at fotografere uden blitz (undtagen i Det sixtinske Kapel).
Campo dei Fiori og kvindernes fryd
Vi vender tilbage til Piazza Navona og vælger denne gang gyden i den sydlige ende, Via della Cuccagna, krydser den brede Corso Vittorio Emanuele II og fortsætter ad gågaden Via dei Baullari. Kort efter står vi på Campo dei Fiori, Roms gamle, pittoreske fødevaremarked, der stadig er en fryd for øjet, men om formiddagen er fyldt med trængsel, torveboder og råbende sælgere – og ikke særligt ren: Grønt- og frugtvogne står side om side med kødboder med udskæringer, der er fremmede for danskere – f.eks. komaver, lunger og væddertestikler.
På italiensk kaldes retten med vædder- eller hingstetestikler for "Delizia delle femmine", kvindernes fryd. Men man kan nøjes med at smage de delikate oste og mortadellapølser og lade tankerne flyde til dengang, Campo dei Fiori var Roms rettersted. Her brændtes Giordano Bruno som kætter, og som hævn rejste Roms pavefjendtlige bystyre i 1880 statuen af ham midt på pladsen. Den sidste henrettelse på Campo dei Fiori fandt sted 9. oktober 1805, da Roms næstsidste bøddel, Maestro Titta, som nåede 574 henrettelser i løbet af sin karriere, halshuggede hustrumorderen Giocchino Rinaldi og anbragte hans krop på hjul og stejle.
Faktisk ses Campo dei Fiori bedst om eftermiddagen, når torveboderne er væk, mens den om aftenen med sine mange barer indtages af horder af unge, udenlandske studerende, der ikke har ringeste respekt for, hvordan man opfører sig i Rom.
Skildpaddefontænen og den letsindige hertug
Syd for Campo dei Fiori ligger Piazza Farnese med et af Roms skønneste renæssancepalæer, som nu er Frankrigs ambassade. Men vi vælger i stedet den hyggelige gågade Via dei Giubbonari, der har ry for at være en af Roms billige sko-gader, og hvis vi fortsætter gennem snedkernes gade, Via dei Falegnami, når vi til den lille Piazza Mattei. Midt på pladsen lyser den yndefulde Fontana delle Tartarughe, Skildpaddefontænen, som er Roms smukkeste springvand, skabt af Giacomo della Porta i 1585. Den viser fire drenge, der med den ene hånd holder en delfin, mens de med den anden samler en skildpadde op, så den kan drikke af vandet.
Hvis du følges med en sentimental romer, vil han nok fortælle den romantiske historie: Engang levede der i Rom en ung hertug, som var både smuk, intelligent og rig, men ikke forstod penges værdi. Han bortødslede sine midler på fornøjelser og tabte sit palads i spil, så hans venner begyndte at forlade ham, og hans elskerinde blev ham utro. En dag så den unge hertug en strålende smuk pige komme ud fra Palazzo Mattei og blev straks forelsket. Hendes far, fyrst Mattei, nægtede imidlertid at give sin datter bort til en forlystelsessyg ødeland, der intet havde udrettet, og gav hertugen besked på at komme tilbage, når han havde ydet noget stort og betydningsfuldt. Derpå solgte hertugen alt, hvad han stadig ejede, og lod på én eneste nat Skildpaddefontænen opføre. Dagen efter besøgte han fyrsten og bad ham se ud af vinduet, hvorpå den gamle udbrød: ”Min søn, du har ladet bygge den skønneste fontæne i Rom. Min eneste datter er din”.
Bocca della Verità og den unge, utro hustru
Vi fortsætter ned til Tiberen, til Piazza della Bocca della Verità og den enkle, romanske kirke Santa Maria in Cosmedin (Den fagre), som blev opført i 313 e.Kr. og er en af Roms ældste. Indenfor er kirken et pragtfuldt sammensurium af søjler og marmor, der er blevet tilovers fra andre byggerier, men den store seværdighed står i forhallen: Bocca della Verità (Sandhedens Mund), en enorm Tritonmaske af sten, som i virkeligheden er et gammelt romersk brønddæksel, men ifølge traditionen et orakel: Hvis man stikker hånden ind i gabet og lyver, vil den blive bidt af. En romersk senators unge, smukke hustru var engang anklaget for utroskab, eftersom en geskæftig nabokone havde set en ung mand snige sig ind til hende i mandens fravær. Trods hustruens heftige protester blev det besluttet at lade hende aflægge ed ved Bocca della Verità. På dagen for edsaflæggelsen var en stor menneskemængde forsamlet ved kirken. Pludselig sprang en elegant ung mand frem og kyssede hustruen lidenskabeligt. I raseri ville mængden kaste sig over ham, men han råbte, at han kun havde gjort det af medlidenhed, eftersom hun var så ung og smuk. Da øjeblikket var inde, lagde kvinden bleg sin hånd i gabet og sagde: "Jeg sværger, at med undtagelse af den unge mand, som netop kyssede mig, har ingen andre end min mand rørt mig". Hustruen beholdt naturligvis sin hånd – for som alle har gættet, var netop den unge mand hendes elsker.
Tiberøen og de halshuggede arkitekter
Men nu har vi fået seværdigheder nok, og det er tid til en god frokost i et af Roms ældste kvarterer. Først spadserer vi over til Isola Tiberina, Tiberøen, ad Ponte Fabricio, den eneste af de gamle romerske broer, der stadig fungerer i sin oprindelige stand. Broen opførtes i 64 f.Kr. og har nu holdt i over 2000 år – mens nutidens entreprenører dårligt nok kan bygge en bro, der holder i 20 år. Pave Sixtus V havde bedt fire arkitekter om at renovere Ponte Fabricio, men de hadede hinanden så grundigt, at deres opførsel vakte skandale i hele Rom. Da broen trods alt blev færdig, lykønskede Sixtus dem med det gode arbejde, men befalede samtidig, at de på grund af deres ukristelige optræden skulle halshugges midt på broen. Deraf fik broen sit folkelige navn, Ponte dei Quattro Capi (De fire Hoveders Bro). Mindesmærket ses stadig i broens nordende. Derudover rummer Tiberøen også Roms og hele verdens ældste hospital, Ospedale di S. Spirito in Sassia, samt en kirke, så de raske kan gå direkte fra hospitalet til kirken og takke for deres helbredelse. Men lad os fortsætte over øen til
Trastevere, Roms mondæne løjserkvarter
Tidligere skulle man ikke fortælle sine romerske venner, at skandinaviske turister elsker Trastevere, det farverige, overbefolkede kvarter hinsides Tiberen, der førhen havde så dårligt et ry, at man ikke kunne blive senator, hvis man boede her. Men Trastevere er næsten lige så gammelt som højenes Rom, og selvom det for de indfødte romere altid vil være et løjserkvarter, er det i de senere årtier blevet mondænt blandt udlændinge og andre tilflyttere, som har forelsket sig i den særlige charme.
Ægte romere og byens bedste vin
I Trastevere finder man de ægte romere, som har boet i Rom i generationer. Det er il popolino, småkårsfolket, der nægter at lade deres boliger sanere og flytte til moderne betonbyggerier uden for murene. Disse solide arbejdere sætter pris på et godt glas vin efter fyraften, og det er ingen hemmelighed, at man i Trastevere får bedre vin end noget andet sted i Rom. Her udfoldes det sene udendørsliv i de smalle gyder og på de små pladser, og i de lune aftener sidder folk ved trattoria’ernes beskedne borde og får sig en snak over en flaske Frascati. Overalt er humøret højt, og gademusikanterne får flere drikkepenge end i det "pæne" Rom. Men også her har masseturismen gjort sit indtog, og især lørdag aften myldrer det med unge, eftersom Trastevere er det nye, smarte gå ud-kvarter. Trastevere er faktisk et af de bedste steder at more sig i Rom, navnlig i den uge i juli, hvor Festa de Noantri – festen for Madonna del Carmine – fejres med fyrværkeri og gadekoncerter, og alle tilbringer de fleste af døgnets timer udendørs.
Lad os kaste os ud i en slentrende opdagelsesrejse i Trasteveres labyrint af mugne gader med toppede brosten, gamle barbersaloner, små butikker og huse, der længe har trængt til en klat maling. Jo smallere stræderne er, jo mere de lugter, jo flere snore med vasketøj, jo skumlere husene ser ud, og jo højere der råbes, desto bedre. Efter mørkefald skal man dog tage sig i agt for afrikanske narkohandlere og andre kriminelle. Desuden vrimler det med tiggende sigøjnere, som benytter ethvert kneb.
Trasteveres hjerte, Piazza Santa Maria
Et godt udgangspunkt er Trasteveres hjerte, den muntre Piazza Santa Maria in Trastevere (foto ovenfor) med 1100-talskirken, som var den første officielle kristne kirke i Rom. Kirken er opført på det sted, hvor en oliekilde sprang frem, da Jesus fødtes, og byder på et smukt interiør med et henrivende Madonnabillede. Udenfor på pladsen er der altid liv om aftenen med fyldte restauranter og barer og unge, sorgløse mennesker, der driver den af omkring det skønne, ottekantede springvand fra 1692.
Rafaels elskede Margherita
Fra Piazza Santa Marias nordvestlige hjørne kan vi gå ad Via della Paglia og dreje til højre ad den snævre, brostensbelagte Via della Scala. I det ydmyge hus i Via di Porta Settimiana 8 boede den yndige Margherita Luti, hvis fader drev det beskedne osteria Romolo med god og billig mad. En aften ankom den unge maler Raffaello Santi, som forstod at dele sin tid på en behagelig måde mellem arbejdet og fornøjelserne i renæssancens Rom. Derefter kom han igen aften efter aften, indtil Margherita med den lyse, fine hud og smilet på læberne lovede at følge med til hans atelier for at blive portrætteret. Maleren var naturligvis den store Rafael, og romancen varede lige indtil hans død. Portrættet af Margherita, La Fornerina, kan ses i Palazzo Barberini, og entrébilletter kan bestilles her >
Smed sølvtallerkener ud ad vinduet
Gennem den maleriske Porta Settimiana når vi i Via della Lungara den berømte Villa Farnesina, som bankieren Agostino Chigi opførte i 1506. I parken, der dengang gik helt ned til Tiberen, lå tidligere en loggia, hvor Chigi afholdt middagsselskaber for Roms fornemme elite. Gæsterne spiste af sølvtallerkener, som blev skiftet for hver ret, og for at vise, at det ikke var de samme tallerkener, der gik igen, lod Chigi dem kaste ud gennem vinduet og ned i floden. Men gæsterne kunne ikke se de udspændte net, som greb tallerkenerne. Chigi var nok rig, men ikke dum. Da han døde i 1520, formøblede hans arvinger værdierne, og paladset blev købt af Alessandro Farnese. Interiøret er helt vidunderligt, bl.a. med fresker af Rafael og Peruzzi.
Dronning Kristinas strålende fester
Lige overfor ses det store Palazzo Corsini, hvor den svenske dronning Kristina, kong Gustav III Adolfs datter, efter sin abdikation levede et eventyrligt liv omgivet af renæssancens største skønånder og med strålende fester indtil sin død i 1689. Kristina var ikke så lidt indbildsk, og ved hendes ankomst til Rom troede hun, at alle fontænerne sprang til hendes ære. Hun takkede pave Innocens XI og sagde: ”Men nu kan Deres Højærværdighed godt lukke af for springvandene; Rom skal ikke savne vand for min skyld”. I dag huser paladset dele af Galleria Nazionale d'Arte Antica, og bagved findes Orto Botanico, en botanisk have.
Skulle kvæles i sit eget badeværelse
I den sydlige del af Trastevere finder vi den lille Piazza di Santa Cecilia med kirken af samme navn, som er en af bydelens få seværdigheder. Cecilia var en ung kristen kvinde, som på grund af sin tro i år 320 blev dømt til at blive kvalt af varmen og dampen i hendes eget badeværelse. Eksperimentet mislykkedes, så Cecilia blev i stedet halshugget og begravet i katakomberne uden for Rom. I år 822 fandt man liget, der efter 500 år stadig var frisk og velbevaret, og fragtede det til hendes hjem i Trastevere, som i mellemtiden var omdannet til kirke. På højalteret ses et smukt tabernakel af Arnolfo di Cambio og nedenunder Madernas statue af Cecilia. I højre sideskib fører en korridor til det rekonstruerede baderum, hvor hun led martyrdøden, og i krypten findes nedgangen til de velbevarede rester af det gamle romerske hus. Gårdhaven er ganske fortryllende.
