• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Valle d'Aosta – mød den smukke dal i Italiens hjørne

Helt oppe i Italiens nordvestlige hjørne lokker den smukke dal Valle d’Aosta, omgivet af Europas højeste bjerge. Fra Schweiz går vejen over det 2469 meter høje Store Skt. Bernhard-pas, hvor romerske legionærer har marcheret, og som Napoleons hære har trampet til. Det er en oplevelse at køre fra passets hvide ødemark ned i det blide, italienske landskab: Vejen løber grassat i næsten uforskammede hårnålesving med svimlende udsigter, kaster sig gennem luftige skove med fyrre- og lærketræer overvåget af højtstrygende ørne, bækkene bliver bredere og forvandles i et brus til floder, de røde valmuer står tættere og tættere, venlige landsbyer blinker, figentræer løfter sig mod hvide mure, sangfugle stemmer i og firben smutter over varme gærder, indtil man til sidst ser det afgørende pant på Sydens sommer: den første bugnende vinstok. Sådan møder man for første gang Valle d’Aosta.

Italiens mindste – og rigeste – region

Valle d'Aosta er med under 100 kilometer fra øst til vest Italiens mindste region, og når denne lille egn har sin egen, delvist autonome administration, skyldes det, at størstedelen af befolkningen er savoyarder og har franco-provençalsk som modersmål. Under fascismen masseimporteredes fattige syditalienere for at udrydde den lokale identitet, og officielt er Valle d'Aosta nu tosproget. Indbyggerne har dog aldrig lært at føle sig som italienere, men er og bliver savoyarder. Alligevel er der ingen utilfredshed: Regionen er Italiens rigeste, og på grund af autonomien forbliver hovedparten af de enorme indtægter fra skiturismen i borgernes lommer i stedet for at ryge ned i den bundløse italienske statskasse. Den galliske indflydelse ses i Valle d'Aostas herremåltider: Kornfede kyllinger, som danser fra benene, når man kilder dem med gaflen, ledsaget af en kølig landvin, der er glat og mild som grenaderfløjl.

Aosta, dalens funklende perle

I 583 meters højde møder vi Aosta, regionens hovedstad og eneste større by. Som en perle funkler den i sin frugtbare og solrige dal, hvor den lille Buthierflod munder ud i den større Dora Baltea, med en krans af frygtindgydende snetoppe som kostelig indfatning. Aosta er den sidste henklang af det oprindelige stolte navn Augusta Praetoria Salassorum. Da romerne under kejser Augustus i år 22 f.Kr. havde undertvunget salasserne, de keltiske stammer i Valle d’Aosta, opførte de her en befæstet lejr for 3000 legionærer, som skulle bevogte de to Skt. Bernhard-pas. Skønt over to årtusinder er henrundet, og mange begivenheder er skyllet hen over byen, kan man endnu spore den romerske lejrs strenge linjer.

Piazza Chanoux og Italiens skønneste kvinder

Aostas centrum er Piazza Emile Chanoux, der stadig fremstår i al sin pragt og majestæt med polykrom brolægning og byens mest karakteristiske bygninger. Den ene side domineres af det nyklassicistiske 1800-talsrådhus, som indenfor byder på dejlige kalkmalerier. På dette torv ser man nogle af Italiens skønneste kvinder, og det siger ikke så lidt. Overalt i Valle d’Aosta er kvinderne smukke og velvoksne, men i Aosta by har de deres egen rejsning og synes med deres lette pariserkjoler og røde negle alt for civiliserede til disse egne. Selvom byen egentlig blot er et provinshul – endda et af de mest isolerede i Italien – finder man intetsteds mere fuldendte farver, sofistikerede frisurer og strålende kjoler end her. Men i Aosta indgår trangen til graciøsitet en forunderlig forbindelse med den vældige natur.

Der er altid dejligt på Piazza Emile Chanoux, og det er svært at rive sig løs for at drage videre til Piemonte og Torino. Men den yndigste stemning finder man om aftenen, når de mange hvide lys flammer op, og skønheder promenerer arm i arm forbi rådhuset og nyder det lille militærorkester, der trutter så fredeligt. Herfra kan man fortsætte ud i Aostas raffinerede gader, hvis elegante butikker viser Valle d’Aostas rigdom, og kigge ind i de små sidestrøg, hvor der gemmer sig gamle, vidunderlige klosterhaver. Gågaden Via Jean Baptiste de Tillier flyder med restauranter og caféer, og selvom Aosta ikke byder på et sprudende natteliv, er den særdeles hyggelig. Her kan man sagtens tilbringe nogle gode dage.

Romerske ruiner ad libitum

Romerne kom, så og efterlod sig en bunke seværdigheder i Aosta. Hvor Rom satte foden i den stormende overgang fra republik til kejserdømme, blev den sat så hårdt, at mærket blev stående. Kun få steder i Norditalien findes stadig så betydelige minder fra romertiden, og de ligger så tæt, at de kan ses på en god halv times spadseretur.

Fra Piazza Emile Chanoux går man ad Via Porta Pretoria mod nordvest til Porta Pretoria, en dobbelt romersk arkade fra 1. århundrede f.Kr., opført af vældige stenblokke og med tre åbninger, hvoraf den midterste var til kørende trafik. Arkaden var hovedindgangen gennem de bymure, der i mere eller mindre intakt stand stadig omgiver det meste af centrum. Ad en lille sidegade til venstre finder man Teatro Romano, det romerske teater, hvis 22 meter høje bagvægs fire etager med buer og åbninger er den bedst bevarede del og giver et indtryk af de oprindelige dimensioner. Om sommeren afholdes jævnligt forestillinger i arenaen.

Kort efter Porta Pretoria når man Piazza Arco d’Augusto med den dramatiske Augustusbue, der blev rejst samtidig med byens grundlæggelse og er prydet af 10 pilastre med korinthiske kapitæler. Herfra fortsætter man mod øst over Buthierfloden til den romerske bro, Ponte di Pietra, som efter 2000 år stadig er i brug – dog kun af fodgængere. Et par blokke mod vest (på den anden side af Piazza Emile Chanoux) ligger det romerske forum, der kun består af resterne af en søjlegang kaldet Criptoportico.

Arkitektonisk miskmask

Aostas to vigtigste kirker er arkitektonisk miskmask. Klos op ad forum knejser 1100-talsdomkirken Cattedrale di Aosta, der er ombygget flere gange og bl.a. har fået påklistret en nyklassicistisk facade, men dog har beholdt sin renæssanceportal fra 1500-tallet med fresker og relieffer. Interiøret er gotisk: I koret ses et mosaikgulv fra 1000-tallet med glasmosaikker og gotiske korstole samt gravmælet for grev Thomas 2. af Savoyen, der døde i 1259 i Aosta. På venstre side ligger den smukke klostergård. Mere spændende er Sant’Orso, der står i Via Sant’Orso og er opkaldt efter den helgen, som omvendte de første aostanere til kristendommen. Den oprindelige bygning er fra 900-tallet og opført af sten fra den romerske bymur, med en romansk 1000-talscampanile, alt sammen ombygget i 1400-tallet. I det gotiske indre ses udskårne korstole, et lectorium (læsesal) i barokstil og en loftshvælving med kalkmalerier. En dør fører ud til den romanske klostergård med usædvanlige skulpterede kapitæler med bibelscener, og herfra går en sti til Priorano di Sant’Orso, klostrets bedårende priorgård fra det 15. århundrede med renæssancefacade, terrakottafriseindrammede vinduer og et lille ottekantet tårn.

Udflugtspunktet Pila

Fra Aosta gør en svævebane det nemt at nå udflugts- og skisportsstedet Pila i 1700 meters højde, hvorfra der er en betagende udsigt over byen, floddalen og bjergene. Pila er også en populær skisportsdestination og især snowboardernes favorit.

Valle d’Aostas skumle ridderborge

I Valle d’Aosta knejser den ene truende middelalderborg efter den anden, ofte så tæt, at man i sin tid kunne signalere mellem dem. På en enkelt dag kan man nå at se adskillige, hvis man følger den maleriske hovedvej 26, som løber parallelt med Dora Baltea-floden og den travle motorvej A5. Alle borgene er tydeligt skiltede og i øvrigt umulige at overse.

Den smukke Castello di Fénis

Lige øst for Aosta, på flodens sydside, ligger byen Fénis med en superbt restaureret 1300-talsfæstning, den betagende, men dystre Castello di Fénis, som er en af de mest velbevarede i Valle d’Aosta og et besøg værd. Interiøret byder på en fin samling gobeliner og møbler fra 15.-18. århundrede, og den dejlige borggård er dekoreret med fresker. Borgen fungerede mest som luksuøs bolig for den adelige Challant-familie og har aldrig været benyttet i krig.

Efter Fénis bliver Dora Baltea bredere og landskabet kønnere. Ved Chambave passerer man den bedårende ruin af Castello di Cly. Herefter nås Châtillon, hvor husene ligesom i Valle d’Aostas andre byer er klumpet sammen på et meget lille område, og man på afstand kun ser de grå skifertage.

Øst for Châtillon kommer Saint-Vincent, et kursted, der er kendt for sit milde klima og et af Italiens få kasinoer, Casino de la Vallée. Syd herfor ligger Verrès, der domineres af fæstningen Rocca (Castello di Verrès) fra omkring 1390, som er den ægte vare og har fungeret som vagtpost højt på sin klippetop. På den anden side af floden ligger Issogne med det velholdte Castello d’Issogne, der kan beses indvendig og vinder ved nærmere bekendtskab. Skønt slottet stammer fra omkring 1480, er det omtrent uforandret. Sydøst herfor, ved en indsnævring af floddalen, ligger Bard, beskyttet af en skummelt udseende 1800-talsfæstning, der nu huser arkæologiske udstillinger. Herfra kan man gøre en afstikker gennem den indtagende Champorcher-dal, som er et godt udgangspunkt for bjergvandring og bjergbestigning. Syd herfor kommer man til Donnas med rester af en romersk landevej og endelig til Valle d’Aostas østligste punkt, Pont-Saint-Martin, med en romersk bro fra 1. århundrede f.Kr. Pont-Saint-Martin ligger ved indgangen til Gressoney-dalen, hvor befolkningen taler den tyske Tich-dialekt, og husene er i schweizisk byggestil. Herfra fører en 33 kilometer lang, henrivende vej gennem en afvekslende natur med vinmarker, kastanjelunde og saftige græsgange, hvor kvæget græsser lystigt, til feriebyen Gressony-la-Trinité i 1637 meters højde.

Mod sydvest langs Dora Baltea

Fra Aosta kan man også køre ad Hovedvej 26 mod sydvest langs Dora Baltea. Efter få kilometer når man byen Sarre med Castello di Sarre, der blev opført i 1710 på ruinerne af en middelalderborg og senere fungerede som de italienske kongers jagtslot. Derpå passerer man Castello Sarriod de La Tour med arkæologiske samlinger og ser kort efter slottet Castello Saint Pierre med fire tårne og et naturhistorisk museum (øverste foto). I det fjerne øjnes Monte Grivolas 3969 meter høje top. Herefter når man Villeneuve, hvor en borgruin knejser på en lille klippetop. Hvis man fortsætter mod Courmayeur, passerer man en vældig kløft, og kort efter er der udsigt til Europas højeste bjerg, det 4808 meter høje Mont Blanc (på italiensk Monte Bianco), som ligger præcis på den italiensk-franske grænse. Italien og Frankrig har i årtier diskuteret, om det befinder sig i det ene eller det andet land.

Pré-Saint-Didiers berømte spabad

Ruten er ført uden om den lille, maleriske by Morgex, hvorfra en beskeden, men vakker vej over passet Colle San Carlo i 1971 meters højde fører til vintersportsstedet La Thuile med en ubeskrivelig udsigt over Mont Blanc. I den tiltalende ferieby Pré-Saint-Didier lokker Valle d'Aostas berømteste spabad med 37 grader varmt vand fra bjergets dyb med terapeutiske virkninger i en smuk bygning fra 1920’erne med swimmingpools, saunaer og et vandfald – se mere og book dagsbilletter her. Pasvejen udgår fra Pré-Saint-Didier og begynder med en række hårnålesving. Senere bliver stigningen mere moderat, indtil man når La Thuile. Herfra er der 13 kilometer til Colle di Piccola San Bernardo og landegrænsen. Vejen ind i Frankrig fører over det 2158 meter høje Lille Skt. Bernhard-pas, som ofte kun er snefrit om sommeren.

Julekortbyen Courmayeur

Fra Pré-Saint-Didier kan man også fortsætte ad Hovedvej 26 med Mont Blancs frysende utilnærmelige gletsjere lysende forude, indtil man når Entréves og indkørslen til den 11 kilometer lange Mont Blanc-tunnel, som fører til Chamonix i Frankrig. Da tunnelen åbnede i 1965, blev Valle d’Aosta transformeret fra en afsides landlig dal til et trafikknudepunkt. Men inden da passerer man Courmayeur, et meget kendt skisportssted i 1224 meters højde, der med Mont Blanc i baggrunden om vinteren ligner noget fra et julekort, med blødt gadelys mod sneen, som falder over de brolagte gågader. Courmayeur byder på over 140 kilometer skiløjper, Valle d’Aostas livligste afterskiing og Europas højest beliggende svævebane, som ender i godt 3.400 meters højde, Herfra kan man køre en tur ind i Val Ferret med pragtfulde udsigter over bjergverdenen.

Se meget mere om skiferie >

Valtournenche og Breuil-Cervinia

Châtillon er et godt udgangspunkt for særdeles smukke udflugter gennem dalstrøget Valtournenche, et ferie- og vintersportssted, der strækker sig op mod bjergkæmpen Matterhorn (Monte Cervino), som ligger på grænsen til Schweiz. Ved indkørslen til landsbyen Valtournenche dukker Matterhorns sneklædte tinde op; bjerget er med 4478 meter begge landes højeste Alpetop, og her dyrkes skisport tæt på himmelen. Fra Valtournenche kan man gøre en afstikker til Breuil-Cervinia, et lille, fashionabelt vintersportssted i 2050 meters højde, hvor man ofte kan løbe på ski om sommeren og ind over grænsen til Zermatt i Schweiz. Turen er på grund af de betagende panoramaer absolut dejligst i klart vejr, og undervejs ser man mange vandfald. Breuil-Cervinia består for en stor del af hoteller, og den vigtigste seværdighed er udsigterne over Alperne. På Plateau Rosa (3480 meter) og Lille Matterhorn (3883 meter) finder man nogle af Europas højeste skiløjper. Talrige svævebaner betjener de over 200 kilometer pister ned ad bjerget.

Nationalparken Gran Paradiso

I det sydlige Valle d’Aosta ligger Italiens ældste nationalpark, Parco Nazionale di Gran Paradiso, der blev grundlagt i 1922, efter at kong Viktor Emanuel 3. havde skænket sit jagtdistrikt til den italienske stat. Parken er i dag reservat for stenbukken, som engang var næsten udryddet. Fra Aosta går det opad i store kurver, gennem et bredt dalstrøg med skovklædte sider. Hovedbyen er det populære feriested Cogne, som er kendt for sin produktion af blonder, og efter den når man ind i vild natur, hvor man kan vandre i terrænet og fylde lungerne med ren bjergluft både sommer og vinter. I Valle di Cogne, som er en af Valle d’Aostas mest pittoreske dale, er der over 80 kilometer velafmærkede langrendsspor til skisport, og i den botaniske have Giardino Botanico Alpino Paradisia i landsbyen Valnontey kan man beundre sommerfugle og alpin flora. Guidede vandreture arrangeres om sommeren af Associazione Guide della Natura på Piazza Chanoux i Cogne. Herfra er der en nem, tre kilometer lang vandretur til vandfaldet Lillaz, hvor det er populært at bade (vandet kan være iskoldt!). Flere oplysninger om vandreture og hiking kan fås på www.regione.vda.it.

Vejret og klimaet i Valle d'Aosta

Vejret og klimaet i Valle d'Aosta er barsk i forhold til andre regioner i Italien, eftersom Alperne blokerer for de milde vinde fra Atlanterhavet. Man rejser bestemt ikke til Valle d'Aosta for at promovere sine nye sandaler. Selvom temperaturerne i regionens sydlige del er højere end i bjergene, og det som regel kun sner i januar og februar, når gennemsnitstemperaturen i juli sjældent over 20 grader. I bjergene er middeltemperaturen endnu lavere, alt afhængigt af højden, og ved omkring 3.500 meter ligger temperaturen hele året omkring frysepunktet. Valle d'Aosta er også relativt regnfuld, navnlig i sommermånederne.

Vandreture og rafting

Om sommeren viger Valle d'Aostas vintersportsgrene for stille glæder som vandreture i bjerglandskaber med krystalklare bjergsøer, små bække og grønne alpegræsgange. På den årstid er Alperne betagende smukke med deres frodige landskaber og overdådige naturoplevelser, som ligefrem kalder på vandrefugle. 30.000 turister vælger hver sommer vandreruten Tour de Mont Blanc, et 169 kilometer langt spor gennem Valle d’Aosta, Frankrig og Schweiz. Turen tager én-to uger.

Valle d'Aosta byder også på flere anderledes aktiviteter for små og store legebørn. I nærheden af Aosta ligger eventyrparken Parco Avventura Monte Bianco, hvor man i klatrenet, tovbaner og rebstiger kan gennemføre forskellige mere eller mindre halsbrækkende ruter mellem trækronerne. Tæt på Courmayeur kan man hos Morgex Rafting prøve rafting og kajaksejlads i floderne Dora Baltea og Sesia. Sæsonen i Dora Baltea går fra maj til september, mens den i Sesia løber april-juli. Det er nødvendigt med en god fysik og skridsikkert fodtøj.

© Ciao-Italien.dk