• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Vicenza - lys, venlig og fuld af pragt

Ved en grøn og munter lille flod midt i Veneto troner den rige by Vicenza, der er kendt for sine juvelerer og store guldindustri. Når man nærmer sig, ser man solen falde på et majestætisk sceneri med knejsende, gyldenbrune paladser på alle sider. De er tegnet af renæssancens sidste store arkitekt, Andrea Palladio, arkitekturens Rafael, der levede i Vicenza, og som ville bygge en idealby. Her blomstrer en renæssance, der ikke kun er florentinsk, men har fået et lettere og luftigere venetiansk skær. Alt ånder velstand og orden; paladserne var ikke beboet af vulgære pengemænd med hang til praleri, men af patriciere, som byggede med kunstnerisk mådehold og havde dannelse nok til ikke at gøre sig bemærkede ved rigdom. Det var Palladios lykke at finde så mange mæcener, der gav ham frie hænder og havde økonomien til det. Alt det seværdige er fra Palladios århundrede, 1500-tallet, som var Vicenzas blomstringstid, hvor byen fik sit præg af fornem storhed, og hans talløse paladser og andre bygninger inspirerer den dag i dag arkitekter verden over.

Skønt paladserne har givet Vicenza kælenavnet ”fastlandets Venedig”, mangler de dog vandet som forgrund og virker derfor tunge (venetianske palazzi skal svømme). Men hvis man sammenligner dem med Firenzes, ser man overgangen fra jernklædte riddere til elegante adelsmænd. Palladio er strengt romersk i sin tegning, med storhed, klarhed og luft mellem elementerne, uden dikkedarer og stadige gentagelser. De rene linjer og den solide masse lettes kun ved klassiske kunstgreb: trapper, søjler, buer og profilerede piller. 14 af paladserne blev delvist ødelagt under Anden Verdenskrig, men Vicenza er sig bevidst om at være vogter over en af Europas skatkister og har nænsomt restaureret skaderne.

Piazza dei Signori og basilikaen

Lad os spadsere gennem den lyse, venlige by og ind til centrum, den lige så yndefulde som pompøse Piazza dei Signori (øverste foto) med flere smagfulde caféer. Vi finder et bord i skyggen af Palladios mesterværk, den kæmpemæssige basilika Palazzo della Ragione, der med sin klassiske facade optager hele pladsens sydøstlige langside. Palladio arbejdede på basilikaen fra 1549 til sin død i 1580, men først i 1617 stod den færdig som et værk af ligelig majestæt og ynde. De to nederste etager består af fortsatte loggiaer, på tre sider smykkes bygningen af en let balustrade, og overalt ses græske og romerske guder. De lodrette, bærende elementer har Palladio fremhævet ved at lade dem fortsætte gennem begge etager og øverst forlænge af statuer. Selv taget har han gjort interessant og udformet som en høj, fornemt buet rygning.

Den ufærdige loggia

Men Piazza dei Signori byder på flere seværdigheder. Over for basilikaen ses søjlegangen Loggia del Capitaniato, hvor der nu er rådhus. Bygningen er aldrig blevet færdig, men Palladio døde midt under arbejdet og er derfor undskyldt. Ved siden af basilikaen knejser det slanke, 82 meter høje Torre di Piazza (se øverste foto), hvis oprindelige dele er fra 1100-tallet, og på Piazzetta Palladio ved basilikaens sydvestlige gavl er rejst en statue af mesteren selv. I pladsens nordøstlige ende står to søjler, den ene med Venedigs Markusløve, den anden med Kristus.

Vrimmel af paladser

Ad Contrà Santa Barbara når vi til hovedstrøget, gågaden Corso Andrea Palladio, der kantes af store palæer og sofistikerede butikker. I dens sydvestlige ende ligger Piazza Castello med det mærkeligt sammentrængte Palazzo Breganze, som Palladio tegnede og byggedes af Scamozzi, men aldrig blev færdigt. I sidegaden Corso Antonio Fogazzaro 16 ses Palladios noget aparte Palazzo Valmarana Braga. I en anden sidegade, Contrà Porti 11, knejser det rigt udsmykkede Palazzo Barbara, der i dag er Palladio-museum, og i nr. 21 ses Palazzo Porto.

Vicenzas fornemste seværdighed: Teatro Olimpico

I Corso'ens modsatte ende ligger Piazza Matteotti med Vicenzas fornemste seværdighed, det intime Teatro Olimpico, som er verdens ældste indendørs teaterbygning og renæssancens version af et græsk-romersk teater: en halvcirkel af trin, hvor man selv må medbringe en hynde og med plads til 470 tilskuere. Teatret blev Palladios sidste arbejde, tegnet kun et par måneder før hans død i 1580, og rummets fine udsmykning er ren renæssance. Scenen, der derimod er barok og opførtes af Palladios elev, Vincenzo Scamozzi, ser nærmest ud som ved den første forestilling i 1584: Alle stykker foregår i den samme permanente, arkitektonisk prægede dekoration med en baggrund af nicher, søjler med mytologiske statuer og en massiv klassisk port, gennem hvis tre buer man ser hen ad tre tilsyneladende lange gader. Perspektivet er så fremragende udtænkt, at det forekommer utroligt, at disse gader kun er få meter dybe. Hvis du har tid, så book billetter på teatrolimpicovicenza.it.

Palazzo Chiericate og det ypperlige Museo Civico

På Piazza Matteotti ligger også Palazzo Chiericate, der blev tegnet af Palladio i 1551 og i dag huser Vicenzas ypperlige bymuseum, Museo Civico, med en udsøgt samling kunstværker af store mestre som Veronese, Tintoretto og Tiepolo. Her har Palladio overgået sig selv: Facaden består af to etager, der begge er kolonnader, nederst med doriske søjler, øverst fine joniske, og som spænder om en indre huskerne. Igen ser vi det tunge oven på det lette: Alt er luftigt og dog fast og sikkert, fornemt og stilfuldt, og udviser klassisk mådehold i rigdommen. Det horisontale venetianske præg er varieret, og her savner man ikke vand forneden, eftersom letheden redder værket.

Andre seværdige museer

Foruden det fremragende Museo Civico og Palladiomuseet (se ovenfor) findes der også et arkæologisk museum, Museo Naturalistico e Archeologico i Contrà Santa Corona 4 med en beskeden samling af lokale fund. I Viale X Giugno ligger Museo del Risorgimento, dedikeret til kampene under Italiens Samling samt den italienske modstandsbevægelse i Anden Verdenskrig. I barokpalæet Galleria di Palazzo Leoni Montanari udstilles venetiansk 1700-talskunst, bl.a. af Canaletto, samt en samling russiske kunstværker.

Vicenzas fornemme villaer

Men Palladio holdt sig ikke inden for Vicenzas bymur. Fra Piazza dei Signori er der kun en halv times gang til hans kendteste landslot, La Rotonda (Villa Almerico) fra omkring 1550, som er den reneste, strengeste klassicisme midt mellem pinjer og plæner. Her er facaden ført rundt om bygningen; en kubus med en flad kuppel ovenpå og mod alle fire vinde en græsk tempelfront med joniske søjler. En bred trappe med 25 trin, indrammet af høje ramper med figurer, fører op til indgangen. La Rotonda er nærmest Pantheon reduceret fra kejserformat til patricierbolig og anbragt på toppen af en grøn bakke.

Den stakkels dværg, der begik selvmord

Få hundrede meter længere mod syd ligger Villa Valmarana ai Nani (Dværgenes Villa), der er efter Palladios tid, og som Tiepolo og Giambattista har udsmykket med henrivende fresker. Her ses overgangen til rokoko med en karnevalssal, en sal fuld af arkitektoniske fantasterier og en sal med kineserier – som ikke måtte mangle i denne sene periode. På muren ud til vejen står 17 havestatuer, der forestiller dværge, og sagnet lyder således: En rig herre havde engang en elsket datter, som var dværg, og for at hun ikke skulle blive klar over sin vanskabthed, lod han hende aldrig se noget menneske af normal højde. Men ak, en dag kom en smuk prins ridende forbi, og ved synet af ham begik det stakkels barn selvmord. Om sommeren afholdes dejlige klassiske koncerter i parken - yderligere info fås på turistkontoret.

Madonna del Monte Berico

Lige vest for Villa Valmarana finder vi endnu en af Vicenzas seværdigheder: udsigten fra terrassen foran den højtliggende barokkirke Madonna del Monte Berico, hvor man om sommeren kan blive luftet og slippe for byens lummervarme. I refektoriet ses Veroneses maleri Skt. Gregorius den Stores Nadver fra 1572.

Vejret og klimaet i Vicenza

Vicenza byder på varme og fugtige somre og kolde vintre. Den bedste rejsetid er fra midt i maj til medio juni samt fra midt i august til begyndelsen af oktober (især første halvdel af september er god). Sommeren varer fra begyndelsen af juni til midt i september, med gennemsnitstemperaturer over 26°. Den varmeste måned er juli med 29°. Vinteren begynder midt i november og varer til slutningen af februar med dagstemperaturer under 11°. Koldest er januar, hvor temperaturen som regel ligger omkring frysepunktet. Den vådeste måned er oktober, men det kan regne hele året.

Smut så ud at se resten af det smukke Veneto >

© Ciao-Italien.dk