Abruzzo – pragtfulde landskaber og dejlige middelalderbyer
Abruzzo er et pragtfuldt sommerrefugium for den, der foretrækker ro og landskabelig skønhed fremfor storbyernes kunst og seværdigheder. Midt igennem Abruzzo strækker sig Appenninernes vældige bjergkæde med over 2000 meter høje tinder, dybe skove og stille dale, hvor man kan vandre i dagevis uden at møde civilisationen, og i den varme årstid er det en lise at komme op i højderne. I de fredede nationalparker, hvor kønne flækker selv om sommeren omkranses af sneklædte toppe, lever gemser, ulve og brune bjørne, og om foråret synger fugle, der mirakuløst har undgået Abruzzos fuglefængere, henrykt i ege- og kastanjetræernes nyudsprungne løv. Her, i denne oversete region, som indtil 1963 hørte administrativt sammen med Molise, møder man det oprindelige Italien.
Geografisk hører Abruzzo til Mellemitalien, men mentalt til Syditalien. Regionen er fattig og tilbagestående, nogle steder går de ældre endnu i folkedragter, og overtroen er stærkere end troen. Befolkningen har i vid udstrækning fastholdt fortidens livsform, og man ser stadig kvinder hente vand ved brønden i smukke kobberkar. Det siges om abruzzeserne, at de er forti e gentili (stærke og høflige), prægede som de er af dette jordskælvslandskab. Her lyder jævnligt det forfærdelige råb Terremoto! (jordskælv), der ofte har forkyndt, at hele landsbyer er forsvundet. Ingen anden guddommelig hjemsøgelse har en sådan indflydelse på syndere, og efter disse oplevelser finder gode og onde gerne sammen i taknemmelighedsgerninger (se kort over Abruzzo længere nede).
L'Aquila, Abruzzos gemte hovedstad
Dybt inde i Appenninerne, i 721 meters højde, ligger Abruzzos hovedstad, det stille L'Aquila (Ørnen), der gentagne gange er blevet raseret af jordskælv og desuden ødelagdes af de allieredes bomber under 2. Verdenskrig. L’Aquila grundlagdes omkring 1240 af den tysk-romerske kejser Frederik 2. og er som alle bjergbyer fyldt med grå flint og granit. Men selvom byen hverken er særlig attraktiv eller spændende, har den en vis charme med kølige arkader og enkelte seværdigheder, som man godt kan ofre en halv dag på. Om aftenen ser man de vældige buer af bjerge, der omgiver byen, mens stjernerne lyser over den. Plateauet, som L’Aquila ligger på, virker ganske harmløst, indtil man opdager, at man går nedad de stejle gader med udsigt til en brat klatretur tilbage. Som de fleste bjergfolk virker indbyggerne milde og venlige – lige indtil de bliver ophidsede.
L’Aquilas få seværdigheder
L’Aquilas største seværdighed og Abruzzos kønneste renæssancebygning er Basilica di San Bernardino fra 1400-tallet (foto ovenfor) med sin ædle trappe, dejlige facade fra 1527 og et loft med storslået barokudsmykning af Ferdinando Mosca. Det store, lyse kirkerum rummer en fin terrakotta-gruppe af Andrea della Robbia samt marmormausolæet for franciskanermunken Skt. Bernardino.
Den grimme Margrethe af Østrig
L’Aquilas centrum er den vældige domkirkeplads, Piazza del Duomo, hvor der om morgenen er marked. Selve domkirken, San Massimo, som efter et jordskælv i 1703 blev genopbygget med en nyklassicistisk facade, er sørgeligt uinteressant. Men i nærheden knejser Palazzo Margherita, der blev opført til Margrethe af Østrig, som havde fået en rigelig portion mandlige hormoner. Margrethe var kejser Karl 5.’s uægte datter, og da hun var 19, giftede han hende bort til den frastødende og illegitime Medici’er, mulatten Alessandro, som kort efter brylluppet blev myrdet. Ifølge samtidige beskrivelser var Margrethe så grim, maskulin og plump af opførsel, at heller ikke hendes andet ægteskab, med Ottavio Farnese fra Parma, blev lykkeligt.
Fontænen med de 99 stråler
Tallet 99 er ætset ind i L’Aquilas historie. Hver aften ringer byens klokke 99 gange, og aquilanerne hævder, at byen engang rummede 99 pladser, 99 paladser, 99 kirker og 99 springvand, der alle var opstået ved et mirakel. Det er nok en overdrivelse, men i Via San Iacopo i nærheden af den vestlige middelalderbyport Porta Rivera, på en forsænket gårdsplads med høje hvid-lyserøde mure dekoreret med mønstre af gamle kakler, står 1200-talsspringvandet Fontana delle Novantanove Cannelle med 99 strålerør, der hver ender i en maske. Fontænen, som er mere særpræget end smuk, har under alle jordskælvene leveret frisk vand til byen.
Santa Maria di Collemaggio og den stakkels Coelestin
Uden for bymuren, i L’Aquilas sydøstlige udkant, står Abruzzos mest imponerende bygning, den ualmindeligt skønne romanske 1200-talskirke Santa Maria di Collemaggio med en hvid og lyserød facade med tre rosetter og små statuer omkring hovedportalen. Indenfor ses mange malerier fra det 17. århundrede samt gravmælet for pave Coelestin 5. Coelestin blev modvilligt valgt til pave i 1294, da han som næsten 80-årig boede som en beskidt og laset eremit i en hule i Abruzzo, og abdicerede allerede et halvt år senere. Da den næste pave, Bonifacius 8., ikke turde lade den populære Coelestin være på fri fod, lod han ham fængsle og dø i fangenskabet.
Abruzzos bedste museum
I L’Aquilas nordlige bydel lurer den ondskabsfuldt udseende, stringent geometriske fæstning Forte Spagnolo, der blev opført af spanske erobrere i 1535 og er omgivet af udtørrede voldgrave og fire hjørnebastioner. Fæstningen huser Abruzzos bedste museum, Museo Nazionale d’Abruzzo, med en lille arkæologisk afdeling med romerske fund, middelalderlige Madonnaer og et næsten intakt skelet af en mammut, hvis fødder hver er på størrelse med et bridgebord. På tredje sal ses moderne kunst. Forte Spagnolo byder desuden på en formidabel udsigt til Gran Sasso, og om sommeren bruges slotsgården til koncerter.
Gran Sasso – som et hvidt bånd hen over himmelen
Hen over himmelen bag L'Aquila strækker sig et skinnende hvidt bånd, det mægtige Gran Sasso-bjergmassiv i nationalparken Parco Nazionale del Gran Sasso, der med 1500 km² er et af Italiens største naturreservater og breder sig fra Abruzzo ind i naboregionerne Lazio og Marche. Her kulminerer Appenninerne med Corno Grande i 2912 meters højde, her findes Europas sydligste gletsjer, Calderone, og her strejfer ulveflokke om på jagt efter bytte, mens kongeørne og vandrefalke svæver majestætisk over tinderne. Overalt er der indrettet vandrestier og overnatningshytter, og om vinteren lokker snepisterne. 1460 meter oppe troner middelalderborgen Rocca Calascio, der var kulisse under filmatiseringen af Umberto Ecos roman, I Rosens Navn. Information om parken kan fås på www.gransassolagapark.it.
Den dramatiske befrielse af Mussolini
Et af de mest berømte melodramaer fra Anden Verdenskrig fandt sted netop her på Gran Sassos lidenskabsløse snemarker. Oppe på bjergtoppen, i Hotel Campo Imperatore, blev den fascistiske diktator Benito Mussolini holdt fanget efter sit fald fra magten 25. juli 1943. To måneder senere, om eftermiddagen den 12. september, landede tyske faldskærmsjægere under kaptajn Otto Skorzeny i en uhørt dristig aktion i svæveplaner i sneen og befriede il duce. En tovbane fører op til hotellet, der i dag er udgangspunkt for skisport og vandreture på den vestlige side af Gran Sasso, og i den halvcirkulære restaurant ses stadig det bord, hvor Mussolini spiste til aften.
Parco Nazionale dell'Abruzzo
Abruzzos ældste, mest varierede og populære nationalpark er dog den 500 km² store Parco Nazionale dell'Abruzzo, Lazio e Molise, der blev oprettet allerede i 1922. Parken er et af Italiens flotteste landskaber med ældgamle urskove, højtliggende grønne sætere, frugtbare dalstrøg og overvældende bjergscenerier, der for hver kilometer bliver mere dystre. I mange kilometers omkreds er landskabet unaturligt forvrænget; klippestykker, der ser ud, som om de er kastet ned, ligger i dalene eller stikker ud fra bjergsiderne, og på mange af toppene skuler gamle middelalderflækker. Hvert år besøger to millioner turister parken, om sommeren lokket af dyrelivet, de majestætiske ege- og bøgeskove og de exceptionelle muligheder for vandreture, og om vinteren af de snedækkede skipister.
Ulve, losser og brune bjørne
Det er ikke sjældent at se ørne og høge svæve under den blå himmel, og de heldige kan træffe gemser på bjergskråningerne. Hvis man er usædvanligt tilsmilet af skæbnen, kan man møde en ulv eller en af de få tilbageværende europæiske losser, og de allerheldigste ser en af de sidste måske 50 brune bjørne, der lever i afsides områder højt oppe i bjergene. Jagt og fiskeri er naturligvis forbudt, og i dele af parken er antallet af besøgende blevet begrænset fra juli til oktober. Velafmærkede vandrestier fører til selv de højest liggende punkter, og hvis man vil slå sig ned nogle dage, er der flere bjerghoteller og campingpladser. Højsæsonen er april-juli. Se mere på www.parcoabruzzo.it.
Rundtur gennem nationalparken
Lad os tage en rundtur gennem nationalparken, hvor vi ser de vigtigste attraktioner. Turen begynder i Pescina, 60 kilometer sydøst for L’Aquila, på en højslette, hvor man stadig møder bønder, som passer deres arbejde med stude eller æsler spændt for gamle vogne. Herfra kører vi mod sydøst og ser straks et betagende syn: Mens en lille by kliner sig op ad skråningerne, kronet af en borgruin, synes det forude, som om bjergene lukker af for vores vej. Snart kommer flækken Gioia dei Marsi, og herefter stiger vejen i store kurver, mens udsigten bliver mere og mere imponerende. I 1378 meters højde passerer vi Gioia Vecchio og når så op i pashøjden. Kort efter når vi Passo del Diavolo 1400 meter oppe og er dermed kommet ind i nationalparken.
Hyggelige Pescasseroli
Midt i vildnisset ligger den hyggelige landsby Pescasséroli, der var fødested for en af parkens initiativtagere, filosoffen Benedetto Croce. Pescasséroli byder på flere hoteller og er et velegnet udgangspunkt for både vandreferier og skisport. En svævebane fører op i højderne, og turistkontoret giver information om trekkingstier osv. I besøgscentret Centro di Visita i Viale Colli d’Oro kan man se et lille naturhistorisk museum med en tilhørende botanisk have og en mini-zoo med nationalparkens flora og fauna. I højsæsonen, nemlig julen, påsken og august, tilrådes det at bestille hotel i forvejen.
Fra Pescasséroli går turen gennem Sangrodalen med græssende kvæg, får og bønder, der om sommeren har travlt med at sanke brænde inden vinteren. På en bjergskråning til venstre ligger landsbyen Opi, hvorfra man kan bestige det 2242 meter høje Monte Marsicano. Men vi drejer mod øst ad rute SS83 og når snart Villetta Barreas lange, lige hovedgade og får snart et overordentligt smukt vue over den kunstige sø Barrea (øverste foto) og dalene ned mod Molises bjerge. Netop der, hvor vejen til venstre fører mod Scanno, ligger en kombineret bar og tobaksforretning, så man kan få en forfriskning og fyldt depoterne op. Bagefter kører vi mod nord til Scanno, hvor vejen slynger sig mellem sætere og blomstermarker, mens fåreflokke afløser hinanden, ikke et hus er at se, og Monte Grecos 2283 meters høje top tårner sig op bagude.
Lille fotogene Scanno
Efter at have passeret rundturens højeste punkt, passet Valico di Monte Godi i 1630 meters højde, går det nedad igen, og snart øjner vi lille Scanno, som er Abruzzos mest fotogene bjerglandsby og med sin atmosfære af afsides middelalderlig borgo en populær turistattraktion om sommeren. På afstand ses husene klatre op ad bjergsiden på en måde, der forbereder gæsten på byens labyrint af smalle og stejle smøger, med buede døre prydet af våbenskjolde, og mange henliggende i halvmørke som et orientalsk marked.
Her gik kvinderne tidligere helt i sort, og mens de unge nu er klædt som kvinder overalt i Italien, er der stadig chance for at se ældre i nationaldragter. Scannos specialitet er smukke håndarbejder som smykker og kniplinger, og guldsmedene sidder stadig og hamrer i dybe kældre. Turistkontoret findes på Piazza Santa Maria della Valle 12.
Lago di Scanno
To kilometer nord for byen ligger den dybblå bjergsø Lago di Scanno, som er et fredfyldt udflugtsmål. I den første uge i maj bæres en regngudinde fra et kapel ved bredden til altret i Scannos kirke, hvor hun bliver stående i en måned, mens de gode regnvejr sætter ind. Det er Madonna del Lago, en lille og meget gammel dukke klædt i spansk jomfrudragt og dækket med guldkæder.
Efter Scanno bliver terrænet atter øde, bjergene barskere og ofte nøgne. Vi passerer Villalago på en klippetop, og dernæst går det nedad langs Sagittariofloden, der i den snævre bjergslugt Gola di Sagittario glider fra den ene lille sø til den næste, en eventyrlig oplevelse. Snart åbner landskabet sig, vejen går gennem landsbyen Anversa degli Abruzzi og fortsætter til
Sulmona, Abruzzos kønneste by
Ved foden af det 2050 meter høje Monte Morrone møder vi det skønt beliggende, ældgamle Sulmona, en blomstrende lille by med et charmerende middelalderkvarter, hvor man sagtens kan bruge et par timer. Her fødtes digteren Ovid i år 43 f.Kr., og i middelalderen var Sulmona et vigtigt handelscentrum. I dag er byen måske Abruzzos kønneste, med et netværk af spændende gamle gader og huse, fra hvis balkoner kvinderne hænger sengetøj og råber formaninger til deres børn.
På den vidstrakte og maleriske Piazza Garibaldi, hvor butikkerne sælger køkkentøj af kobber, står renæssancespringvandet Fontana del Vecchio, der stadig får sit vand fra en 1200-talsakvædukt. På den næsten lige så store Piazza XX Settembre troner en statue af Ovid, som iført toga tankefuldt stirrer ned på turisterne. Hovedgaden hedder Corso Ovidio, indtil den bliver til Viale Roosevelt og på den måde højst overraskende forbinder forfatteren af "Elskovskunsten" med det amerikanske præsidentembede. Midt i gaden knejser det harmoniske Palazzo dell’Annunziata med Museo Civico e Archeologico, der byder på lokale arkæologiske fund samt værker af Sulmonas kunstnere. Om aftenen lægger Corso'en brosten til la passeggiata, den traditionelle aftenpromenade, hvor indbyggerne slentrer langs butikker med confetti, de sukkerovertrukne og farvede mandler, som serveres til ethvert italiensk bryllup. I Via Stazione Introdaqua 55 kan man besøge Museo dell’Arte Confettiera og se, hvordan de produceres.
På Piazza Garibaldi afholdes påskesøndag Sulmonas traditionelle påskefest, Madonna che Scappa in Piazza (Madonnaen, der slipper væk) og sidste weekend i juli det middelalderlige hestevæddeløb Giostra Cavalleresca.
Lige øst for Sulmona ligger endnu en nationalpark, den vilde Parco Nazionale della Majella, hvoraf over halvdelen befinder sig i over 2000 meters højde og er fyldt med stejle tinder, dybe kløfter og 500 kilometer vandrestier og mountainbike-ruter. Her knejser Appenninernes næsthøjeste bjerg, Monte Amaro på 2793 meter. Parco Nazionale della Majella har også små bestande af ulve og bjørne og er jævnligt centrum for en international ulvekongres. Hovedbyen er det smukke Pacentro, som er udgangspunkt for vandreture i parken.
En af de flotteste køreture i Abruzzo
Fra Sulmona kan man fortsætte tilbage til L’Aquila ad en af de flotteste køreture i Abruzzo, langs floden Acerno og forbi talrige middelalderflækker og borgruiner. Men hvis du vil opleve lidt mere af Abruzzer-landskabet, kan du fra Sulmona atter dreje mod syd, gennem den gotiske Porta Napoli, og følge SS17’s store kurver og dejlige udsigter. I flækken Pettorano sul Gizio kan man stille tørsten i brønden på den lille piazza. Herefter går det først opad i brede sving, men dernæst kommer den lange, lige strækning Altopiano delle Cinquemiglia (De fem miles højslette), som fører til de dejlige gamle huse i Pescocostanzo, hvor kunsthåndværkere sælger sølvarbejder, vævede sager og andre smukke ting.
Du kan også smutte over grænsen og ind i det smukke Lazio >
Abruzzo-kalender
- Påskesøndag: Madonna che Scappa i Sulmona (se ovenfor)
- 1. maj: Serpari i Cocullo (levende slanger indfanges og opbevares i trækasser)
- Maj (1. uge): Madonna del Lago i Scanno (se ovenfor)
- Sidste søndag før 23. maj: I Banderesi i Bucchianico (optog til minde om en vundet krig mod Chieti i middelalderen)
- Juli (sidste weekend): Giostra Cavalleresca di Sulmona (se ovenfor)
- Juli (sidste tre uger): Pescara Jazz-festival
- 28. august: La Perdonanza (Tilgivelsen) i L’Aquila – en procession går gennem byen, og festlighederne varer en uge
- September (1. søndag): La Corsa degli Zingari (Sigøjnerløb i Pacentro til ære for Madonnaen fra Loreto – deltagerne løber barfodede nedad en bjergsti fyldt med sten og torne)
- 10.-11. november: Le Glorie di San Martino (festival i Scanno med gamle agrarritualer for at afværge de mørke kræfter, som bringer de nyplantede frø i fare)
Efter vintersportsbyen Roccaraso, hvor man står på ski i op til 2140 meters højde, når vi Sangrofloddalen med Castel di Sangro på et 1000 meter højt bakkedrag og herefter Alfedena, der har rejst sig omkring en borgruin. Her står tiden stille, kun forstyrret af turister på samme rundtur. En sti fører til oldtidsbyen Aufidena med rester af megalit-mure og en nekropol. Herfra stiger vejen i store sving, indtil vi når tilbage til Villetta Barrea, hvor rundturen i nationalparken slutter.
Pescara og Abruzzos dejlige Adriaterhavskyst
Abruzzos Adriaterhavskyst byder på palmekransede strandpromenader langs kilometerlange, lavvandede strande med gyldent sand. Ved udmundingen af Pescarafloden ligger et af de største badesteder og Abruzzos eneste by med over 100.000 indbyggere, industri- og handelsstaden Pescara, der blev kraftigt bombet under Anden Verdenskrig og er sørgeligt ligegyldig. Men det, man kommer for, er den 16 kilometer lange, brede sandstrand og attraktive strandpromenade. Efter en varm formiddag på stranden frister restauranterne, barerne og shoppinggaderne i centrum. Pescara var den berømte, overforfinede forfatter Gabriele d’Annunzios fødested, og hans barndomshjem kan ses i Corso Manthone 116. I Via delle Caserme 22 ligger det lokalhistoriske museum, Museo delle Genti d’Abruzzo. Pescara er desuden udgangspunkt for flyrejser til Abruzzo, eftersom byen huser regionens eneste internationale lufthavn. Turistkontoret ligger i Corso Vittorio Emanuele II 301.
Inde i landet, på en bakketop en halv times kørsel syd for Pescara, ligger den gamle græske koloni Chieti, der i oldtiden var en storstad med 60.000 indbyggere. Den ældre bydel lokker stadig med snævre og krogede gader, resterne af tre velbevarede romerske templer fra 1. århundrede, den gotiske domkirke San Giustino og det seværdige Museo Archeologico degli Abruzzi med 11.000 år gamle jernalderfund, romerske statuer og en omfattende møntsamling fra antikken. I nærheden ligger Complesso Archeologico La Civitella, et museum opført omkring et romersk amfiteater. Turistkontoret findes i Via Spaventa 29.
Turen går til Abruzzo
- Danske navn: Abruzzerne
- Beliggenhed: Syd-/Mellemitalien
- Hovedstad: L'Aquila
- Klima: subtropisk
- Areal: Abruzzo omfatter 10.794 km²
- Indbyggere: 1.308,000
- Største byer m/indbyggertal: Pescara 123.000, L'Aquila 73.000, Chieti 55.000, Teramo 55.000, Avessano 41.000
- Afstande i km (fra L'Aquila): Rom 120, Hamburg 1744, København 1932
- Lufthavn: Aeroporto Internazionale d'Abruzzo (4 km fra Pescara)
- Dansk konsul: Mette Bak Lyndrup Bigi, Piazza Rio de Janeiro 3, Rom, tlf. +39 06 9763 9810, e-mail romamb@um.dk
- Engelsksprogede hospitaler: San Salvatore, Via Vetoio Coppito, L'Aquila, tlf. 086 23 681; Spirito Santo, Via R. Paolini 45, Pescara, tlf. 085 42 51
Andre badesteder
Nord for Pescara ligger det rolige Roseto degli Abruzzi med en udmærket badestrand og en blomstersmykket strandpromenade. Syd for Pescara finder man det lille badested Ortona, med en ombygget 1200-talsdomkirke og ruinerne af et slot ud mod havet. Længere sydpå knejser den isoleret beliggende 1000-talsklosterkirke San Giovanni in Venere med romanske skulpturer på portalen og fresker i krypten. Den beskedne klostergård har en køn have, og udsigten er dejlig.
Marina di Vasto
Helt nede ved grænsen til Molise byder Marina di Vasto (foto ovenfor) på et mylder af hoteller og restauranter samt en god og bred sandstrand. Om sommeren vrimler det med unge turister, som bader, driver den af og nyder Abruzzos dejlige vejr. Bagved, på en bjergtop med udsigt over Adriaterhavet, knejser det gamle Vasto, der med sit stemningsfulde middelalderkvarter, flere seværdigheder og pragtfulde udsigter er en af de mere charmerende byer i Abruzzo. Her kan man snildt slå et par timer ihjel. På den centrale Piazza Gabriele Rossetti står to borgtårne fra 1400-tallet, og herfra fører Corso de Parma til Piazza del Popolo og den romanske 1200-talskirke Cattedrale di San Giuseppe. Lige overfor byder Palazzo d’Avalos på en samling bronzearbejder, malerier og glaskunst.
Vejret og klimaet i Abruzzo
Abruzzo ligger midt i Italien, og vejret og klimaet er det meste af året dejligt. Temperaturen svinger dog en del, alt efter hvor man befinder sig. Mens strandene langs Adriaterhavskysten gennemsnitligt byder på 25-35 grader om sommeren, kan temperaturen være fire-fem grader lavere i L'Aquila midt inde i Appenninerne. De koldeste måneder er januar og februar, hvor kysten har 8-12 grader, mens bjergene en halv times kørsel væk ofte har frostvejr. I marts og april bliver det hurtigt varmere, og maj og juni lokker med sol, sommer og 25 grader. Juli og august er med over 30 grader ideelle til strandferie, og eftersom klimaet er tørt og luftfugtigheden lav, bliver det aldrig ubehageligt hedt. Desuden kan man altid flygte op til bjergenes svalende kølighed. I september og oktober ligner vejret stadig dansk sommer, mens november byder på efterår og regn.
Stærk og enkel gastronomi
Abruzzos køkken er med sine få og enkle ingredienser ikke ligefrem opsigtsvækkende. I bjerglandsbyerne serveres lammeretter som agnello all'arrabbiata, stærkt krydret lam, og overalt i Abruzzo er man glade for den lille chilisort peperoncino, der anvendes i et utal af retter. Den traditionelle polenta ledsages gerne af krydrede pølser eller en stærk kødsauce. En anden specialitet er pasta alla chitarra, spaghetti, der fremstilles med et guitarlignende redskab og en kraftigt krydret kødsovs af lam eller svin. Ethvert hjem i Abruzzo har en chitarra, og det er husmoderens første pligt hver dag at blande pastaen og presse den gennem strengene. Selv den, der plejer at gå uden om spaghetti, bør smage denne version. Langs Adriaterhavskysten spiser man friskfangede og marinerede fisk som havtaske samt fiskesuppen minestra marinara. Abruzzos vine er overraskende gode, især den kraftige, granatrøde Montepulciano d'Abruzzo og den hvide Trebbiano, der helst skal drikkes ung.