San Gimignano – ørnereden med de smukke tårne
Enhver romantiker vil elske San Gimignano dalle Belle Torri – San Gimignano med de smukke tårne. Her står tiden stille. Allerede på lang afstand, for hvert sving vejen fører dig nærmere San Gimignano, mellem vingårde og olivenlunde i det mest frugtbare landskab i Toscana, kommer mere og mere af den lille ørnerede til syne på sin 350 meter høje bakke, og de robuste tårne knejser som alvorlige silhouetter mod den blå himmel. Ringmuren er stadig næsten intakt, og når du træder ind gennem en af de kun to byporte, er det som at rejse 650 år tilbage i tiden. Hvert eneste hus i San Gimignano er originalt, og hvis indbyggerne stadig var klædt i kutter og kofter, ville middelalderillusionen være komplet.
Med et San Gimignano Pas får du adgang til de fleste seværdigheder – se mere og bestil passet her >
Pileregn og kogende olie over naboerne
San Gimignano er umådeligt charmerende, og tårnene er blandt de absolutte top-seværdigheder på en rejse til Toscana. Hvert palads har sit eget, og det er utroligt, at der i 1200-tallet var plads til hele 76 stærkt befæstede tårne i den lille by. Dengang lå San Gimignano på den vigtige handelsrute mellem Rom og Centraleuropa og tjente styrtende, og for at prale med deres rigdom begyndte byens købmandsfamilier at konkurrere om, hvem der kunne bygge det højeste tårn. Men det var samtidig på slægtsfejdernes tid – med den guelfiske (pavetro) familie Ardinghelli og den ghibellinske (kejsertro) Salvucci-slægt som ærkerivaler. Og stakkels den guelfer, der kom til at fornærme ghibellineren i nabopaladset. Straks regnede en sværm af pile og strømme af kogende olie ned over ham og hans familie, hvis de viste sig uden for deres fæstning. Det var disse forbitrede familiefejder i San Gimignano, der inspirerede William Shakespeare til tragedien om Romeo og Julie. I dag er der kun 13-15 tårne tilbage (nogle er delvist nedrevne), og skydeskårene er optaget af fredelige duer, hvis efterladenskaber desværre langsomt ødelægger de gamle sten.
San Gimignanos hovedgade
San Gimignanos hovedgade er den svagt skrånende Via San Giovanni, der løber fra den sydlige byport Porta San Giovanni til domkirkepladsen og er fyldt med vinhandlere, juvelerer, souvenirbutikker med falske middelalderarmbrøster og restauranter – alle sammen beregnet på turisterne. Men i skumringen, når de store flokke af éndagsturister er væk, ånder tårne, paladser og smøger igen af 1000 års ro, og San Gimignanos egne indbyggere – altså mændene – mødes på barerne og diskuterer politik og fodbold.
Gennem en port når man til den første åbne plads, den trekantede Piazza della Cisterna – hvor dele af filmen Te med Mussolini blev optaget i 1999 – med den smukke stenbrønd fra 1273 og Ardinghelliernes dominerende tvillingetårne.
Domkirkepladsen – San Gimignanos centrum
På den tilstødende Piazza del Duomo, Domkirkepladsen, knejser tårnet La Rognosa og rådhuset med det gotisk krenelerede tårn La Grossa ved siden af La Collegiata, den romanske domkirke, der blev påbegyndt allerede i 1148. Man skal ikke lade sig narre af den beskedne 1800-talsfacade – interiøret er chokerende, og det er en oplevelse at betragte Jacopo della Quercias og Ghirlandaios fresker samt ikke mindst Taddeo di Bartolos dommedagsbilleder af Helvedes pinsler med Satan, der tygger på forræderen Judas. Stemningen er så intens, at man bagefter må styrte ud og styrke sig i en af barerne på den dejsende, skrå domkirkeplads – og husk, at det ikke er grappaens skyld, når du konstaterer, at husene er af brosten, mens brolægningen består af røde mursten. Herfra ser man syv af San Gimignanos tårne, og i juli og august kan den aftenhimmel, de knejser i, ikke have været dybere blå, dengang Italiens nationaldigter, Dante Alighieri, var her som Firenzes ambassadør. Adgangsbilletter kan bookes her >
Ung pige gik i forrådnelse
I et lille renæssancekapel bagest i domkirkens højre side viser Ghirlandaios fresker historien om helgeninden, den adelige Santa Fina, der som 10-årig blev lammet af tuberkulose. Hun lagde sig på en lille briks på kun 150 x 60 cm og blev liggende i fem år, indtil hun langsomt gik i forrådnelse. I løbet af sygdommen mistede hun begge sine forældre, men alligevel havde hun kræfter til at takke Gud for hans velgerninger, og da hun døde i 1253, begyndte alle San Gimignanos kirkeklokker at ringe af sig selv. Santa Fina blev begravet i domkirken og har siden været San Gimignanos skytshelgen. Hvert år på hendes dødsdag, 12. marts, ærer byen den tapre pige.
Rådhuset og San Gimignanos bedste museum
Næst efter tårnene og domkirken er San Gimignanos største seværdighed rådhuset, Palazzo del Comune. Her, i den pragtfuldt udsmykkede rådhussal, Sala del Consiglio, forsøgte Dante i år 1300 at overtale San Gimignano til at deltage i den guelfiske ligas krig mod den tyske kejser. Det var et stort held – for det førte til nye voldsomme kampe, som nødvendiggjorde bevarelsen af alle tårnene. I fredelige tider ville de sikkert være blevet revet ned, som de blev det i andre byer.
Turister elsker bryllupsnatten
Inde i rådhuset findes San Gimignanos bedste museum, Museo Civico, der rummer pragtværker af Filippino Lippi, Pinturicchio og Benozzo Gozzoli. Men alle turister stormer straks op ad trappen til Camera del Podestà og Memmo di Filippuccis vovede freskocyklus med et ungt pars bryllupsnat. I den fine gård er der også fresker og en lille brønd.
Fra gården er der adgang til rådhustårnet, Torre Grossa, som dels er både det ældste og med sine 54 meter San Gimignanos højeste, dels er det eneste, der er åbent for publikum. Snup de 210 trin op og få belønningen: Fra toppen får du det allerbedste indtryk af San Gimignanos terrakottatage, og i klart vejr er udsigten over det toscanske landskab mageløs. Både museet og tårnet omfattes af bypasset >
San Agostino
Fra domkirkepladsen kan man gå uden om Salvucci-tårnene og ad Via San Matteo med lutter middelalderhuse til den romansk-gotiske San Agostino-kirke med Benozzo Gozzolis 17 farverige fresker om Den hellige Augustinus. Hvis man i stedet spadserer over nabopladsen Piazza delle Erbe og ad Via della Rocca, når man ruinerne af San Gimignanos gamle borg, La Rocca, der i dag er omdannet til et lille anlæg med oliven- og figentræer, og hvorfra solnedgangen over tårnene er vidunderlig.
Flere seværdigheder i San Gimignano
Det er en oplevelse i sig selv bare at slentre rundt i de smalle, krogede gader og fornemme middelalderen tæt på, kun forstyrret af støjende amerikanske og japanske turister. Fra hvert eneste hjørne i San Gimignano er udsigten over det grønne landskab storslået, med vingårde og vinmarker med Toscanas bedste hvidvin, den tørre Vernaccia. Hvis man vil smage San Gimignanos berømte specialiteter, vildsvin dampet i Chianti eller spidstegt høne med svampe, kan man smutte hen på La Cisterna Hotel på Piazza della Cisterna 23. Her er både maden og udsigten en fornøjelse.
Tortur- og henrettelsesmuseer
Husk at se et af San Gimignanos torturmuseer, Museo della Tortura i Porta San Giovanni 123 eller Museo della Tortura E Pena Di Morte i Via San Giovanni 82, og deres righoldige udvalg af autentiske tortur- og henrettelsesinstrumenter, bl.a. jernstøvler med indvendige pigge til at knuse fødderne. Tag endelig børnene med – så er de artige i lang tid.
I Museo Archeologico/Spezieria di Santa Fina i Via Folgore 11 findes en lille samling etruskiske fund, mens Museo d'Arte Sacra på Piazza Pecori byder på middelalderkunst. I Via Berignano 23 ligger museet San Gimignano 1300 med en keramikmodel af hele middelalderbyen.
Køb et San Gimignano-pas
Det er en god idé at købe et San Gimignano Pas, som bl.a. giver adgang til flere museer samt rådhuset med tårnet – se mere og køb passet her >
Turen går til San Gimignano
- Beliggenhed: Mellemitalien
- Region: San Gimignano ligger i Toscana
- Indbyggertal: 7.000
- Vejr og klima: subtropisk
- Afstande i km: Siena 41, Firenze 52, Rom 279, Hamburg 1436, København 1678
- Turister: 3.000,000 årligt
- Politistation: Via Santo Stefano 23
- Turistkontor: Piazza del Duomo 1
- Dansk guide/tolk: Louise Haugård, tlf. 0039 339 28 17 113, e-mail louise.guide@alice.it
- Lufthavne: Pisa, Firenze
- Dansk konsul: Guido Ferradini, Via Pier Capponi 73, Firenze, tlf. 055-09 81 975, e-mail florence@umgate.dk
- Nærmeste hospital: Ospedaliero Campostaggia, Località Campostaggia, Poggibonsi, tlf. 0577 994 111
- Apotek: Piazza della Cisterna 8
Middelalder- og musikfestivaler
Fra juni til september afholdes musik- og teaterfestivalen San Gimignano Estate på domkirkepladsen og i borgruinen La Rocca. Juni byder også på middelalderfestivalen Ferie delle Messi med bueskydning og kampopvisninger i middelalderdragter. Endelig afholdes i september og oktober barokfestivalen Festival Barocco di San Gimignano.
Besøg på vingårde
Omkring San Gimignano findes flere gode vingårde, der tager imod besøg. En af de bedste er Panizzi-vingården, som ligger få minutter fra byen på Località Santa Margherita 34-53, tlf. 0039 0577 9415 76, e-mail panizzi@panizzi.it. Se flere vingårde under Toscana >
I påsken og hele sommeren er San Gimignano overrendt af turister på éndagsture. Brug derfor de tidlige formiddage eller aftenerne. Kl. 17 kører turistbusserne videre, og man kan nyde seværdighederne i fred. I øvrigt holder langt de fleste af éndagsturisterne sig til hovedgaden Via San Giovanni og domkirkepladsen. Så snart man bevæger sig lidt ud i sidegaderne, tynder det ud i strømmen. Faktisk er San Gimignano allermest charmerende om aftenen og om natten, hvor de mørkerøde sten stadig stråler af varmen fra solen, og tårnene er oplyste. Derfor kan det anbefales at nuppe mindst én overnatning – eller helst en hel lille ferie.
På under en time er du i forføreriske Firenze >
Vejret og klimaet
Vejret og klimaet i San Gimignano er typisk for det indre Toscana. Det kan blive koldt om vinteren, men januar har dog gennemsnitlige temperaturer på 9 grader. Både januar og februar er ret tørre, mens det kan regne om foråret, især i marts og april. Maj og juni er nogle af de bedste måneder at rejse til San Gimignano – vejret er skønt, og det værste turist-rykind er endnu ikke begyndt. Juli og august er meget varme med temperaturer på 30-35 grader, og byen er pakket med turister. September byder også på varmt vejr, men er samtidig den mest regnfulde måned. Oktober er en god måned – vejrudsigten ligner stadig dansk sommer, men det er ikke steghedt, og der er bedre plads i byen. November kan derimod ikke anbefales – overalt i Italien er det den kedeligste måned.
Sådan rejser du til San Gimignano
Det er nemmest at rejse til San Gimignano i bil, for byen har hverken lufthavn eller jernbane. Fra Firenze eller Siena løber supervejen Raccordo Autostradale Firenze-Siena til den lille stationsby Poggibonsi omkring 10 km fra San Gimignano. Derfra følger man landevejen SP1, som fører til den sydlige af de to byporte, Porta San Giovanni, hvor der er en stor betalingsparkeringsplads. Al bilkørsel er forbudt inden for bymuren. Alternativt kan man tage toget til Poggibonsi og fortsætte med bus derfra.
Endelig kan man fra Firenze vælge en skræddersyet dagstur, der også omfatter besøg i bl.a. Siena samt vinsmagning i Chiantidistriktet. Se alle mulighederne >