Umbrien – yndefulde landskaber og middelalderbyer
Når man smager den liflige Orvieto-vin, får man straks et lyst syn på livet i almindelighed og på Umbrien i særdeleshed. Ofte er der på flasken et billede af djævelen med en smuk pige i armene. Det er en detalje fra Luca Signorellis fresker i Orvietos domkirke: Da Signorellis hustru var ham utro, hævnede han sig ved at portrættere hende i Lucifers favn på vej til helvede. Bedre introduktion til Umbrien findes ikke – og efter en hel flaske Orvieto Sole bliver selv de mindste bagateller ustyrligt morsomme.
Blide bakker og solbagte sletter
Umbriens landskaber er yndefulde og fredfyldte som Toscanas. Bakkernes former og farver er ikke helt så maleriske, men lige så charmerende. I solnedgangen blandes den blå himmel med violernes blide, hvide toner, og den umbriske slette indhylles i varmedisen fra den solbagte jord. I de små labyrintiske bjergbyer midt i Umbrien nyder mændene livet på torvet, mens bedstemødrene ælter pasta fra bunden i de åbne køkkendøre, og på trattoria'erne betjenes man i timevis af hele familien på én gang, indtil man mæt og livsglad slentrer hjem til hotellet gennem de middelalderlige gyder (se kort over Umbrien nedenfor).
Lige midt i Italien
Som den eneste italienske region har Umbrien hverken kyststrækninger eller grænser til andre lande. Vi er virkelig i Italiens midte, og befolkningen udviser intet særpræg, men er gode og dybt religiøse bønder, der afholder et hav af traditionelle fester. Alligevel stemmer de på grund af de trange kår til venstre. Heller ikke historisk skiller Umbrien sig ud; området var i århundreder en del af Kirkestaten, og under det gejstlige styre stod udviklingen fuldkommen stille. Her er ingen renæssancebyer, ingen intellektualitet og næsten ingen industri, og kun topografisk minder Umbrien om Toscana. Kunsten er ikke raffineret, men folkelig, og Umbrien og renæssance rimer dårligt. Men umbrernes fattigdom bliver aldrig bitter, for som det så klogt lyder: ”Små kår skal bæres med tålmodighed og munterhed”. Det er det Umbrien, vi nu skal se.
Umbriens ældgamle hovedstad
Midt i Umbrien, vidunderligt smukt placeret på et højdedrag 500 meter over havet, ligger regionens hovedstad, den ældgamle, men levende universitetsby Perugia, der sprudler af ungdom og forelskelse og i sig selv er en oplevelse med en endeløs strøm af fester og koncerter. Byen er også Italiens chokoladecentrum med både en chokoladefestival og et chokoladehotel. Men Perugia fortjener sin helt egen omtale >
Lago di Trasimenos perlemorsspejl
Der findes ingen logisk rute rundt i Umbrien (se kort ovenfor), så vi følger seværdighederne i den rækkefølge, de er grupperet rundt om Perugia. Vi begynder vest for hovedstaden ved Italiens fjerdestørste sø, den kun 7 meter dybe Lago di Trasimeno – på dansk Trasimenersøen – som langtfra kan måle sig med de norditalienske søers majestætiske skønhed, men hvis perlemorsspejl omkranses af harmoniske højdedrag fyldt med vingårde og rare småbyer.
Trasimenersøens mest seværdige by er fæstningsbyen Castiglione del Lago på vestbredden, med gode restauranter, middelalderborgen Rocca del Leone og hertugpaladset Palazzo della Corgna – samt hver onsdag morgen Trasimenersøens mest attraktive marked. Den eneste beboede ø er Isola Maggiore, mens den bedste strand findes på den lille og rare, cypres-prydede Polvese, hvortil der afgår både fra San Feliciano på østbredden.
Massakrerede 15.000 legionærer
På Trasimenersøens nordlige bred ligger smørhullet Passignano sul Trasimeno og seks kilometer mod nordvest Tuoro, der virkelig bringer børnelærdommen frem af erindringen: Her hviler de 15.000 romerske legionærer, som blev massakreret i Slaget ved Trasimenersøen i år 217 f.Kr. under den Anden Puniske Krig mellem Rom og Karthago. Den romerske konsul Flaminius marcherede med sin hær mod nord ad den vej, som stadig bærer hans navn, men blev i den kraftige morgentåge omringet af Hannibal, Karthagos militære geni, og fuldstændigt knust.
Vinbyen Orvieto
Godt en times kørsel syd for Lago di Trasimeno når vi Umbriens vinby nr. 1, det charmerende Orvieto (af urbs vetus, den ældgamle by), der som en ørnerede ligger fredfyldt på en 315 meter høj tufstensklippe og i middelalderen var en af guelfernes (de pavetros) hovedfæstninger. I de snævre gyder og gænger har sværdene gjaldet og gnistret, og veråb og jammer har lydt. Hårde kampe har stået her, også i religionens navn, og de var som altid de værste. I dag rummer Orvieto spor af alle de etruskere, romere, byzantinere, goter og langobarder, som efter tur har erobret byen, og er virkelig et must see i Umbrien.
Den vidunderlige domkirke
Vidunderet befinder sig på Piazza del Duomo: Orvietos gotiske domkirke, som det er umuligt at forberede sig på, og som fylder ens sind med skønhed. Selv turister, der er ligeglade med arkitektur, måber af forbløffelse. Mange mestre som Arnolfo di Cambio og Niccolò Pisano var involverede i byggeriet, der tog 300 år og kostede en formue. Alene den polychrome, 53 meter høje og 40 meter brede marmorfacade er et mesterværk, der er højere, enklere og slankere end den i Siena og formet som en kæmpemæssig, trefløjet altertavle med en overflod af pragtfulde mosaikker og skulpturer. Indtil man ser den i virkeligheden, forekommer den lige lovlig geometrisk, med lodrette og vandrette inddelinger, to gange tre trekanter og tre buer. Men gå helt tæt på, nyd detaljerne og bemærk, at det netop er den lodrette tredeling, frembragt af de fire tårne, der kontrasterer til todelingen, mens frontens gentagne trekant drager blikket opad.
Signorellis dommedagsfresker
I det 90 meter dybe kirkerum er det enkle interiør holdt i sort basalt og gule kalksten, med søjler og pilastre samt værker af Fra Angelico og Benozzo Gozzoli. Gennem vinduernes alabastruder strømmer et mildt skær som af rav. Men i Cappella Nuova ligefrem chokeres man af Signorellis fresker af dommedag og gigantiske nøgne kroppe i utrolige stillinger. Kød og blod, sener og knogler, som strutter af korrekt anatomi, er malet i næsten brutale farver, uden det mindste guld eller himmelblåt. Nyd de herlige detaljer, bl.a. portrættet af Dante. Det var ikke Vorherre, men disse fresker i Orvieto, der inspirerede Michelangelo til loftet i det Sixtinske Kapel. Relikvieskrinet er et usædvanligt fint guldsmedearbejde af Ugolino og indeholder den blodplettede alterdug fra miraklet i Bolsena. Hele indtrykket er ren storhed og et rum, der er en pave værdigt.
På domkirkens højre side ligger kirkemuseet, Museo dell’Opera del Duomo, med malerier af de tre Pisano’er, og rundt om hjørnet Palazzo Papale, hvor paverne i 1500-tallet ofte søgte tilflugt fra problemerne i Rom. Her i Umbrien kunne de være i fred. Paladset rummer et lille museum med Signorellis levende, mærkelige selvportræt og Andrea Pisanos Madonnastatue i træ som de fornemste værker. Men Orvietos mest interessante museum er Museo Claudio Faina e Civico lige over for domkirken med Umbriens og en af Italiens vigtigste etruskiske samlinger.
Hvis man følger Via Duomo mod nord til Orvietos hovedgade, Corso Cavour, der flyder med butikker og middelalder- og renæssancebygninger, når man det 250 trin høje Torre del Moro, hvorfra udsigten over Umbrien er betagende. Mod vest fører Corso Cavour til den lille Piazza della Repubblica, som var det gamle romerske forum og Orvietos centrum, med rådhuset og 1100-talskirken Sant’Andrea, et morsomt tolvkantet klokketårn og en loggia med blomstertorv. Nord for Corso Cavour ligger Piazza del Popolo med det elegante, krenelerede palads af samme navn, og på den anden side af paladset lokker den gamle bydel med snævre gader, tårne og palæer.
Kastellet og San Patrizios Brønd
Men der er mere at se i Orvieto. I byens østlige udkant lokker det guelfiske kastel, hvor pave Clemens 7. søgte ly under Il Sacco di Roma i 1527, og ved siden af den ejendommelige San Patrizios Brønd, der er 63 meter dyb og forsynet med to indbyrdes uafhængige sneglegange med hver 248 trin ned til vandniveauet, så mændene og deres æsler kunne gå ned ad den ene og op ad den anden med de fyldte vandtønder uden at komme i vejen for hinanden. Byggeriet af brønden tog 10 år, men tjente sit formål: Paven og Orvietos befolkning kunne nu modstå en belejring uden at dø af tørst.
Bilkørsel i Orvieto er håbløs, så benyt Parking Campo della Fiera i byens vestlige del eller den store parkeringsplads ved jernbanestationen, hvorfra funicolaren, kabelbanen, fører op til den gamle bydel.
Postkortet Todi – hvor man får lyst til at slå sig ned
Ad slyngede veje og over bjerge kører vi fra Orvieto og 35 kilometer mod nordøst til usandsynligt charmerende Todi (se også næstøverste foto), som er en af de umbriske bjergbyer, der ligner et postkort, og hvor man får lyst til at slå sig ned. Her leves livet ligesom for 100 år siden, selvom masseturismen har gjort sit indtog. Todi byder på stejle gader, dejlige kirker, små pittoreske torve og paladser, og rundt om det hele ses som årringe i et træ historiens gang på resterne af tre ringmure: inderst den ældgamle etruskiske, dernæst den romerske og yderst den ”nye” mur fra middelalderen, som vidner om Todis stabilitet og økonomiske betydning for Umbrien.
Piazza del Popolo
Hovedtorvet, Piazza del Popolo, er en af de allerældste middelalderpladser i Umbrien og hele Italien og et af de steder, hvor man sætter sig på en bar og skriver postkort. Overalt ses ghibellinske skydeskår, faste tårne og dekorative vinduer. Det gotiske rådhus, Palazzo del Popolo, er med en udvendig trappe bygget sammen med det dystre 1200-talspalæ Palazzo del Capitano, der nu rummer Todis pinakotek. I pladsens nordlige ende knejser den ufærdige 1100-talsdomkirke med en smuk indgangsportal og et mægtigt trappedarium, som fører op til den hvide og rosa marmorfacade med udskårne døre og en dragende roset. Interiøret byder bl.a. på en dommedagsfresko. I den modsatte ende af pladsen ses Palazzo dei Priori med et trappeformet tårn fra 1300-tallet, og i en lille smøge står Cisterne Romane, en romersk fontæne, der i århundreder forsynede Todi med vand.
Umbriens smukkeste Mariakirke
Til højre for paladset fører Via Mazzini til Piazza Umberto I og San Fortunato-kirken, hvis indgangsportal prydes af Jacopo della Quercias skulpturer af Gabriel og Jomfruen, mens interiøret byder på fresker og den sværmeriske digter Jacopone di Todis grav. Ad Via Mazzinis fortsættelse, Viale della Vittoria, kommer du til den smukkeste Mariakirke i hele Umbrien, den imposante Santa Maria della Consolazione i græsk korsform og med en blytækt kuppel, bygget i 15-1600-tallet efter tegninger af Bramante og tronende i ensomhed på en grønning mellem romermuren og middelaldermuren. Foran kirken skuer man ud over Umbriens dale og bakker og kan øjne Tiberens løb.
Det sydlige Umbrien og Cascate Marmore
Fra Todi fører vejen ned gennem den frodige Tiberdal, men snart over bjerge, nøgne toppe med skifer og grus, med iris og valmuer langs grøftekanterne og stærkt hældende marker, der kun vanskeligt kan pløjes, men først må renses for sten med håndkraft og dernæst hakkes og rives. Hist og her ses landsbyer og borgruiner på klippeknolde.
Kærlighedens Balkon
Og så når vi Umbrien sydspids, hvor vi passerer industribyen Terni og øst herfor finder landsbyen Marmore og det 180 meter høje, kunstige vandfald Cascate delle Marmore, som romerne anlagde i år 271 f.Kr. for at afvande et sumpet, malaria-befængt område. Vandet vælter ud over klipperne og er en af Umbriens største seværdigheder. Når mørket sænker sig, flokkes forelskede på Kærlighedens Balkon lige under vandfaldet og kysser akkompagneret af de brølende, oplyste vandmasser i et af de mest romantiske panoramaer, man kan forestille sig.
Husk nu at se sprudlende Perugia >
Kønne Spoleto
Vi sætter kursen mod nord, til kønne Spoleto, der også har sin helt egen bjergtop. Den gamle bydel begynder på Piazza della Libertà, hvor man finder det kraftigt restaurerede romerske teater (koncerter om sommeren) samt turistkontoret og gennem den delvist overdækkede Via Sant’Agata når til Spoletos arkæologiske museum med etruskiske og romerske artefakter. Hvis du i stedet følger Via Brignone og Via Arco di Druso, passerer du Drususbuen, der blev rejst i år 23 til ære for kejser Tiberius, og når dernæst til Spoletos mest charmerende torv, Piazza del Mercato, hvor der stadig er marked hver formiddag. Både pladsen og sidegaderne er fyldt med gastronomiske specialforretninger med trøfler og vildsvinepølser.
Fortsæt ad Via Palazzo dei Duchi og Via Aurelio Saffi, til du når den forsænkede og uregelmæssige Piazza del Duomo med Spoletos skønne domkirke fra 1198 med en renæssanceporticus, udvendige prædikestole og byzantinsk inspireret mosaik. Interiøret rummer pragtfulde fresker af Pinturicchio og Filippo Lippi, og Lippis eget mausoleum findes i højre tværskib. Billetter til domkirkekomplekset inklusive klokketårnet og det tilhørende museum kan forudbestilles her >
Ponte delle Torri
Syd for domkirken knejser den sekstårnede 1300-tals-paveborg Rocca Albornoziana (foto ovenfor), der indtil 1982 var højsikkerhedsfængsel for ekstremt farlige kriminelle som den venstreorienterede terrorgruppe De Røde Brigader og tyrken Mehmet Ali Agca, som i 1981 forsøgte at myrde pave Johannes Paul 2.
Lige neden for borgen ses Spoletos mest kendte seværdighed: Den 230 meter lange, gotiske bro Ponte delle Torri, der er bygget oven på en romersk akvædukt fra omkring år 200 og kan passeres til fods.
Spoletofestivalen
Tre uger i juni-juli afholder Spoleto Umbriens berømte opera-, teater- og kunstfestival Festival dei due Mondi – eller bare Spoletofestivalen – med internationale og italienske stjernenavne på de små pladser i middelalderbyen. Bestil billetter på www.festivaldispoleto.com eller i turistkontoret på Piazza della Libertà 7 (til de mest profilerede arrangementer er det nødvendigt at bestille allerede om foråret).
Spellos hængende blomsterbede
Fra Spoleto går turen mod nord, gennem småbyer som stakkels Foligno, der har mistet alle sine turister til naboerne Assisi og Todi, og herefter det kønt beliggende Trevi og Montefalco med 1300-talsmure og interessante kirker. Ved hver eneste by i Umbrien tror man, at den næste umuligt kan være dejligere end den forrige, men så ser man Spello.
Den lille perle overses af turisterne, men med sine hængende blomsterbede og buede gyder er Spello billedskøn, især om foråret, hvor hele byen er indsvøbt i blomster. Parker ved Via Sant’Anna, smut gennem byporten Porta Consolare og fortsæt ad den stejle Via Consolare, forbi maleriske, ukalkede huse til Spellos største seværdighed, Santa Maria Maggiore med Pinturicchios fresker i Cappella Baglioni. Herfra fortsætter Spellos hovedgade, Via Cavour, til centrum, Piazza della Repubblica med det gotiske rådhus. Den lille by er hurtigt overset, men absolut et besøg værd. Den 9. weekend efter påske afholdes festen Corpus Domini, hvorunder hovedgaderne smykkes med veritable blomsterhave, ikke mindst lørdag aften inden søndagens optog.
Assisi – Umbriens seværdighed nr. 1
Og så når vi endelig til Umbriens største seværdighed og religiøse centrum, den lille, yndige og velholdte middelalderby Assisi, som den danske digter Johannes Jørgensen gjorde verdenskendt. Allerede på lang afstand, mens man kører gennem Tibersletten, ser man profilen af den lyse by oppe på skråningerne under det kullede Monte Subasio. Her knejser Assisi med blomstrende pelargonier uden for vinduerne, snævre gader i det gamle centrum og bunker af souvenirboder med juks til turisterne.
I disse omgivelser levede Den hellige Frans, der kaldte sig selv "Guds lille fattige", og bortset fra turisterne ser Assisi stadig ud som i hans dage. Hver eneste gade og hver eneste plads i Assisi emmer af Frans, overalt myldrer det med grå munkekutter, og selv protestanter kan ikke undgå at blive grebet af al den indflydelse, ét eneste menneske har haft i århundreder.
Sorgløst driverliv
Frans af Assisi, der umuligt kunne fødes andre steder end her på Umbriens milde slette, kom til verden i 1182 som søn af en rig købmand og tilbragte sin ungdom med sorgløst driverliv uden tanke for andet end fester og fornøjelser med sine venner, mens han drømte om at blive vandrende ridder. I de år udkæmpede Assisi blodige fejder med de rovgriske nabobyer Perugia og Spoleto, og det var disse stridigheder, der vækkede Frans.
Efter en svær sygdom begyndte han at reflektere over sit liv, og i kirken San Damiano syd for Assisi talte korset på væggen til ham: "Du skal genopbygge min faldefærdige kirke". Frans besluttede at skaffe penge til at reparere San Damiano og solgte nogle af faderens varer, hvorefter han blev gjort arveløs. For øjnene af menneskemængden midt på torvet i Assisi tog Frans sit tøj af, kastede det på jorden foran faderen og erklærede, at han fra nu af kun anerkendte sin fader i himmelen. I to år traskede han rundt i Umbrien i en ussel kutte, hvorefter han stiftede Franciskanerordenen, tiggermunkene, som ikke må eje noget som helst unødvendigt.
Afviste nøgen skønhed
Da Frans var på besøg hos Syditaliens kong Frederik 2., bestemte kongen sig for at efterprøve sin gæsts hellighed. Han anbragte en smuk pige i Frans' soveværelse og bad hende forføre helgenen, mens han selv fulgte med gennem et kighul. Men Frans lagde glødende kul på gulvet mellem sig selv og den nøgne skønhed, og Frederik blev så imponeret, at han tilbragte hele natten i intellektuel samtale med den hellige mand.
Den enorme San Francesco
Men nu skal vi se Assisi. Byens centrum er Piazza del Comune, hvorfra både Via San Paolo og Via Portica, som bliver til Via San Francesco, efter 700 meter fører til Assisis stolthed, den enorme og klodsede, men rigt udsmykkede gotiske San Francesco-kirke, som det kun tog 30 år at bygge på det gamle rettersted i Assisis nordvestlige hjørne.
Kirken er delt i tre: overkirke, underkirke og krypt. Først ser man pladsen ved buegangene, der er beregnet som ly for pilgrimmene. Overkirkens store, søjleløse sal er fyldt med spidsbuede vinduer med glasmosaikker og korstole, men det, der fanger øjnene, er Giottos strålende fresker, som viser Frans’ liv og hører til Umbriens og middelalderens største kunstværker. Som ordene i en prædiken får man religiøs kunst, fortælling og forkyndelse i form og farve. Glæde er forenet med middelalderens dybe religiøsitet og barnlige fromhed, og freskerne er så milde og ligefremme, at Frans' ånd må have hvilet over Giotto, mens han malede.
Den nederste, lavloftede kirke er lige så dunkel, som den øverste er lys, og under dens gotiske buer lever en religiøs mystik. Når øjnene vænner sig til halvmørket, ser man Giottos, Lorenzettis og Cimabues fresker, dejlige kulørte ruder og spidsbuede hvælvinger. I midterskibet fører trapper ned til krypten, hvor Frans’ knogler hviler bag skudsikkert glas, og hvor der hver dag er gudstjenester på flere sprog. Desværre svarer kirken slet ikke til Frans' ydmyge ånd. Alt er lagt an på turister og pilgrimme, og kun glimtvis gribes man af stemningen. Selv den smukke klostergård er forsynet med en vulgær souvenirbutik.
Assisis andre seværdigheder
Men Assisi har andre seværdigheder og langt skønnere kirker. Spadser tilbage gennem Via San Francesco og læg mærke til, at de fleste af middelalderhusene står ukalkede og med nøgne sten som symbol på nøjsomhed, men i sollyset får en lød som elfenben og ametyst.
På Piazza del Comune skal man tage sig tid til at nyde den aflange, maleriske plads. Her lå det romerske forum, og butikkerne og fortovsbarerne kan på høflig forespørgsel stadig fremvise romerske ruiner i kældrene. På nordsiden, til højre for Palazzo del Capitano med Torre Comunale, knejser et smukt Minervatempel med ædle, velbevarede korinthiske søjler fra omkring år 1, nu omdannet til Santa Maria sopra Minerva-kirken. Piazza del Comune huser også både turistkontoret og politistationen, og fra pladsens østlige ende når man ad Via San Rufino eller den morsomme trappegade til venstre den værdige romanske domkirke San Rufino. Den smukke facade med søjler og skulpturer er mere interessant end interiøret, der til gengæld rummer de fontæner, hvori Frans blev døbt. Fra Piazza del Comune kan man også smutte gennem husene ad smøgen Via del Arco dei Priori og til Chiesa Nuova, der i 1615 blev rejst på det sted, hvor Frans voksede op.
Men endnu mangler vi den skønneste af Assisis kirker. Fra Piazza del Comune følger vi Corso Mazzini mod sydøst til Santa Chiara, hvis sten nærmest gløder i sollyset. Her hviler den hellige Skt. Clara, der som kun 18-årig blev grebet af Frans’ prædikener og forlod alle livets goder for at følge ham. Herefter stiftede hun den fattige nonneorden Klarisserne som kvindelig pendant til Franciskanerne. I kapellet til højre ses krucifikset, som talte til Frans.
Assisi og Johannes Jørgensen
Den danske digter Johannes Jørgensen boede i Assisi fra 1915 til 2. Verdenskrig og skrev her sin store biografi om den hellige Frans, som åbnede verdens øjne for byen og indledte pilgrims- og turiststrømmen. Værket er den bedste introduktion til Umbrien, og man får langt mere ud af sin rejse, hvis man har læst det forinden. I 1926 blev Johannes Jørgensen udnævnt til æresborger i Assisi, og på hans beskedne bolig i Via Giovanni Jorgensen nr. 8 (svært at finde) hænger stadig en mindetavle.
Oven for Assisi knejser 1300-talsborgen Rocca Maggiore med en strålende udsigt over Umbrien, og syd for byen ses nonneklostret Santuario di San Damiano, der er bygget på det sted, hvor Frans første gang hørte Jesus tale til sig.
Valfartsdage og fester
2. august og 4. oktober er de store valfartsdage, hvor tusinder af pilgrimme rejser til Umbrien og Assisi for at få ”Il Perdono d’Assisi”, syndsforladelsen, som kun virker, hvis man oprigtigt angrer sine udskejelser. I maj afholdes forårsfesten Festa di Calendimaggio med optræden i middelalderdragter, og 3. oktober Festa di San Francesco, Assisis største religiøse fest. Påsken fejres naturligvis med optog.
Parkering i Assisi
Ligesom i Umbriens andre bjergbyer er parkering nærmest umulig i Assisis centrum, men der er flere parkeringsanlæg for enden af Via Guglielmo Marconi neden for San Francesco. På de store valfartsdage kan det dog også her være håbløst.
Charmerende Gubbio
Fra Assisi går turen op i det nordlige Umbrien, til lille, men charmerende Gubbio, der helt omgivet af sin bymur strækker sig langs skråningerne af Monte Ingino. Gubbio er nærmest uforandret siden middelalderen, og når man slentrer mellem de lyserøde, romanske huse, synes tiden ikke at eksistere. Det er meget svært at køre bil i de gamle bydele, så parker for foden af bakken på den store parkeringsplads ved den ovale Piazza Quaranta Martiri, der er opkaldt efter de 40 gidsler, som tyske soldater skød i 1944 som repressalie for italienske partisaners aktiviteter. Pladsen huser også den gotiske San Francesco-kirke med en ottekantet kampanile og 1400-talsfresker.
Piazza Grande
Herfra er der en kort, men stejl spadseretur op ad Via della Repubblica til det historiske centrum, Piazza Grande (Piazza della Signoria), hvor Gubbios vigtigste seværdigheder hæver sig som en balkon over byen. I den ene side af pladsen troner 1300-talspalæet Palazzo dei Consoli, hvis krenelerede murværk og tårn kan ses fra hele Gubbio. Paladset rummer i dag Museo Civico, hvor man finder De Eugubinske Tavler (opkaldt efter Gubbios latinske navn, Iguvium), som med deres religiøse inskriptioner fra oldtiden er hovedkilden til vores viden om umbrernes sprog. På den modsatte side står Gubbios rådhus, Palazzo del Podestà (Palazzo Pretorio). Hvis man spørger pænt, kan man få lov at se den smukke bygning indvendig.
Fontænen, der gør turister sindssyge
Fra Piazza Grande myldrer vi mod nordvest ad Via dei Consoli og møder snart Palazzo del Bargello, Gubbios gamle fængsel og politistation, og Fontana dei Pazzi, De Gales Fontæne. Efter tre ture rundt om fontænen bliver man ifølge legenden sindssyg, hvilket bevises af turisternes opførsel.
Men for øvrigt er det en fornøjelse at slentre omkring i Gubbios snævre gader. Fra Via Consoli fører flere trappegader op til den mest særprægede, Via dei Galeotti, der på lange stræk er dækket af huse, som er bygget hen over gyden. Den lyserøde 1200-talsdomkirke med fresker af Pinturicchio knejser i den snævre trappegade Via Sant’Ubaldo, og lige over for står det dystre Palazzo Ducale, der blev bygget af Montefeltro-familien som en miniversion af slottet i Urbino og gemmer på en yndefuld slotsgård med buegange og søjler.
I åbent fuglebur over jorden
Nord for Gubbio skal man se Basilica di Sant’Ubaldo, en elskelig kirke med resterne af byens skytsengel. Men turen derop er halsbrækkende: I Via San Gerolamo nupper du svævebanen Funivia Colle Eletto, hvor du i en slags åbent fuglebur hejses højt op over byen, mens du rystende af rædsel nyder udsigten over Umbrien. Du kan også bare blive nede i sikkerhed og se Museo della Ceramica i Via Dante 24 (lige ved siden af svævebanen) med keramik fra oldtiden, middelalderen og renæssancen samt en samling armbrøster.
Oplevelser og festivaler
Umbrien byder på bunker af oplevelser og festivaler – også mange flere end dem, der er nævnt ovenfor.
I Perugia afholdes i oktober chokoladefestival og i juli Umbria Jazz – se Perugia >
Sidste søndag i juli afholder Passignano sul Trasimeno den morsomme Sagra del Pesce, hvorunder friske fisk fra søen steges på en enorm stegepande under åben himmel. Derudover byder Trasimenersøen på badning, surfing, sejlture, vandcykling, lystfiskeri og golf – samt en vinrute, som kan findes på www.montitrasimeno.umbria.it.
Fester og festivaler i Umbrien
- 20.-21. marts: Festa di San Benedetto (middelalderfest i Norcia)
- Påsken: Oenologico (vinfest i Montefalco)
- 30. april: Cantamaggio (forårsfest i Terni)
- Maj: Festa di Calendimaggio (forårsfest i Assisi)
- Maj-juni (9. weekend efter påske): Infiorata (blomsterfest i Spello)
- Pinsen: Palombella-festen i Orvieto
- 15. maj: Corso dei Ceri (middelaldervæddeløb i Gubbio)
- Maj (sidste søndag): Palio della Balestra (armbrøstskydning i Gubbio)
- Juni-juli: Festical dei due Mondi i Spoleto
- Juli (midt): Umbria Jazz i Perugia
- Juli (sidste søndag): Sagra del Pesce (fiskefestival i Passignano sul Trasimeno)
- Juli (slut): Spettacoli classici (teaterfestival i Gubbios romerske teater)
- Juli-august: Festa Musica pro Mundo Uno (klassiske koncerter i Assisi)
- 2. august + 4. oktober: Valfartsdage i Assisi
- 11. august: Festa di San Rufino (middelalderfest i Assisi)
- August (midt): Palio dei Terzieri (middelalderfest i Città della Pieve)
- September: Todi-festival med klassiske koncerter og balletter
- September (2. + 3. søndag): Giostra della Quintana (1600-talsfest i Foligno)
- September-oktober: Mostra Mercato (keramikudstilling mm. i Todi)
- September-oktober: Orvieto con Gusto (mad- og vinfestival i Orvieto)
- 3. oktober: Festa di San Francesco i Assisi
- Oktober (1. søndag): Palio dei Terzieri (middelalderfest i Trevi)
I den lille by Città della Pieve syd for Trasimenersøen afholdes hvert år middelalderfesten Palio dei Terzieri med parader og konkurrencer i bueskydning iført middelalderdragter.
I pinsen har Orvieto siden 1404 afholdt Palombella-festen, der minder om Firenzes Scoppio del Carro: Den ”smukke due” flyver fra domkirken ud på pladsen og antænder et vældigt fyrværkeri. I september-oktober er det tid til mad- og vinfestivalen Orvieto con Gusto, og i januar-februar danner Teatro Mancinelli i Corso Cavour 122 ramme om Umbria Jazz-festivalen. Sommeren byder på koncerter og balletter. Få program på turistkontoret, Piazza Duomo 24.
Orvieto byder også på guidede ture i byens undergrund med tunneler og huler, hvor man hentede sten til husene ovenover. Se mere her >
I september afholdes Todi Festival med en blanding af klassiske koncerter, ballet og teater. Info hos turistkontoret på Piazza del Popolo.
2. søndag i september afholder Foligno sin farverige ringridningsturnering Gioco della Quintana i 1600-talsdragter.
15. maj afholder Gubbio middelaldervæddeløbet Corso dei Ceri, hvor byens laug i middelalderdragter løber om kap op til Sant’Ubaldo med 4 meter høje træskulpturer på skuldrene. Sidste søndag i maj danner Piazza Grande ramme om middelalderfesten Palio della Balestra med konkurrencer i bue- og armbrøstskydning, og hele sommeren afholdes koncerter i de overgroede, men velbevarede rester af det romerske teater et par hundrede meter sydvest for Piazza Quaranta Martiri. Spørg i turistkontoret, Via della Repubblica 2.
40 kilometer øst for Spoleto finder man trøffelbyen Norcia og det smukke Monte Sibillini-område, der er ideelt til vandreture, rafting, hanggliding osv. I februar-marts afholdes trøffelfestivalen Mostra Mercato del Tartufo Nero.
Vandre- eller cykelferie i Umbrien
Umbrien er faktisk som skabt til vandre- og cykelferier, hvor man både oplever flere af de betagende byer og er helt tæt på naturen – se f.eks. hos Ruby Rejser >
Turen går til Umbrien
- Italienske navn: Umbria
- Beliggenhed: Mellemitalien
- Hovedstad: Perugia >
- Klima: subtropisk
- Areal: Umbrien omfatter 8.456 km²
- Indbyggere: 910.000
- Største byer m/indbyggertal: Perugia 162.000, Terni 109.000, Foligno 58.000, Città di Castello 40.000, Spoleto 38.000
- Afstande i kilometer: Rom 173, Firenze 113, Hamburg 1545, København 1862
- Lufthavn: Perugia >
- Dansk konsul: Mette Bak Lyndrup Bigi, Piazza Rio de Janeiro 3, Rom, tlf. +39 06 9763 9810, e-mail romamb@um.dk
- Hospitaler: Monteluce Hospital, Via Bonacci Brunamonti 51, Perugia; Ospedale San Mateo, Via Madonna di Loreto, Spoleto; Ospedale di Assisi, Via Fuori Porta Nuova, Assisi
Rafting og canyoning
Ved Cascate delle Marmore er der faciliteter til rafting og canyoning på den brusende Neraflod mellem tæt vegetation som i en jungle. Turen kræver, at man kan svømme. Børn kan prøve det mere fredelige Easy Rafting. I det østlige Umbrien byder Corno-floden på familievenlig rafting gennem betagende klippekløfter. Se mere på www.raftingmarmore.com.
Umbriens gastronomi
Det umbriske køkken er ikke specielt opsigtsvækkende. Men ved Spoleto gror de eftertragtede sorte trøfler, som de gamle romere elskede, og som eksporteres til hele verden. Andre specialiteter er den helstegte pattegris, porchetta, det møre og lyse umbriske kalvekød Mongana, oste, pølser og vildsvineskinker samt chokolade fra Perugia.
Vin er til gengæld en af Umbriens største eksportartikler – ikke mindst hvidvinene fra Orvieto, der anerkendes som nogle af verdens allerbedste. En tør Orvieto er excellent til Mazzafegati, krydrede leverpølser. Men Umbrien producerer også gode rødvine som Montefalco Sagrantino og Torgiano Rosso Riserva.
Vejret og klimaet i Umbrien
Vejret og klimaet i Umbrien er venligt ud over alle grænser med tidlige forår og sene efterår. Allerede i marts kan temperaturerne nå over 20 grader, og april og maj byder normalt på 25. I juni, juli og august kan man opleve meget varmt vejr med dagtemperaturer på 35 grader, afløst af køligere, svalende sommernætter. Den tørreste måned er juli.
En af de bedste rejsemåneder er september, hvor vejret hverken er for varmt eller koldt vejr. Både turiststrømmen og den værste sommerhede er aftaget, men dagtemperaturen er stadig over 25, og sommeren slutter først i oktober. November er den vådeste måned, og eftersom Umbrien ligger midt inde i Italien, kan vintermorgenerne være kolde. Men man vågner næsten altid til en strålende blå himmel over det grønne landskab.
Umbriens historie
Umbrien er opkaldt efter de første kendte indbyggere, umbrerne, men allerede i det 6. og 5. århundrede f.Kr. blev det meste af området erobret af etruskerne, som trængte de oprindelige beboere op i bjergene. I år 298 f.Kr. sluttede umbrerne sig sammen med samnitterne og etruskerne i en fælles krig mod Rom, den 3. Samnitterkrig. Krigen endte med Roms fuldstændige sejr i Slaget ved Sentinum, og derefter blev Umbrien først indlemmet i romernes organisation af forbundsfæller og senere en del af Romerriget. I middelalderen blev Umbrien besat af invaderende hære – byzantinere, langobarder og østgoter – og den østlige del blev til hertugdømmet Spoleto. De umbriske byer var jævnligt i krig med hinanden, bl.a. fordi de ikke altid var på samme side i striden mellem den tysk-romerske kejser og paven. I 1377 indlemmedes Umbrien i Kirkestaten, hvilket førte til århundreders relativ stabilitet, indtil regionen i 1861 indgik i den nye italienske stat.