De bedste strande i Italien
Med knap 8.000 km kystlinje byder Italien på nogle af Europas bedste strande – uanset om man foretrækker små, intime laguner eller kilometerlange kæmpestrande med sportsaktiviteter og strandliv. Vestkysten er med utallige vige mellem klipper og flere øgrupper den mest varierede, mens østkysten mod Adriaterhavet er den mest børnevenlige med lavvandede sandstrande. Hertil kommer strandene på de store Middelhavsøer, hvor man kan finde begge typer. I dag er italienerne heldigvis blevet mere forsigtige med at spolere deres strande med nye betonbyggerier og vindmølleparker, og mange kyster er fredet, så skandalerne fra 1960’erne og 1970’erne ikke gentages. Hist og her kan man endda stadig finde strande, som på grund af deres utilgængelighed er næsten uberørte. Følg med på en tur halvøen rundt:
Det liguriske Havs perler
Helt oppe ved grænsen til Frankrig begynder rivieraen med de legendariske badebyer San Remo, Bordighera og lille yndige Laigueglia, der alle har lange sandstrande. San Remo var i 1950'erne den mest velbesøgte badeby i hele Italien og har stadig bevaret sin palmekransede havnepromenade, sine klassiske hoteller og en atmosfære fra dengang, verden endnu elskede elegance.
Se de dejligste badedestinationer i Støvlelandet >
Øst for San Remo glitrer Alássio, Finale Ligure og Loano, og på den anden side af Genova, mellem Camoglis familievenlige strand og det eksklusive Portofino, lokker lille magiske San Fruttuoso, hvis smukke strand er gemt væk i en hemmelighedsfuld lagune. I den lune Golfo di Tigullio ligger berømte Rapallo, skærmet mod nord af olivenklædte bjergsider, med en flot promenade og en lille badestrand. Herefter kommer Chiavari med en af rivieraens bedste strande; så Sestri Levantes bystrand, og dernæst begynder nationalparken Cinque Terre med sine maleriske fiskerflækker mellem dramatiske klippepartier. Her er næsten ingen reelle strande, men mange steder kan man springe i vandet direkte fra klipperne.
Det tyrrhenske Hav
Rivieraen fortsætter ned langs Toscanas kyst, hvor man finder brede strande ved Marina di Massa, familievenlige Lido di Camaiore og længst mod nord jetsettets favoritter, Forte dei Marmi og Viareggio. I Viareggio er den lange, velplejede sandstrand bred nok til tusindvis af badegæster, og om aftenen slentrer man mellem strandpromenadens art deco-hoteller. Viareggio er den klassiske italienske badedestination, hvor familier kommer i generationer, bor på de samme hoteller og spiser i de samme elegante fiskerestauranter. Længere sydpå er der mindre hektiske destinationer som Castiglioncello og Marina di Grosseto med små bugter og god plads på strandene. Ud for kysten, på Napoleons blomsterduftende ø Elba, er der gode strande ved Zanca-Sant'Andrea, Fetovaia og Marina di Campo samt ved badebyer som Marciana Marina og Porto Azzurro.
Fint, gyldent sand
Syd for Toscana ligger hovedstadsregionen Lazio og den berømte, men overrendte badestrand Lido di Ostia med groft vulkansand, hvor man næsten ikke kan se vandet for parasoller. Smut hellere sydpå, hvor det vrimler med mere børnevenlige strande med fint, gyldent sand. Det palmesmykkede Anzio og nabobyen Nettuno er i dag ét stort badested, mens Terracina og lille, mondæne Sperlonga er vokset sammen til et turistresort med seafood-restauranter og gode sandstrande.
Dernæst når man til Campania med nogle af Italiens kendteste feriesteder og et væld af strande og små laguner. På sydsiden af Sorrentohalvøen lokker den billedskønne Amalfikyst med hyggelige småbyer og svimlende havudsigter. Der er større eller mindre strande ved både Amalfi, Atrani, Maiori og Minori samt vidunderlige Positano. Ud for Napolibugten byder solskinsøen Ischia på lange, pragtfulde strande med mineralske kilder.
Helt nede på Italiens tå, i Calabrien, er der dejlige strande ved Tropea, Bovalino, Bova Marina, og Santa Caterina. Mange steder er strandene ødelagt af betonbyggerier, men undtagelsen er det stilfulde Tropea. Tropeas gamle bydel er fuld af trattoriaer og fine butikker, og den lange sandstrand er meget familievenlig.
Se de 10 dejligste rejsemål i Støvlelandet >
De store middelhavsøer
Ude i Middelhavet troner den store ø Sardinien, der med sine kridhvide sandstrande med klart vand og pragtfuldt vejr er et paradis for sol- og vandelskere. I nordvest ligger kønne Alghero med de børnevenlige Spiaggia di San Giovanni og Spiaggia di Maria Pia. Længere nordpå er der gode og rene sandstrande ved Spiaggia delle Bombarde og Spiaggia del Lazzaretto, og på Sardiniens yderste nordspids lokker det lille paradis Stintino med øens berømteste strand, den kridhvide La Pelosa, der desværre er helt overrendt fra maj til september. Dernæst kommer det uspolerede Santa Teresa di Gallura, hvorfra man kan sejle til La Maddalena-øgruppen med snesevis af små, ugenerte strande.
Bedårende små vige
På østkysten følger det mondæne og dyre Costa Smeralda, som man roligt kan springe over, men syd herfor findes den ene uimodståelige strand efter den anden: den tre kilometer lange La Cinta; den skønne kyststrækning til Orosei med strande som Spiaggia di Berchida og det vidunderligt beliggende Cala Gonone; Cala Luna og de bedårende små vige Cala Mariolu og Cala Goloritze; samt Bari Sardo med hele tre pittoreske strande. På sydkysten ved Cagliari ligger de store Spiaggia del Poetto samt Santa Margherita di Pula, der er gemt bag dejlige pinjeskove. Helt nede på sydspidsen glimter den romantiske Spiaggia di Tuerredda i en idyllisk bugt. På vestkysten er der lavvandede strande ved Cala Domestica ud for Iglesias, og nord herfor begynder Costa Verde med nogle af øens smukkeste strande som de gyldne Spiaggia di Scivu og klitomkransede Spiaggia di Piscinas. Efter Oristano kommer den lange Spiaggia di Is Arutas, og herfra er der 100 kilometer til det henrivende Bosa, hvis strand er kåret som den reneste i hele Italien. Se meget mere om Sardinien >
Også Sicilien er fuld af pragtfulde strande. På nordkysten er der overrendte bystrande i Cefalù og Palermo, men de bedste og kønneste findes ved idylliske Castellammare del Golfo. Vest herfor ligger naturreservatet Lo Zingaros yndige, turkisblå laguner med stenstrande, klart badevand, sæler og ørne. På sydkysten har det hyggelige Marinella lige ud til Middelhavet perfekte forhold til vandski og windsurfing, og i sydøst lokker Gelas kridhvide strand og lange, dejlige strandpromenade.
Italiens korteste shorts
Syd for Ragusa glitrer de brede og uberørte sandstrande Donnalucata, Sampieri, Scoglitti og Marina di Ragusa. Men Siciliens bedste strand er måske Spiaggia di Cala Mosche på østkysten. Cala Mosche er dog kun 200 meter lang, så det kan være svært at finde plads. På den nordlige østkyst, neden for Taormina, ligger badestederne Lido Spisone, Giardini Naxos og Mazzarò, hvor tjenerne på strandrestauranterne serverer i Italiens korteste shorts. Syd for Sicilien finder man det lille paradis Lampedusa med Spiaggia dei Conigli, der er blevet kåret til verdens bedste strand og kun kan nås med båd. Se meget mere om Sicilien >
Strandene ved Adriaterhavskysten
Efter at have passeret Det joniske Hav når vi til Apulien, hvis kyst nærmest er én lang, flad sandstrand. Apuliens mest blå vand findes ved den 2200 år gamle badeby Gallipoli og nord herfor en af Italiens bedste strande, Marina di Lizzano med lavt, krystalklart vand. På Salentohalvøens sydligste punkt, Santa Maria di Leuca, begynder Adriaterhavskysten, der med sine uendelige hvide strande er børnefamiliernes himmerige. På østsiden af halvøen ligger det smukke Otranto med uventede seværdigheder og den paradisiske strand Baia dei Turchi.
Overalt gemmer sig snehvide fiskerbyer som Mola di Bari, Polignano a Mare og Monopoli og små vige, hvor vandet er helt gennemsigtigt, og hele den kønne kystvej byder på udsigter, der næsten kan måle sig med Amalfikysten. Efter det pæne Barletta kommer Garganohalvøen, hvor badebyerne slænger sig: Baia di Campi, Pugnochiuso, Mattinata, Foce di Varano, Rodi Garganico og lille, maleriske Peschici. På en pynt i øst ligger det ikke endnu helt ødelagte Vieste med fine strande og hyggelige trattoriaer.
Kilometerlange, børnevenlige sandstrande
Efter Abruzzos berømte Marina di Vasto med et mylder af hoteller og restauranter kommer Marche-regionen med den ene lille badeby efter den anden: Pittoreske Sirolo, der byder på nogle af Italiens allerbedste badestrande og ofte er værtsby for Miss Italia-konkurrencerne, populære Senigallia og eksotiske San Benedetto del Tronto med familievenlige sandstrande – for bare at nævne de mest kendte. Men dermed er vi nået til Emilia-Romagnas Adriaterhavskyst og det område i Italien, hvor masseturismen og griskheden har sat sit værste præg. Her finder man klassiske strande med fint, hvidt sand, der er helt spoleret af moderne baderesorts med enorme betonhoteller.
Den mest kendte er ved badebyen Rimini, som har været verdensberømt siden 1960’erne, og hvor turisterne om sommeren ligger tæt. Strandene ejes af hotellerne, der forlanger formuer for obligatorisk leje af parasoller og liggestole. Heldigvis byder Rimini også på en hyggelig gammel bydel. Det samme mønster ses på Venetos små, muntre badedestinationer Bibione og Lido di Jesolo, der ganske vist har lavvandede og meget børnevenlige sandstrande, men er kunstige ferieresorts med moderne skrammelbyggerier flankeret af strandpromenader med restauranter og diskoteker. Det mere rolige og familievenlige Caorle er derimod en rigtig by med en pittoresk havn, omgivet af fine og flade strande, der er velegnede selv til småbørn.
Bunden af Adriaterhavet
Længst inde i bunden af Adriaterhavet, i regionen Friuli-Venezia Giulia, ligger lille, solbagte Grado med en labyrintisk middelalderbydel og smukke badestrande, der om sommeren er fulde af liv. Men de bedste strande findes på halvøen Lignano, hvor sandet er fint og gyldent og med pinjeskove som grønt bagtæppe. Også Lignano er dog en kunstigt anlagt destination med tre resorts: Det livlige Sabbiadoro og de familievenlige Pineta og Riviera, som også byder på både golfbane, vandlande og sågar en zoologisk have.