• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Pompeji – italiensrejsens sublime klimaks

Firetyvende august år 79 e.Kr.: I den rige og elegante romerske by Pompeji, 23 kilometer sydøst for Napoli, går livet sin vante gang. Husmødre er på indkøb, på torvet står mændene og sludrer, og slaverne passer deres dont. Kun 16 år før, i år 63, var størstedelen af Pompeji blevet ødelagt af et massivt jordskælv, men genopbygningen kom hurtigt i gang, og på kort tid forandredes byen fuldkommen. Pompeji blomstrede som aldrig før, og indbyggerne nød livet lykkeligt uvidende om, at en ny katastrofe truede. I hele Romerriget herskede Pax Romana, og med tre teatre, over 100 værtshuse og mindst 20 bordeller var Pompeji en by, der forstod at more sig.

Ragnarok bryder løs

Men denne varme sommerdag, ca. kl. 12, afløses idyllen af ragnarok: Efter at have ligget stille i århundreder vågner den nærliggende vulkan Vesuv, og med et frygteligt brag slynges stenblokke, glødende aske, slam og lapilli (pimpsten) ud over de frodige marker og begraver både Pompeji og nabobyerne Herculaneum og Stabiæ. Flammer slår ud af Vesuvs sider, lyn flænger den sorte himmel, og en orkan fejer ind over Napolibugten. Samtidig åbner jorden sig i mægtige revner, og en over 100 grader varm, giftig gassky strømmer ud og kvæler dem, der ikke dræbes af den grufulde stenregn. Nogle flygter rædselsslagne ned til stranden, idet de binder puder på hovedet og holder tørklæder mod næse og mund for at beskytte sig. Men mange spilder tid på at forsøge at redde jordiske skatte som guldsmykker og penge, og i alt omkommer formentlig omkring 2.000 mænd, kvinder og børn. Hele sceneriet er beskrevet af et øjenvidne, Plinius den Yngre, der befandt sig på en galej ude i bugten.

Ligger, hvor de faldt

På få dage dækkes Pompeji helt under et fem-seks meter tykt lag sten, slagger og senere også lava. Hermed er der dannet en skal uden om både mennesker og dyr, og vi har derfor et levende billede af tilværelsen i ulykkesøjeblikket: En hund, en slave, en hel familie ligger, præcis som de faldt, da asken dalede ned over dem. I disse gader, som engang var fulde af aktivitet, står bagerens brød uskadte, men forstenede; i en taverna mangler kun vinen, mens amforaerne med de to ører er der endnu, og i villaerne ses vægmalerier så friske, som var de malede i går, ofte med stærkt erotiske motiver.

Mageløs seværdighed

I ruinernes revner gror kamilleblomster, og når solen varmer, er luften duftfyldt og krydret. Grønne firben smutter over de brune sten, sætter sig på en stump marmorsøjle og forsvinder igen, når turister nærmer sig. Vesuv, der nu siden 1944 har ligget livløs hen uden røg fra sin 1200 meter høje, blålige kegle, dominerer fuldstændig landskabet som en uvejrssky bag byen. Skråningerne er frugtbare, og alt, hvad der kan gro, skyder op fra den vulkanske jord i Pompejis omegn og bliver til nogle af Italiens mest udsøgte frugter og grøntsager. I disse omgivelser er der skabt Europas mest overbevisende arkæologiske udgravning og en mageløs seværdighed. Hvert år gæster over 2,5 millioner turister de spøgelsesagtige rester af det, der engang var et myldrende handelscentrum, og for mange er besøget italiensrejsens højdepunkt. Som Goethe skriver: "Der er sket megen ulykke i verden, men kun liden, der har skaffet eftertiden så megen fornøjelse". Appellen går dog langt ud over turisme: Fra et arkæologisk synspunkt er Pompeji simpelthen uvurderlig.

Det er fornuftigt på forhånd at booke prioriterede adgangsbilletter, der eventuelt kan kombineres med besøg på Vesuv osv. Se de mange kombinationsmuligheder her >

Pompeji før katastrofen

Pompeji grundlagdes i det 8. århundrede f.Kr. af det italiske folkefærd oskerne, men 200 år senere blev byen græsk, hvilket mange steder stadig ses i byggestilen. I det 5. århundrede erobredes Pompeji af en anden italisk stamme, nemlig samnitterne, men blev i 89 f.Kr. indlemmet i Romerriget. Med sin gode placering ved Sarnofloden og udmærkede havn udviklede Pompeji sig hurtigt til en vigtig handels- og industriby, der foruden vin især ekporterede fiskesauce produceret af pulveriserede ansjoser og sardiner. Pompejanerne var gennemgående velhavende, og den overbefolkede by rummede vel 20-25.000 indbyggere, da den ramtes af verdenshistoriens kendteste vulkanudbrud.

Vinranker bredte sig over ruinerne

Efter katastrofen vendte mange indbyggere tilbage for at redde nogle af deres ejendele og lede efter deres omkomne familier. Man gravede sig ned til husene og brød hul på væggene mellem rummene, men ofte styrtede mure sammen, og efterhånden opgav man; Pompeji blev glemt, og græs og vinranker bredte sig over ruinerne. Først i 1748 under Napolis kong Karl 7., der var levende optaget af oldtiden, begyndte man at søge efter kostbarheder, men på en planløs måde: Man gravede, til man stødte på noget værdifuldt, og dækkede dernæst hullet til igen. Arbejderne, der ofte var tugthusfanger, stjal desuden hyppigt de fundne genstande.

Udgravninger sættes i system

Først da arkæologen Giuseppe Fiorelli i 1860 overtog ledelsen, kom der plan i arbejdet: Pompeji blev organiseret i regioner, kvartaler og et vejnet med husnumre og navne, og herunder opdagede Fiorelli nogle hulrum, som indeholdt skeletdele. Ved at gyde gips ned i hullet og lade det stivne fik man de menneskelige skikkelser i nøjagtig den stilling, som de havde indtaget, da døden indtrådte. Legemet er blevet til støv, men formen er bevaret. Fiorellis efterfølger, professor Amadeo Maiuri, besluttede, at alle fund fremover skulle blive på stedet og dermed give den besøgende et livagtigt indtryk af den grufulde ulykke. Selvom arkæologerne stadig arbejder, er det meste af Pompeji i dag frilagt.

Ind i ruinbyen

Men vi må ind i ruinbyen. Det er hensigtsmæssigt at benytte indgangen gennem den mest imponerende af de otte byporte, Porta Marina lige ved jernbanestationen og motorvejsafkørslen (se nederst). Til højre ligger det lille museum Antiquarium, som du endelig bør se først, så du får den bedste introduktion til vandringen på de mere end 2.000 år gamle brosten.

De små udstillede genstande, som omfatter alle dagliglivets fornødenheder, taler deres eget sprog: gryder og dørslag, olielamper, fyrfade og fåresakse, forkullede kastanjer og oliven samt store, runde brød fra bagerens ovn i nøjagtigt samme form som i dag. I andre montrer udstilles terninger, fiskekroge, amforaer, tandlægeinstrumenter som spejle og tænger samt kvindernes guldsmykker, nåle, kniplepinde, bronzespejle, parfumeflasker, pudderskåle og små glasbeholdere til opsamling af tårer. Men mest gribende er gibsafstøbningerne af mennesker og dyr, der omkom i rædselsstunden. I en montre ses afstøbningen af en 14-årig pige, og i et hjørne sidder en mand sammenkrøbet og søger at værge sig mod døden. En anden montre rummer en vagthund, som man havde glemt at løse, og som med alle fire ben strakt i vejret blev kvalt i sin snor, efterhånden som aske og lapilli regnede ned og hævede den højere og højere op.

Basilikaen, Pompejis vigtigste offentlige bygning

Fra museet træder vi ud på Via Marina, som engang førte helt ned til Middelhavet. Til højre ses ruinerne af Venustemplet, der var et af Pompejis mest overdådige, og overfor ligger Romulus’ og Remus’ Hus til ære for Roms grundlæggere. Herefter følger Basilikaen fra det 2. århundrede f.Kr., som var kombineret børs og handelsret; en ærværdig, toetagers bygning på ca. 24 gange 64 meter delt af to høje kolonnader med resterne af 28 korinthiske søjler. Det ene hjørne af ydermuren står stadig og er fyldt med inskriptioner. En af dem lyder: ”Oh mur, jeg er forbløffet over, at du ikke bryder sammen under vægten af alle disse skriverier”.

Vadede rundt i togaer

Ad hovedindgangen, som vendte mod Forum, trådte man ind i en bred og lys sal, der fungerede som spadsereplads for indbyggerne, og det alterlignende podium ved endevæggen var dommernes tribune. Foran ses en forhøjning, der måske har været soklen til en rytterstatue af kejser Augustus. I denne højtidelige stemning stod grupper af velstående pompejanere og talte forretninger eller vandrede omkring i et adstadigt tempo. Større hast kunne de ikke tillade sig, fordi deres udgangstøj bestod af en toga: Et stort, hvidt klædningsstykke, der var slynget omkring kroppen og over den ene skulder i kunstfærdige folder, som let kom i uorden.

Mellem mændene slentrede damerne i smågrupper med deres veninder eller døtre, iklædt lange, fine kjoler i lyse farvetoner, med et sjal over hoved og skuldre, en hjerteformet vifte i hånden og på fødderne tåsandaler. Bagved kom en slavinde med solskærmen, og hvad fruen ellers kunne have brug for på spadsereturen. På bestemte tidspunkter indtog øvrigheden sit sæde på tribunen, så borgere, der havde noget at klage over, kunne indfinde sig. Hele byens befolkning skulle kunne overvære retsforhandlingerne, og Basilikaen var derfor Pompejis vigtigste offentlige bygning.

Apollontemplet

Over for Basilikaen ligger Apollontemplet, der er Pompejis ældste og mest betydningsfulde religiøse anlæg. Søjlegangen, hvis 48 joniske piller man stadig ser en del af, løb hele vejen rundt, og på bagvæggen var malet scener fra Iliaden. Foran søjlerne står på højre side en statue af Apollon og overfor en buste af Diana; begge er i færd med at afskyde pile som i en guddommelig duel. De er dog kopier; bronzeoriginalerne er flyttet til Museo Nazionale i Napoli. Selve templet er italisk med en imposant trappe op til helligdommen, som flankeres af 28 korinthiske søjler (to af dem står endnu i komplet stand).

Forum, Pompejis hjerte

Via Marina udmunder i Pompejis hjerte, det engang så prægtige torv Forum, der var centrum for byens politiske og økonomiske liv. På denne 38 gange 157 meter store plads, som er omgivet af en dårligt bevaret dobbelt søjlerække samt templer, der hæver sig på etagehøje fundamenter og tegner deres piller mod den klare blå himmel, mødtes befolkningen hver dag for at handle, sludre og deltage i religiøse ceremonier og politiske møder.

Menneskestrøm flygtede mod havet

Brolægningen består af mægtige marmorblokke, og ved alle indgange forhindrer støtter midt i gaden vogne i at køre ind. Pladsen var udsmykket med billedhuggerværker, og på de kæmpestore piedestaler i den sydlige ende stod statuer af kejseren og byens betydeligste mænd. Langs de andre sider skjulte dybe søjlegange bygningerne bagved og gjorde Forum til en slags gård. Mellem søjlerne havde sandalmagere, isenkræmmere og andre småhandlende opslået deres borde; et sted holdt en skolemester til med sine elever, og ind imellem færdedes byens borgere, så på varerne og talte med venner og bekendte. Alt er meget livagtigt fremstillet på et maleri i en af Pompejis privatboliger. Men da katastrofen indtraf, blev mylderet til kaos: En strøm af mennesker skyllede hen over pladsen for at komme ned til havet, og arbejderne, som var ved at renovere bygningerne efter jordskælvet i år 63, flygtede over hals og hoved.

Jupitertemplet, Pompejis Capitol

Desværre er Forum et af de steder, hvor ødelæggelsen har været værst, og da udgravningerne begyndte her, har ruinerne været udsat for både vejrlig og tyverier i over 200 år. Men lad os se på pladsens bygninger. Én af dem dominerer: Pompejis Capitol, Jupitertemplet, der blev opført omkring år 150 f.Kr. og står isoleret på en tre meter høj sokkel midt for Forums nordlige ende. En trappe, slidt af mange fødder og engang flankeret af rytterstatuer, fører op til den vigtigste helligdom. Fortemplet (pronaos) er hele fem søjler dybt, mens det bagvedliggende cella, som kun præsterne måtte betræde, indeholdt nicher til statuer af de tre hovedguder, Jupiter, Juno og Minerva. Når man står midt på torvet og skuer mod templet, der er placeret mellem to triumfbuer, Drususbuen (også kaldet Germanicusbuen) til venstre og længere tilbage Nerobuen til højre, får man et af de smukkeste panoramaer af Pompeji med Vesuv som en effektfuld baggrund (foto ovenfor).

Til venstre for Jupitertemplet ses resterne af de offentlige latriner og dernæst en bygning, der sandsynligvis har været salgshal for korn og grøntsager (Horreum), men nu rummer talrige amforaer, terrakottafragmenter og andre fund. Herefter følger Apollontemplet, og i en niche i muren findes en vægttavle til kontrol af mål og vægt. Ud for templet ses det store Suggestum, et podium, hvorfra talere henvendte sig til folket.

Oldtidens supermarked

Pladsens østre side er imidlertid den mest interessante. Bag en buegang, hvor vekselererne havde deres boder, lå det store Macellum, der blev bygget i kejsertiden og var oldtidens supermarked; et overdækket viktualietorv med kød, fisk og grøntsager. I midten ses en rotunde omgivet af søjler og med en fiskedam, og her stod statuer af kejser Augustus’ børn Octavia og Marcellus (nu på museet i Napoli). Næste bygning er Sacrario dei Lari Pubblici (”De vejledende Guders Bygning”), som blev opført efter år 63, og hvor man under højtidelige ceremonier dyrkede de guder, som beskyttede byen, med henblik på forsoning oven på jordskælvet. Meget apropos kommer herefter Vespasians Tempel, der blev ødelagt i 63 og endnu ikke var genopbygget, da Vesuv eksploderede. På et alter med relieffer fremstilles en interessant scene med en tyr, der ofres foran templet.

Endelig følger Edificio di Eumachia, en markedshal for klædevarer, der rejstes af præstinden Eumachia, som var protektrice for uldvæverne. Kun indgangen er tilbage af den overdådige facade, men giver en idé om bygningens tidligere kunstneriske rigdom: Døråbningen omgives af en aldeles vidunderlig og velbevaret marmorkarm med yndefuld ornamentering (betragt rigtigt alle de små dyr, fugle og insekter, der smutter rundt i acanthusløvet). Indenfor ses en pragtfuld gård, hvor handelen med tøj og manufaktur fandt sted. Til højre for Eumachias hus udgår Pompejis hovedgade, Via dell’Abbondanza, og for enden af torvet (modsat Jupitertemplet) står tre bygninger, der husede Curia (byrådet) og Aediles (en slags teknisk forvaltning) samt de to politimestre. Her findes også Comitium, hvor valgene afholdtes.

Husk også at se Nationalmuseet i Napoli >

Pompejis morsomme detaljer

Fra Forum går vi mod nord til højre for Jupitertemplet og passerer under Nerobuen. På det første gadehjørne, i Via degli Augustali, ses et skilt med to mænd, der bærer en amfora mellem sig, og som måske viste, at gaden var ensrettet og kun måtte trafikeres i samme retning som mændene. Overalt i Pompeji findes den slags morsomme detaljer. I kantstenene er der ofte boret huller, hvor man bandt hestene, og ligesom i vore dages italienske byer havde butikkerne skodder, der blev trukket ned ved lukketid; rillerne, de gled ned i, ses i hele byen. Bemærk også den pompejanske byggestil: Alle husene vender ryggen til og er bortset fra indgangsdøren lukkede mod gaden, så ingen uvedkommende fik indblik i familiens liv. I stedet åbner de sig mod en gård i husets midte, hvor man var helt afskåret fra omverdenen og omgivet af hjemmets venlige værelser.

Fallosser viser vej til bordeller

Midt i gaderne ses mange steder store hellesten, som man trådte på for at nå tørskoet fra fortov til fortov. Her og der er der i murværk eller brosten indhugget små falloser, der formodentlig viser vej til bordeller. Men som det mest iøjnefaldende er talløse husfacader helt overmalede med oldtidens graffiti: kærlighedserklæringer, filosofiske betragtninger (oftest om elskov), uforskammetheder mod navngivne borgere ("Samius ønsker, at Cornelius ville hænge sig"), bekendtgørelser om gladiatorkampe og anbefalinger af kandidater til byens højeste embeder: ”Dette nabolaug foreslår Verus til borgmester. Vælg ham, borgere”. Mange af kærlighedserklæringerne afvises nedenunder af den knibske skønjomfru: "Virgula til Tertius: Min elskede, du er mig for grim". Alle disse detaljer fortæller mere end mange ord om livet i det fremgangsrige Pompeji.

Den elegante badeanstalt Terme del Foro

Vi går lige frem ad Via del Foro, passerer butikker og søjler og når på hjørnet af Via della Fortuna indgangen til Pompejis nordlige og vigtigste bydel. Her troner Tempio della Fortuna Augusta, der blev bygget i det 3. århundrede f.Kr. og viet til lykkens gudinde. Templet står graciøst på sin sokkel med fire slanke korinthiske søjler mod gaden, men er ikke nær så storslået som bygningerne på Forum. Til venstre i Via delle Terme ligger hovedindgangen til Terme del Foro, som er den mindste, men mest elegante af Pompejis badeanstalter. Disse miniature-bade er ualmindeligt velbevarede, især tepidarium (det lunkne bad), der blev opvarmet af en bronzebrændeovn, mens caldarium (det varme bad), med store, fælles badekar, havde centralvarme; gulv og vægge var dobbelte og hulrummet fyldt med varm damp. Størst indtryk giver dog frigidarium (det kolde bad), et lille, cirkelrundt rum med nicher, der minder om et dåbskapel fra renæssancen. På væggene ses rester af dekorationen med grønne planter og blomster, som skulle give de besøgende indtryk af at befinde sig i en have. Den gamle bronzetud, hvorfra det kolde vand strømmede ned i bassinet, er den originale.

En sød piges gunst

Efter badet var gæsten sikkert både sulten og tørstig og skråede over gaden til et thermopolium, en vinstue, hvor han kunne få små varme retter og forskellige læskedrikke og i de bagvedliggende rum glæde sig over en sød piges gunst. Rundt om termerne flød det med sådanne vinstuer, og man kan forestille sig det farlige spektakel. Den romerske filosof Seneca, der boede ved siden af en badeanstalt, fortæller om sine problemer med at samle tankerne i larmen: Stærke mænd svinger med blyvægte og stønner af anstrengelse, massørers hænder klasker mod skuldre, og folk spiller bold og tæller træfferne med høje råb. En mand, der tror, at han kan synge, afprøver stemmen i baderummet, en anden springer i svømmebassinet med et vældigt plask, og gennem det hele hører man handlende højlydt falbyde kager, pølser eller bolsjer. Jævnligt opstår der skænderier og slagsmål. Hele dette leben udfoldede sig i Pompejis badeanstalter, der egentlig var bygget til fornemme folk, men efterhånden overfyldt af pøbelen. Badet var blevet en folkeforlystelse, akkurat som i vore dage.

Caligulabuen

Lige overfor, ved indgangen til den pittoreske Via di Mercurio, står endnu en triumfbue, der sandsynligvis bar en statue af den sindssyge kejser Caligula (talrige fragmenter er fundet). I denne gade får man for første gang et kig mod et af de massive samnittiske fæstningstårne i bymuren, Merkurtårnet, med den allestedsnærværende Vesuv i baggrunden. Via di Mercurio bestod hovedsagelig af privatboliger, som vi lader passe sig selv.

Pompejis rigmandsvillaer

I Via delle Terme, vis-à-vis badeanstalten, ligger den første spændende beboelsesbygning, Den tragiske Digters Hus, som er et typisk eksempel på boliger til Pompejis overklasse. Navnet skyldes nogle mosaikker, som synes at forestille en teaterprøve. I indgangen ses den berømte gulvmosaik af en lænkehund, cave canem, der advarer gæster. På skæbnedagen omkom to af husets unge piger, som spildte tid på at samle deres guldringe og segnede kvalte om med smykkerne i hænderne. Til venstre ligger det samnittiske Casa del Pansa, en af de herskabsvillaer, der omfattede en hel blok. Her lykkedes det ejeren at flygte, men fire kvinder bukkede under for svovlgasserne midt mellem alle deres værdigenstande. For enden af Via delle Terme ses Fabius Rufus’ Hus med interessante fresker.

Den dansende Fauns Hus

Tilbage i Via della Fortuna møder vi på hjørnet af Via del Fauno Pompejis største private bolig, Den dansende Fauns Hus. Komplekset, der udgør en hel karré og måler 40 gange 110 meter, var muligvis opført til Publius Sulla, en nevø af den berømte Sulla, som erobrede Pompeji under Samnitterkrigen. I dette smukke eksempel på et domus, et romersk byhus, føler man sig mere velkommen end i Den tragiske Digters Hus: På tærsklen står ordet Have (”Vær hilset!”), så vi træder uden betænkeligheder indenfor i dette rige købmandshjem og får et indtryk af, hvordan en romersk bolig var indrettet for 2000 år siden. Gennem en lille korridor, hvor husguderne var anbragt på afsatser i væggen, kom man ind i atrium, et firkantet rum uden vinduer, der kun fik lys fra compluvium, en kvadratisk åbning i loftet. Taget vender den gale vej; de fire tagflader skråner ind mod midten, og når det regnede, faldt vandet ned i impluvium, et bassin i gulvet, som ofte prydedes af en bronzestatuette.

Op til atriet stødte husherrens arbejdsværelse, tablinum, der var husets vigtigste rum, hvor klienter modtoges. Men atriet var blot en slags forstue. Herfra trådte man ud i peristylum, en rektangulær gårdhave, hvor familiens liv udspillede sig, omgivet af en søjlegang og smykket med fontæner og kunstværker. Ud til peristylet lå andre værelser, bl.a. spisestuen, triclinium, og soveværelserne, cubicula. De fleste pompejanske rigmandshuse havde desuden en anden, mindre etage, hvor slaverne boede.

En virkelig herskabsbolig

I Den dansende Fauns Hus er hovedatriet i toscansk stil, uden søjler, og her ses det yndige impluvium med farvet marmor og en kopi af den lille satyr (faun), som huset er opkaldt efter. Fra atriet kan man gennem tablinum se det originale perspektiv med den lange søjlerække, skinnende i lyset og omgivet af havens grønne; midt i det hele står den fordrukne satyr, lystigt dansende med ansigtet opad, som om den udfordrer solen.

I denne herskabelige bolig var der endda hele to peristyler: et mindre samt et kolossalt, som var et af Pompejis største og fuldstændig omgivet af dobbelte doriske søjlerækker; en refleksion af Forum og utvivlsomt engang fyldt med kunst. Et exceptionelt dejligt sted og en værdig forfader til renæssancens gårdhaver 14 århundreder senere. De to peristyler adskilles af husets vidunderligste rum, exedra (en fordybning med stenbænke, beregnet til samtaler); her ses en replika af den enorme gulvmosaik Alexanderslaget (Alexander den Stores sejr ved Issos over perserkongen Darius), som består af halvanden million små bitte brikker som et luksuøst tæppe. Originalen findes på museet i Napoli.

Begravet med sit guld

Hin augustdag gavnede al rigdommen dog ikke ejeren af denne skønne bygning. Da beboerne så stenene regne ned over faunen, søgte de ly i deres værelser, hvor de ynkeligt omkom. Kun husets frue samlede sine guldsager og forsøgte at flygte. Men det var for sent; sten og aske væltede ned, så hun løb tilbage til spisestuen, hvor loftet styrtede ned og begravede både hende og hendes guld. I dag er Den dansende Fauns Hus et must see i Pompeji.

Gennem de to peristyler og en lille låge kan man træde ud i Vicolo di Mercurio og lige overfor se Labyrintens Hus, endnu en stor samnittisk villa med to atrier. Særlig luksuriøst er det centrale rum for enden af det delvist bevarede peristyl med en indvendig søjlerække og fine fresker på væggene. I naboværelset ses en gulvmosaik med Theseus, der dræber Labyrintens vogter, Minotaurus.

Vettiernes Hus, Pompejis mest pompøse

Få skridt mod øst i Vicolo di Mercurio er den næste hjørnebygning Vettiernes Hus, som ejedes af to velbeslåede frigivne slaver, brødrene Aulus Vettius Restitutus og Aulus Vettius Conviva, der på opkomlinges vis brugte store summer på at prale med deres rigdom. Ligesom med Den dansende Fauns Hus har det samnittiske bondehus her udviklet sig til et komfortabelt, palæagtigt domicil.

Takket være et omhyggeligt udgravningsarbejde siden fundet i 1896 er Vettiernes Hus næsten intakt og måske Pompejis største seværdighed, dels på grund af de strålende fresker, dels fordi man her har rekonstrueret en stor og velhavende, gammelromersk villa. Det vigtigste er dog ikke arkitekturen, men den utrolige udsmykning, som skaber et uforligneligt in situ-galleri med billeder efter jordskælvet i år 63.

Fallos skal fange onde øjne

I vestibulen ses freskoen af frugtbarhedsguden Priapos, den største og mest iøjnefaldende i Pompeji med gudens grotesk overdimensionerede lem, der skulle fange onde øjne, før de kunne kaste deres djævelskab ind i huset bagved. Selvom freskoen er ret komisk, var den i over 100 år en guldgrube for Pompejis opsynsmænd, der kun fremviste den mod rigelige drikkepenge. I atriet står de to brødres pengekister, og her ses et maleri af et søslag, mens væggene i de tilstødende værelser smykkes med fresker af mytologiske scener.

Fontænernes blide musik

Peristylet, der er fyldt med fontænekummer og statuetter, er i dag tilplantet med de samme vækster, som ses på vægmalerierne. Blomsterbedene er rekonstrueret langs de oprindelige linjer, og fontænerne får vand fra de samme blyrør som for 2000 år siden. Mens man beundrer fresker med satyrer og amoriner, lytter man til fontænernes blide musik fra den fjerne fortid. Særlig fin er den store spisesal med henrivende friser, der viser små amoriner optaget af daglige sysler som at plukke blomster til parfumeproduktion, farve uld, perse vin osv., visualiseret med næsten cinematografisk effekt. Blandt figurerne ses Perseus og Andromeda, Dionysos og Ariadne samt Apollon og Daphne. Frisens baggrund er den lysende røde farve, der kaldes pompejansk rød og måske skyldes varmen fra lavaen, og som aldrig helt er blevet eftergjort.

Helt rum helliget Venus

Spisesalens gulv skråner ganske lidt, således at de bagest liggende gæster også kunne se ud i haven, hvor danserinder underholdt ved festlige lejligheder. Langs de tre sider lå man til bords på løjbænke, mens fjerde side var åben for servering. Hvis man havde spist for meget, trak man sig et øjeblik tilbage til gylperiet, vomitarium, og kildede sig i halsen med en fjer, indtil man kastede op og fik plads til flere af de raffinerede retter. I køkkenet har man fundet gryderne med benene af det kød, som var blevet serveret til middagen. Et lille rum var helt helliget dyrkelsen af Venus, med vovede fresker, der tidligere kun blev fremvist mod drikkepenge. Vettierne nød tydeligvis livet, og deres hjem har været et yderst behageligt opholdssted.

Pompejis mindre fine kvarter

Nu skal vi til noget helt andet: Fra Vettiernes Hus går vi mod syd ad Vicolo dei Vetti, hvor husmurene er fyldt med valgopråb. Efter at have krydset Via della Fortuna når vi den krumme Vicolo Storto og befinder os i Pompejis ældste, men mindre fine kvarter. Kun to af byens gader er krumme, og måske blev de anlagt for at beskytte den agtværdige borger, som undervejs til bordellet blev skjult for nysgerrige blikke. På hjørnet af Vicolo del Panettiere passerer vi først et bageri med velbevarede møllesten og ovne og når i den næste store tværgade, Via degli Augustali, Den sårede Bjørns Hus, hvis navn stammer fra mosaikkerne i indgangen. Bagest ses en yndig fontæne med delikate blå mosaikker og muslingeskaller; nogle udsøgte figurer skiller sig ud, heriblandt Venus og små vingede væsener samt en stime svømmende fisk.

Det berømte bordel

Men nu kommer den attraktion, som altid skaber de længste køer i Pompeji: I krydset overfor drejer vi til højre ad den anden krumme smøge, Vicolo del Lupanare (Bordelgaden), og ser snart Pompejis mest berømte glædeshus, hvor kunderne kunne blive betjent af både kvindelige og mandlige prostituerede (gerne på én gang). Intet var for perverst eller dekadent for romerne; hvis det blot indebar nydelse, kastede de sig løssluppent ud i alt fra blodskam til orgier med negerslaver. I øvrigt blev en gift mands omgang med skøger ikke opfattet som utroskab, og for at slippe for straffen for hor hævdede romerske kvinder derfor hyppigt, at de var prostituerede.

De næsten helt mørklagte værelser i dette alt andet end kostbart udstyrede hus omfatter bl.a. cellae meretriciae (skøgens rum), hvis kustoder i håb om gode drikkepenge vogter over de obskøne, men ganske graciøse fresker. Indtil for få år siden sørgede kustoderne i øvrigt temmelig håndfast for, at de ikke blev fremvist for kvinder.

Velkommen, indtjening

Skråt over for bordellet ligger endnu en velhaverbolig, Siricus’ Hus (Casa di Siricus), hvor man i indgangen mødes med ”Salve lucrum” (velkommen, indtjening); en typisk hilsen i Pompejis sidste år, da alle indbyggerne drømte om at blive rige. I triclinium ses fresker med Neptun og Apollon foran Troja, en fordrukken Hercules ved Omphales' domstol samt Thetis i Vulcans værksted. Huset byder også på et yndefuldt atrium.

Kun en times kørsel mod syd ligger gamle, græske Paestum >

Via dell’Abbondanza, Pompejis hovedgade

Via del Lupanare munder ud i Pompejis hovedfærdselsåre, Via dell’Abbondanza (Overflodsgaden), der på det første stykke er næsten helt fyldt med butikker og barer, hvis øverste etager åbner sig med brede vinduer. Læg mærke til brolægningen, hvor en fallos peger i retning af bordellet. Mange flygtninge sank her ned i gadens metertykke lag af sten og aske. En fornem, gravid frue, som havde brugt tid på at samle smykker og sølvfade, faldt i voldsomme krampetrækninger om i den våde slammasse. Bag hende døde en kvinde og hendes datter med hovedet hvilende på armene, og ved siden af segnede en kæmpe af en mand, der velsagtens var gået med for at beskytte sit herskab. Hans kraft nyttede ikke mere.

Ved krydset ligger Pompejis bedst bevarede bade, Terme Stabiane, som er de ældste og største i byen. Apodyterium, mændenes omklædningsrum, dækkes af en hvælving med smuk stukkatur, marmorbænke og nicher til tøjet samt montrer med afstøbninger af lig. Alle de øvrige rum har samme form som i Forum-badene. I kejsertiden tilføjedes flere nyskabelser, herunder gymnasium, hvor man kunne dyrke atletiske øvelser, og en enorm forsænkning rummer et udendørs svømmebassin. Rundt om findes områder, hvor mænd kunne blive smurt i olie og sand før boksetræning.

Foro Triangolare og de to teatre

Før vi udforsker Via dell’Abbondanza yderligere, krydser vi gaden og fortsætter ad Via dei Teatri, som fører til Pompejis andet center, Foro Triangolare (Det trekantede Torv). I nord bydes man velkommen af en porticus med seks elegante joniske søjler, og selve torvet er på to sider omgivet af en dorisk kolonnade. I syd ses Tempio Dorico, de beskedne rester af et græsk tempel fra 6. århundrede f.Kr., og ved siden af det halvcirkelformede Teatro Grande (formentlig fra 5. århundrede f.Kr.), der blev opført, så det passede ind i en stor kurve i den skrånende grund.

Øverst ses overdækkede korridorer (crypta) med det øvre tilskuerareal (summa cavea) samt logerne over sideindgangene (tribunalia), der var forbeholdt præstinder. Nedenfor findes 15 sæderækker delt i fem sektioner (media cavea) og endelig det nederste siddeafsnit (ima cavea), som var reserveret til Pompejis fineste borgere. I byens sidste år var selv det halvcirkulære område foran scenen (orchestra) okkuperet af prominente gæster, og teatret kunne dermed rumme over 5.000 mennesker.

Hele tilskuerarealet var beskyttet mod sol og regn af en enorm baldakin (velarium) holdt oppe af pæle fastgjort til ringe, og den monumentale scenefacade prydedes af søjlerækker, gesimser og statuer.

Antikkens koncertsal

På teatrets venstre side ligger den lille anneksscene Teatro Piccolo (fra år 80 f.Kr.), som kun havde plads til 1.500 tilskuere, men med sit pyramideformede tag er et af de bedste eksempler på et overdækket teater (teatrum tectum), altså et odeon, antikkens koncertsal. Langs Teatro Piccolo løber Via Stabiana, der ender ved byporten af samme navn, og de dybe hjulspor viser den tunge trafik, som fra landsbyerne syd for Napolibugten passerede gennem porten til Pompejis hjerte.

Massedøden i gladiatorkasernen

Bag Teatro Grandes scene fandtes en kolonnadeomkranset udendørs foyer, Quadriportico dei Teatri, som på Neros tid blev omdannet til gladiatorkaserne, hvor tvekæmperne holdtes i jernhård disciplin. Da man på skæbnedagen indså situationens alvor, lød råbet "Redde sig, hvo der kan". Herefter begyndte en uhyggelig flugt langs med mure, hvor indridsede navne fortalte om gladiatorernes heltegerninger. Men det var for sent; lapilli- og askedækket lå allerede højt, og de paniske flygtninge trængte sig sammen i nogle rum. I alt omkom 63 mennesker i kasernen, heriblandt en juvelprydet kvinde, der sandsynligvis var en af gladiatorernes elskerinder. To lænkede fanger blev helt glemt, og deres skinneben med jernringene er det eneste minde om deres tragedie.

Tiggede Isis om hjælp

Bag Teatro Grandes tilskuerpladser, i Via dei Tempio d’Iside, ligger det førromerske Isistempel, hvor man tilbad den ægyptiske modergudinde, Isis. Høje mure forhindrede indblik i de hellige mysterier, og på sit podium dominerede templet fuldkommen den lille gård. I hjørnet ses et melankolsk mini-tempel, hvorfra en passage leder til cisternen med det hellige vand fra Nilen. Da ulykken indtraf, havde præsterne netop lagt sig ved et bord dækket med brød, høns, fisk og vin. Først bad de med alterofre Isis om hjælp, men da stenregnen fortsatte, fyldte de en tyk lærredssæk med en stor sum penge (bl.a. helt nye Titus-guldmønter), Isisstatuetter og sølvofferfade. Sækken afsendtes med en præst, som kun nåede til hjørnet af Via dell'Abbondanza. Her sank han død om, mens hans kostbare byrde flød ud omkring ham. To andre søgte at undslippe over Foro Triangolare, hvor en del af søjlehallen væltede og knuste dem. Resten forblev i templet og led samme skæbne som alle andre, der befandt sig i lukkede rum.

Pompejis vigtigste kryds

Tilbage i Via dell’Abbondanza spadserer vi mod øst og når krydset ved Via Stabiana, som var det vigtigste i hele Pompeji (cardo maximus). Her står resterne af fire søjler, der bar en triumfbue med fire åbninger; ved hver pille stod statuer til ære for forskellige borgere. Men lad os smutte til venstre ad Via Stabiana. Efter få hundrede meter, ved den tværgående Via di Nola, ses på højre hånd Terme Centrali, de centrale bade, der blev påbegyndt efter jordskælvet i 63 for at opfylde behovet for et mødested til Pompejis nye elite i den hastigt genopstående by. Terme Centrali blev indrettet efter de mest moderne principper fra Rom, med mere lysindfald i rummene og et større udendørsareal. Faciliteterne udvidedes med bl.a. laconicum, der var endnu varmere end calidarium og anvendtes til sudatio, at svede. I år 79 var badeanstalten dog langtfra færdig, og her findes hverken svømmebassin eller en kvindelig afdeling.

Oldtids-swingerklub

Til højre ad Via di Nola ligger Hundredårshuset (Casa del Centenario), der blev udgravet i 1879, 1800-årsjubilæet for Vesuvs udbrud. Den statelige bygning rummer to store atrier, af hvilke det ene stadig har sit mosaikgulv og den ældst kendte afbildning af Vesuv. Et andet rum er prydet med adskillige samlejescener, som antyder, at der har været tale om en privat sexklub. Længere fremme, i den lille gyde Vicolo dei Gladiatori, ses Marco Lucrezio Frontones Hus, som er exceptionelt velbevaret og byder på en intim, højtidelig atmosfære med udsøgte fresker. I tablinum ses bl.a. Venus’ og Mars’ bryllup, der næsten virker som en scene fra pompejansk familieliv.

I det skønne Lazio venter Ostia Antica og kejser Hadrians pragtvilla >

Men vi må tilbage til Via dell’Abbondanza. Lidt efter krydset ved Via Stabiana ligger Marcus Epidius Rufus’ Hus (Casa degli Epidii), der skiller sig ud ved at trone på et podium halvanden meter over gadeniveau. Atriet er et af Pompejis mest storslåede og havde hele 16 søjler, der hver var over 4,5 meter høje. Langs siderne findes kolonnader med korinthiske kapitæler, og i huskapellet (lararium) ses en dedikation fra to frigivne slaver til indehaveren og husguderne: ”Genio Marci nostri et Laribus” (Vores Marcus og Larius' geni). I triclinium er der spor af interessante fresker.

Døde under frygtelige kvaler

Fra alle husene i Via dell'Abbondanza flygtede folk mod syd, ud af Pompeji og væk fra Vesuv. I Huset med den Overdækkede Porticus (Casa della Cryptoportica) er den største seværdighed den skyggefulde kryptoporticus, en underjordisk hvælving, der er fyldt med freskoscener fra Iliaden. Men i haven fandt de rystede udgravningsarbejdere otte ofre, som lå med alle tegn på de frygtelige kvaler, de havde udstået. Blandt dem var en ung pige, der i fortvivlelse ligefrem havde boret sit hoved ind i kroppen på sin moder. På den modsatte side af samme blok står L. Ceius Secundus’ Hus (Casa dei Ceii), som er en af de mindste, men mest udsøgte boliger i Pompeji. Den intakte facade prydes af imiteret marmorstuk, og indenfor bydes man velkommen af et dejligt atrium med stukprydede søjler. Næsten overalt ses malerier; på muren bagest i det lille peristyl en enkelt stor fresko med Nil- og jagtscener.

Rædslerne i Menanders Hus

Lige overfor ligger Menanders Hus, der ejedes af den rige patricier Quintus Poppæus, men er opkaldt efter en pragtfuld fresko af den græske komediedigter Menander (i oldtiden næsten lige så berømt som Homer). Da stenregnen begyndte, var Poppæus på landet, men slaverne var stadig i deres kvarter på anden etage. Først forbød forvalteren dem at forlade deres værelser, men da lapillien lå i over to meters højde i atriet, bestemte de sig til flugt. 10 mand sank sammen ved foden af trappen, den ene oven på den anden, og kæmpede deres dødskamp med gruen malet i ansigterne. To kvinder flygtede på en stige op over stalden, men taget brød sammen og slog dem ihjel. Forvalteren løb med sin lille datter ind i sit rum, satte sig på sengen og trak puderne over hovedet; begge dræbtes af de giftige dampe. Hele hans eje, en lille læderpung i en sølvkæde, faldt ud af hans stivnede hænder.

Uagtet rædslerne var Menanders Hus en pragtbolig. I atriet ses fresker med landskaber, i hjørnet et lille alter, og til venstre for atriet tre scener fra Trojas ødelæggelse. I rummene ud mod peristylet findes en vidunderlig frise med kentaurer, og nicherne bagest i peristylet rummer bl.a. figurer af Menander, jagtscener med Diana og Aktæon og et lille, rustikt Venustempel. I 1930 fandt man 114 stykker sølvtøj og talrige værdifulde mønter i Menanders Hus.

Børn levende begravet

Skråt overfor ligger Proculus' Hus, et mindre domus, hvor man fandt portrættet af den dannede bagermester Proculus og hans hustru (manden holder en bogrulle og konen en skrivetavle). Her omkom ni legende børn, da etagen ovenover styrtede ned og begravede dem. Men det smukke mosaikfortov fra indgangen til tablinum kan endnu beundres; bemærk især figuren af en bundet hund, som blokerer indgangen. I atriet ses et skønt mosaiktæppe med dyrefigurer og midt i triclinium en Nilscene med dværge i en båd.

Så sødt som honning

I samme blok som Menanders Hus, i Vicolo di Pacuius Proculus, ligger De Elskendes Hus, en mindre, men elegant bolig med smukke fresker. Husets intime atmosfære mærkes stadig, og det var måske det unge ægtepar, der boede her, som på et panel skrev: ”Amantes ut apes vitam mellitam exigunt” (Ligesom bier gør elskende livet så sødt som honning).

På gadens modsatte side, i Vicolo dell’Efebo, står Efebus' Hus, et andet eksempel på en bolig for en købmand, der i Pompejis sidste år var blevet rig. Langs passagen til haven findes et rum med billeder af fiskestimer, og i triclinium er gulvet fyldt med delikate mønstre i farvet marmor. Også vægge og lofter er dekorerede, og øverst var der vingede figurer i forgyldt stukkatur. I haven er siddepladserne i det udendørs triclinium beskyttet af en pergola støttet af fire søjler, og et plaskende springvand tilfører hele scenen et let, køligt præg. Peristylets mure er dekoreret med havescener, og i tablinum ses malerier af Venus’ og Mars’ bryllyp.

Aselinas Vinstue og de tre skønne piger

Tilbage i Via dell'Abbondanza ser vi nogenlunde midtvejs en af Pompejis bedst bevarede vinstuer, Thermopolium di Aselina, der er i så god stand, fordi værtinden, Aselina (lille æsel), nåede at trække skydedøren for butikken, inden hun løb sin vej. Hun nåede dog ikke at indsamle de rede penge, som lå på disken, og da huset blev udgravet i 1911, fandt man mange sølv- og kobbermønter. Men også meget andet har overlevet: en fint formet bronzekedel, kopper, kander, skåle og tallerkner, alt af bedste kvalitet. Over disken ud mod gaden hang en bronzelampe. Aselina havde tre piger til at hjælpe sig, Aigle, Smyrina og Maria, der givetvis tilbød supplerende ydelser på etagen ovenover. Forretningen gik åbenbart strygende, måske på grund af de tre pigers skønhed og munterhed.

Intet varer evigt

Efter vinstuen kommer flere privatboliger: Huset med det Skønne Impluvium, hvor atriets bassin er af polykrom marmor; Huset med Frugthaven, der ejedes af en frugtgrosserer og byder på de fineste afbildninger af frugttræer; Julius Polybius’ Hus, hvor en poet på ydermuren har indkradset fire pentameter, som begynder således: ”Nihil durare potest tempore perpetuo” (Intet varer evigt); og endelig Trebius Valens’ Hus, der på muren har en ekstraordinær samling graffiti med den rige og ansete indehavers valgprogram. Her omkom fire personer, da taget styrtede sammen over dem. Skråt overfor ligger Pompejis største bageri, Caupona di Sotericus, og længere henne Schola Armaturarum, en skole i våbenbrug, hvor alle dekorationerne indeholder militære motiver.

Gå hjem til dig selv

Hernæst kommer Moralistens Hus med et udendørs triclinium, der blev udgravet sammen med servicet. På en sort baggrund er med hvide bogstaver indridset tre regler for etikette, som kort fortalt lyder: 1) Hold dine fødder rene og snavs ikke sengetøjet til; 2) Hav respekt for kvinder og undgå grimt sprog; 3) Afstå fra vrede og misbrug. Til sidst kommer konklusionen: ”Aut gressus ad tua tectus refert” (Ellers gå hjem til dig selv).

Pompejis skønneste have

Overfor ligger en af Pompejis skønneste patriciervillaer, Ottavio Quartiones Hus: Ved den monumentale portal ses siddepladser til ventende klienter og ved siden af to rum, der var omdannet til butikker. Det store atrium havde et marmorimpluvium prydet med tre fontæner og omgivet af blomsterbede, og i flere af rummene er malet falske vinduesåbninger ud til fantasihaver. Den øvre pergola mod haven er fuld af statuer og springvand, og for enden er der faciliteter til udendørs spisning under en baldakinlignende struktur. Ved siden af bassinet ses en fresko med de stakkels elskende Pyramus og Thisbe, der begik selvmord med det samme sværd, og kunstnerens signatur skimtes stadig: "Lucius pinxit" (Malet af Lucius). Man ser også et lille Dianatempel oven over et nymphaeum (monument indviet til nymfer), dekoreret med ypperlige eksempler på romersk malerkunst: Til venstre den nøgne Diana ved badet og til højre Aktæon, som flænses af sine hunde. Bagest kommer husets pryd: En parklignende have, der engang var et vidunderligt sted. Tværs igennem løber en kanal (euripus), som vrimlede med fisk, og langs siderne står statuer. Midt i haven står en fontæne og et lille tempel, og ved murene ses gipsafstøbninger af klatrende vinranker, der gav skygge. Alene haven gjorde villaen til en af Pompejis dejligste.

Den skumfødte Venus’ Hus

De følgende bygninger er næsten lige så herlige: Den skumfødte Venus’ Hus, som er endnu en velhaverbolig med et yndigt peristyl. Desværre blev bygningen beskadiget af de amerikanske bombefly i 1943 og først helt restaureret i 1952. I rummet til højre for atriet findes fine afbildninger, heriblandt et portræt af en yngling med en lyre. Tre store fresker med udsøgte farver skiller sig ud på bagvæggen, nemlig udsigter over det blå hav med en havehæk i forgrunden. I midten ses Venus på en pragtfuld muslingeskal eskorteret af to amoriner, til venstre Mars og til højre blomster og fugle, der drikker af en fontæne.

Patricieratmosfære

Hermed når vi den sidste interessante privatbolig i denne del af Pompeji, Julia Felix's Hus, som blev udgravet allerede i 1755 og trods plyndringer har bevaret sin værdige patricieratmosfære. Villaen er en af byens største, men optager kun en tredjedel af arealet; resten udgøres af den imponerende have med en lang fiskedam, et udendørs triclinium og en usædvanligt smuk porticus med slanke, korinthiske søjler. Overalt knejsede statuer og fontæner. Husets badeområde bød på alle tænkelige faciliteter: En porticus, der blev benyttet som venteværelse; en serviceluge med adgang fra den nærliggende taverna; omklædningsrum med badekar til kolde bade; et tepidarium i forbindelse med et hvælvet, cirkulært rum (laconium), som var en slags sauna; et calidarium og endelig udendørs bade.

Syd for Via dell’Abbondanza, i Via di Nocera, lokker bl.a. Huset med Den udendørs Spisestue med et storslået triclinium og to soveværelser med farvede mosaikker. Nabobygningen, Huset med det Blomstrende Lararium, rummer et lille tempel med et maleri af en båd lastet med landbrugsprodukter i Pompejis havn. I tværgaden Via di Castricio ses Skibet Europas Hus med et graffitimaleri, der forestiller et skib med inskriptionen Europa. Bagved har nylige udgravninger afdækket rødderne fra en grøntsags- og frugthave med løg, kål, ferskner og citroner.

Kvalt mellem frugttræerne

I Via della Palestra ligger Flygtningenes Have, som er et af de mest gruopvækkende vidnesbyrd om rædslerne. Haven indeholder afstøbninger af 13 menneskelegemer, en skrækslagen gruppe af voksne og børn, der blev kvalt ihjel mellem frugttræerne. Syd herfor står Porta Nocera, og udenfor ses et nekropolis med imposante gravmonumenter, bl.a. resterne af præstinden Eumachias mægtige mausoleum.

Nu har du fortjent at se den skønne Amalfikyst >

Amfiteatret, forlystelsessygens klimaks

Øst for Porta Nocera ligger Pompejis tredje vigtige center, som var dedikeret til sportsudøvelse. Komplekset består af kun to bygninger, men tilsammen optager de et areal, der er større end byens to fora. Først kommer palestraen, kejsertidens atletikanlæg, som er en gigantisk plads på 130 gange 140 meter og helt omgivet af en mur med indgange i øst og vest. Langs tre af indersiderne løb en porticus med joniske søjler, og i midten ses et stort svømmebassin. Da stenhaglen pludselig piskede ned, var palestraen fyldt med mennesker, som straks spurtede ind under porticussens tag. Efterhånden lykkedes det de fleste at flygte mod syd og ud af byen.

Nabobygningen, Anfiteatro, det kæmpemæssige, ovale cirkus, som blev påbegyndt opført, da Pompeji i år 80 f.Kr. blev indlemmet i Romerriget, er det ældste, stadig eksisterende romerske amfiteater. Det 135 meter lange og 104 meter brede teater kunne rumme 20.000 tilskuere; et stort antal i betragtning af, at byen højst har haft 25.000 indbyggere. Hensigten var at få en offentlig bygning, som både kunne rumme hele Pompejis befolkning og samtidig modtage tilrejsende fra oplandet. I modsætning til i de senere amfiteatre findes indgangsramperne på ydersiden, og der er ingen underjordiske rum under arenaen. Som altid var de nederste tilskuerrækker forbeholdt Pompejis dignitarer, mens resten af befolkningen var henvist til pladserne højere oppe. Trods græsbegroningen er cirkusset så velbevaret, at det ville kunne benyttes den dag i dag.

Med solluft som en grønblå kuppel

Det øverste galleri, som er adskilt fra resten og havde egne indgange, var reserveret til kvinder, der fik tilladelse til at frekventere amfiteatret efter et dekret af kejser Augustus. Her ses også jernringe, der holdt en enorm baldakin à la den, som 100 år senere dækkede Colosseum i Rom. Nyd den formidable udsigt over Pompeji og det pompejanske landskab med strålende solluft som en grønblå kuppel, hvilende på en rand af ruiner til den ene side og på det grimme, moderne Pompeji til den anden. I nord løftes horisonten op i de skrånende linjer, som stiger til Vesuvs kegle, i syd ser man langt borte en lyseblå bjergvæg, og i vest breder sig langt ude Middelhavet, der mod middag er blegt som perlemor og ganske blankt.

Nydelse at se mennesker dræbe hinanden

Efter at have beundret de smukt bemalede rum i villaerne og peristylerne med deres fontæner mærker man her en skarp kontrast til Romerrigets øvrige højtudviklede kultur. Dette store stencirkus var ikke opført for at vise dygtige artister eller dresserede dyr, men for at Pompejis indbyggere kunne opleve den særlige nydelse, det skal være at se mennesker dræbe hinanden. Som oftest kæmpede specialuddannede gladiatorer to og to, indtil den ene segnede. Disse kampe, der var noget særligt for Italien, var en folkeforlystelse, og den fornøjelse, som alle i Pompeji satte størst pris på. Men tilskuerne kom fra alle befolkningscentrene i oplandet, og byerne rivaliserede voldsomt.

Som moderne sportsstjerner

De største graffiti på Pompejis husmure er meddelelser om forestående kampe, og mange steder har nogen tilføjet, hvem der vandt, og hvem der blev dræbt. Den sejrende måtte dog ikke aflive sin modstander, før han havde spurgt publikum, og af og til var stemningen på tilskuerpladserne for den overvundne. Gladiatorerne var i langt de fleste tilfælde slaver, der var uddannet på særlige tvangsanstalter som Quadriportico dei Teatri. En dygtig gladiator kunne opnå næsten samme berømmelse som en moderne sportsstjerne; ofte ses deres navne på murene, og om en af dem står der, at pigerne sukker efter ham.

Slagsmål med blankvåben

I år 59 blev der givet en særlig forestilling, og indbyggerne fra nabobyerne, især Nocera, strømmede til. Men midt under forestillingen kom pompejanerne i skænderi med deres naboer. Hurtigt gik man over til at kaste med sten, og til sidst gik det løs med blankvåben. Pompejanerne vandt, men nucerinerne, der måtte efterlade flere døde på valpladsen, klagede til kejser Nero og sendte ham en hel skare børn, som havde mistet deres fædre i kampen. Sagen vakte stor bekymring i Rom, og det besluttedes at straffe Pompeji føleligt: Amfiteatret blev lukket, og Nero forbød gladiatorkampe i 10 år.

Hermed kan vi afslutte rundturen i Pompeji med indtrykket af dette storslåede cirkus, hvor hele byen for 2.000 år siden overværede den tids ”lege” med den samme entusiasme, som man ser på nutidige fodboldstadioner. Måske var oldtidens pompejanere slet ikke så forskellige fra os, som man ville tro.

Helvedet ved Porta Ercolano

Vi er imidlertid ikke helt færdige. I det nordlige Pompeji, for enden af Via Consolare, knejser den fine Porta Ercolano, Herkulanerporten, der med sin brede, centrale åbning til kørende trafik og mindre buer til gående mere minder om en triumfbue. På katastrofedagen herskede der her grænseløs trængsel. Lapilli og aske dækkede vejen meterhøjt, og uden for porten hobede de kvaltes legemer sig op, da en stadig strøm af mennesker ville ned til havet. Men ved synet af de hushøje bølger og døde dyr på stranden forsøgte de igen at nå tilbage til byen, idet de krængede klæderne op om hovedet som beskyttelse mod den ustandselige stenregn. Én efter èn segnede de om, mange med en pose fuld af guld- og sølvmønter på ryggen.

Fejrede deres egen begravelse

Efter porten begynder Gravgaden, Via delle Tombe, flankeret af gravmonumenter, hvor der netop denne dag afholdtes en begravelse, hvis deltagere var samlet til et måltid i den skønt malede spisesal. Her blev de kvalt, udstrakt på løjbænkenes puder, og havde dermed uden at ane det også fejret deres egen begravelse. En kvinde løb med et barn på armen ind i et af mausolæerne, som dernæst styrtede sammen og således også blev hendes og barnets grav.

Hel husstand omkom i hvælving

For enden af dette nekropolis ligger Diomedes’ Hus, en pragtbygning, hvis forfærdede ejer, en velbeslået vinhandler, sendte sin husstand ned i en underjordisk hvælving. Selv lagde han i hast 10 guld- og 88 sølvmønter i en lærredspose og skyndte sig ud i det fri, fulgt af en tro slave belæsset med sølvtøj. Formentlig har han villet se, om flugt var mulig mod havet. Men allerede ved porten indhentede døden dem; kvalte sank de ned i den mandshøje slammasse. De, der var tilbage i hvælvingen, led samme skæbne. Blandt dem var husets frue, smykket med et tungt guldhalsbånd og prægtige sandalprydelser, med et lille barn på armen og en dreng i hånden, samt hendes datter, en usædvanligt skøn ung pige, klædt i dyrt stof og med herlige guldsmykker. Den fine aske og de giftige gasser trængte ind gennem de små vinduer og virkede endnu kraftigere i det lille, lukkede rum. Fortvivlet søgte pigen at beskytte sig ved at trække kjolen op for næse og mund. Men intet hjalp, alle omkom, og kun smykkerne og de kostbare sandalprydelser afslørede forskellen mellem herre og slave. I alt døde 34 mennesker og en ged i Diomedes' Hus. Desværre blev villaen allerede udgravet i 1700-tallet og så grundigt plyndret, at meget lidt er tilbage.

Det berømte Mysteriernes Hus

200 meter længere henne ad vejen møder vi det berømte Mysteriernes Hus, der først blev udgravet i 1909, men er en af Pompejis bedst bevarede bygninger. Navnet skyldes 10 blændende vægmalerier, en cyklus, der fordelt på to rum fremstiller en ung bruds indvielse i Dionysoskulten (den eneste overlevede figurkomposition fra oldtiden). I det første rum ses syv paneler med superbt malede skikkelser, og i spisesalen til højre et uforglemmeligt syn hele vejen rundt: Med den pompejansk-røde farve som baggrund vises et dionysisk ritual udført af 29 aktører; en tavs, men højtidelig ceremoni, der langsomt udfoldes, således at figurerne synes at få deres eget liv uden for realiteternes verden.

Piskes i pragtfuld skønhed

Den tre meter høje og 17 meter lange frise dækker fuldkommen væggen og viser bl.a. den unge jomfru, der piskes i pragtfuld skønhed som led i ritualet. Friserne er malet i det 1. århundrede f.Kr., og sandsynligvis forestiller figurerne virkelige personer i Pompeji. Kulten for Dionysos, den græske vingud, var trods trusler om strenge straffe udbredt i hele Italien, hvilket viser, i hvor høj grad den romerske verden var blevet helleniseret.

Men heller ikke Mysteriernes Hus undslap Vesuv. Både taget og gulvet styrtede sammen, og tre kvinder faldt ned på den næste etage og kvaltes, alle med brudte lemmer, besmykkede med guldkæder og ringe. Den ene holdt krampagtigt et lille bronzespejl i hånden. Nogle håndværkere flygtede ned i villaens kryptoportikus, og da de mærkede svovldunsten, kunne de ikke mere slippe ud; trappen var blokeret. En ung pige var nået til husets port, da også hendes kræfter slap op. En mand, der måske var dørvogteren, flygtede ind i sit eget lille rum og blev kvalt i den mørkeste krog. I døden stirrede han betaget på sin venstre lillefinger, hvor der sad en jernring med en karneol og en indgraveret kvindeskikkelse.

Praktiske oplysninger

Hermed er vor tur gennem Pompeji forbi, men der er naturligvis meget mere at se. Hvis du skal have det hele med, må du beregne mindst fire-fem timer. Det kan være ulideligt varmt, så kom så tidligt som muligt og husk, at der om sommeren ikke er meget skygge mellem ruinerne (se vejret i Pompeji lige nu nedenfor). Medbring en hat, en parasol og rigeligt med vand. Større tasker, rygsække o.lign. må ikke medtages. Vær opmærksom på, at henkastning af affald, berøring af vægmalerier samt bestigning af bygningsdele er strengt forbudt. Det samme gælder musikafspilning, højrøstet tale, råben og løb. Undlad at forcere afspærringer, spise eller ryge uden for afmærkede områder samt at bære "forstyrrende" (afslørende) tøj.

Foran indgangen vil du højst sandsynligt blive kontaktet af en turistguide. De autoriserede bærer ID-skilte, og priserne for to timers guidning er langt over 100 euro, uanset hvor mange gæster man er. Indenfor skal du tage dig i agt for de fast posterede opsynsmænd, som gerne vil vise deres eget område frem, men forventer gode drikkepenge for ulejligheden. Generelt kan det bedst betale sig at booke både indgangsbillet og eventuel transport og guide på forhånd. Se de mange muligheder her >

Toiletter og parkering

Der er toiletter ved de fleste indgange samt flere steder inde i ruinbyen. Parkering kan bl.a. ske øst for Amfiteatret, syd for Porta Stabia og ved Pompei Scavi-stationen. Disse parkeringspladser er dog uforskammet dyre, og det kan anbefales at køre nogle få hundrede meter til den moderne by, hvor der ikke er større problemer med at finde en kantstensplads. Lige uden for de store indgange er der adskillige spisesteder og boder med forfriskninger, men de fleste er karakterløse og kun beregnet til at føde vognlæs af turister. Smut i stedet ind til Napolis mylder af gode restauranter.

Bil eller tog

Hvis du ankommer til Pompeji i bil, fører motorvej A3 omtrent til udgravningernes hovedindgang, Porta Marina (afkørsel Pompei ovest). Ellers kører Circumvesuviana-jernbanen fra Napoli og Sorrento lige til Pompeji. Stå af ved stationen Pompei Scavi – Villa dei Misteri, kun 200 meter fra Porta Marina.

Uforudsigelige Vesuv

Over Pompeji knejser nu som før Vesuv i ubevægelig ro, fredelig og majestætisk og bekranset af vinranker og oliven. Men vulkaner er uforudsigelige og kan røre på sig, når man mindst venter det. Vesuvs sidste udbrud i 1944 forseglede delvist kraterets åbning og har gjort den til en af de farligste vulkaner i verden. Magmakammeret er for længst fyldt, og Vesuv overvåges derfor døgnet rundt. En evakueringsplan holdes permanent parat i tilfælde af advarselstegn. Men ingen ved, om der overhovedet kommer noget varsel...

© Ciao-Italien.dk