• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Napoli er magi, romantik og ægte syditaliensk trolddom

Hvis man kun kender Napoli fra medierne, får man indtryk af, at byen kun byder på slum, infernalsk trafik og tiggere. Det er ikke så sært, for Napoli er først og fremmest en stor og snusket havneby, uden uendelige skatte som i Firenze eller gondolromantik som i Venedig, og herfra stammer ordet lazaron, der er betegnelsen for de tusindvis af fattige, Napoli altid har været berygtet for.

Til gengæld finder man i udpræget grad den afslappede livsindstilling, der er så karakteristisk for Syditalien. Napolitanerens yndlingssang er "Che sole, che sole luciente, e chi puo far' niente?, e chi vo' far' niente?" (Sikken sol, sikken strålende sol, hvem kan bestille noget, hvem gider bestille noget?). En stor del af befolkningen elsker dette dolce far niente-driverliv, og da Goethe besøgte byen i 1787, skrev han: "Napoli er et paradis. Alle lever i beruset selvforglemmelse... det er en underlig oplevelse at gå rundt mellem mennesker, der kun tænker på at more sig".

Napolitaneren elsker også larm og ballade. Bilerne kører med hornet i bund, der råbes og skriges, og nytårsaften vil han hellere bruge sin sidste euro på krudt end på et måltid mad. Larmen i Napoli er faktisk ubeskrivelig. Hertil kommer gadesælgerne: Napolitaneren vil altid forsøge at snyde enhver turist, som ikke kender hans tricks, og med gestikulerende hænder udstille sin sjæl og sin familie for at sælge et eller andet værdiløst juks. Men hvis du opholder dig i Napoli et stykke tid og bliver fortrolig med napolitanerne, vil du alligevel beundre deres opfindsomhed og charmerende snuhed.

Mere fremmed end italiensk

I virkeligheden minder Napoli mere om Algier og Tunis end om en europæisk by, og befolkningen har mere fremmed end italiensk blod i årene. Men Napoli er både tidligere hovedstad i kongeriget Begge Sicilier, nuværende hovedstad i regionen Campania og det ægte Syditalien med magi, sol, støj, romantik og udendørsliv døgnet rundt. Byen sover aldrig – det får turisten i hvert fald indtryk af.

Fremfor alt kan næsten ingen andre byer i verden prale med en så magisk beliggenhed som Napoli. Byen ligger teatralsk på en lille slette midt inde i Golfo di Napoli, Napolibugten, og kravler op ad de lave bjergskråninger, hvorfra der er en eventyrlig udsigt over den dybblå golf. I syd, kun 13 kilometer fra Napolis centrum, troner vulkanen Vesuv, der i år 79 ødelagde de romerske byer Pompeji og Herculanum – og som hver dag kan gå i udbrud igen og udspy sin sky af sten, lava og giftige svovldampe lige i hovedet på de ubekymrede napolitanere.

Med et Napoli City Pass sparer du penge og får adgang til de vigtigste seværdigheder – se udvalget og book passet her >

Seværdigheder i Napoli

Alle Napolis hotelejere er ulykkelige, fordi byen i årtier ikke har været på mode som feriedestination, mens de små nabobyer Amalfi og Sorrento vælter sig i turister. Men Napoli er fuld af seværdigheder og modsætninger, og de to århundreder under spanske vicekonger har sat deres spor. Napoli kan være majestætisk smuk, med kongeslotte og barokbygninger og verdenskendte museer – men også larmende, beskidt og snusket. Hovedgaden er den lange Via Toledo (også kaldet Via Roma), som Stendhal beskrev som den muntreste og mest overbefolkede i hele universet, og som er Napolis førende shoppingstrøg med fashionable modebutikker, hoteller og restauranter. Via Toledo fører fra den halvrunde, palmesmykkede Piazza Dante mod syd, og her ligger indgangen til indkøbsarkaden Galleria Umberto 1. fra 1887, der engang var centrum for mondæne butikker og caféer, men i dag – bortset fra marmorgulvene og det smukke glasatrium – er en skuffelse.

Teatro San Carlo

Lige ud for arkadernes sydlige udgang står verdens ældste operahus, det enorme, seksetagers Teatro San Carlo, der ved åbningen i 1737 vakte misundelse i hele Europa med sin vidunderlige akustik. Her fejrede Napolis store søn, operasangeren Enrico Caruso, nogle af sine største triumfer. En ferie i Napoli bør absolut inkludere en opera- eller koncertaften – billetter kan bestilles på www.teatrosancarlo.it.

Napolis historie

Og nu er det nødvendigt at genopfriske Napolis historie, for den har stor betydning for indbyggernes mentalitet og byens arkitektur. Napoli blev grundlagt af grækerne og hed oprindelig Parthenope, men skiftede senere navn til Neapolis ("Den nye by"). I år 326 f.Kr. erobrede romerne byen, som på grund af landskabet og det pragtfulde vejr hurtigt blev først konsulernes og senere kejsernes yndlingsby.

Efter Romerrigets sammenbrud kom Napoli i hænderne på skiftevis østgoter, langobarder, arabere, normanner, franskmænd og tyskere. I år 1282 opstod Kongeriget Napoli under den franske Karl af Anjou og forblev selvstændigt, indtil kong Alfons 5. af Aragonien i 1435 gik i land med en hær og knuste det franske styre. Derefter blev Napoli og Syditalien slået sammen med Sicilien i kongeriget Begge Sicilier, som hørte under den spanske konge. Senere blev de spanske herrer afløst af østrigske, men indtil Italiens Samling i 1861 var kongeriget formelt selvstændigt under en sidelinje af det franske Bourbon-dynasti. Napolis næstsidste konge, Ferdinand 2., den ynkelige "Bomba", var kendt for sin forkærlighed for lazaronerne, som han kunne konversere i timevis, mens tusindvis af republikanere vansmægtede i Napolis fængsler. Han var så religiøs, at han beordrede alle tog til at standse kl. 18, så man kunne holde andagt, når klokkerne ringede til Angelus-bønnen. Men det er bl.a. Ferdinands fortjeneste, at Napoli, der er en af Italiens fattigste byer, ikke er rød, men stærkt monarkistisk. Alle disse herskere har bidraget til Napoli med et væld af paladser og kirker og gjort byen til en kulturel smeltedigel – på godt og ondt.

Piazza del Plebiscito

For enden af Via Toledo ligger Napolis mest enestående arkitektoniske seværdighed og største plads, den livlige Piazza del Plebiscito, hvis doriske, halvcirkelformede søjlegang er smukkest om aftenen, når baggrundens røde farver træder frem i projektørernes skær. I vest ligger 1800-tals-basilikaen San Francesco da Paola, som er en nyklassicistisk kopi af Pantheon i Rom, og midt på pladsen knejser rytterstatuer af Karl 3. og Ferdinand 4.

Palazzo Reale, Napolis pragtfulde kongepalads

Piazza del Plebiscitos østlige side er helt opfyldt af det røde kongepalads, Palazzo Reale, der blev bygget på rekordtid i 1600-1602, da den spanske kong Filip 3. skulle komme på besøg. Filip kom aldrig, men paladset stod der og blev residens for Napolis konger, som er afbildet med statuer i facadens otte nicher. I dag er slottet en af Napolis største seværdigheder med pragtfulde interiører fyldt med kunstværker samt Biblioteca Nazionale di Napoli med over 1,5 mio. bind. Entrébilletterne omfattes af Napolis Museum Card, men kan også købes separat >

Det skumle Castel Nuovo

Lige bag kongeslottet, på rådhuspladsen, Piazza del Municipio, knejser den majestætiske, men skumle Anjou-fæstning Castel Nuovo fra 1282, Napolis Bastille, der indtil opførelsen af Palazzo Reale var residens for byens skiftende herskere. Borgen er beskyttet af fem runde tårne, mens indgangsportalen udgøres af en pragtfuld, hvid renæssancetriumfbue, der blev opført til minde om Alfons 1.s indtog og er smykket med skulpturer, som symboliserer kongens herlighed. Også indgangen til Castel Nuovo omfattes af Museum Card >

Inde i borgen, for enden af en vindeltrappe, ligger den højloftede Sala dei Baroni, hvor blodet flød i 1486. Napolis selvbevidste baroner planlagde et kup mod kong Ferdinand 1., men det mislykkedes, og det blev aftalt, at de to parter skulle forliges ved et bryllup. Men midt under bryllupsfesten blev alle baronerne grebet af de kongelige soldater og henrettet sammen med deres familier, mens kongen fra terrassen nød vejret og udsigten over Golfo di Napoli.

Smed sine elskere ned til krokodillerne

I et af tårnene findes ifølge legenden en hemmelig dør, hvorigennem Napolis fæle dronning Johanne, der levede 1373-1435 og var berygtet for sin tøjlesløse seksuelle appetit, smed sine elskere ned i voldgraven. Her blev de ædt af importerede afrikanske krokodiller. En anden version fortæller dog, at hun selv spiste elskerne efter brug.

Il Lungomare – Napolis dagligstue

Og så er vi nået ned til havnen og Golfo di Napoli, der forhåbentlig er lige så blå, som du havde forestillet dig. I øst ser vi for første gang Vesuvs røgløse kegle, mens promenaden mod syd, den lange, delvist pinjesmykkede Lungomare, der ikke har sin lige i hele Italien, og hvor Ferrari’er og Maserati’er glider langs golfens azurblå spejl, er Napolis stolthed og dagligstue. Her åbner byen sig med luksushoteller, dyre butikker og elegante caféer. Dette er det kongelige Napoli, som gjorde så stort indtryk på turister og kunstnere i 1800-tallet. Men det bedste er lyset og luften. Om aftenen skinner de kulørte lys fra restauranterne i havnens vand, mens tiggere for et par euro synger O sole mio og Bella Napoli for turisterne.

Hop på en topløs sightseeingbus og se alt i ro og mag >

Castel dell'Ovo – her blev Napoli født

På et lille næs og med sine bleggule fæstningsmure som kontrast til de muntert malede både i havnen ligger endnu en middelalderborg, den dystre Castel dell'Ovo ("Æggeslottet"), der i 1100-tallet var normannernes hovedforsvarsværk mod araberne. Her lå engang Lucius Lucullus' villa – ham, der lagde navn til begrebet lukullisk. I denne villa mødtes Brutus og Cicero efter mordet på Cæsar i år 44 f.Kr. for at lægge planer, og her døde den sidste romerske kejser, Romulus, af rent og skært grovæderi. Med sine mørke gange og uhyggelige fangekældre er borgen et besøg værd.

Druknede sig af ulykkelig kærlighed

Men det lille næs er også Napolis fødested, for netop her skyllede liget af sirenen Parthenope i land, efter at hun af ulykkelig kærlighed til Odysseus var sprunget i havet og druknet. Odysseus havde bedt sine folk binde sig til masten på sit skib, så han ikke kunne lokkes af Parthenopes sang og sejlede derfor videre. Andre sejlende var ikke så kloge og lod sig forføre af sirenernes skønne toner, hvorefter deres skibe blev knust mod klipperne. Havbunden ud for Napoli er fyldt med deres smuldrende knogler.

Vi fortsætter mod vest ad promenaden, der her kaldes Via Cesario Caracciolo og er opkaldt efter kong Ferdinands stakkels admiral, der i Napoleonstiden modvilligt var blevet overtalt til at kæmpe for republikanerne. Efterfølgende fik Caracciolo af kongen frit lejde til at vende tilbage til Napoli, men blev på admiral Nelsons ordre bragt ombord på et britisk krigsskib og hængt. Liget kastedes i havet, men dukkede bagefter i oprejst stilling op i kølvandet på et krigsskib til stor rædsel for den overtroiske Ferdinand, der var ombord.

Nu passerer vi det kønne, palmesmykkede parkanlæg Villa Comunale, som napolitanerne ynder at slentre i, og hvor man både finder Europas ældste akvarium fra 1874 og de Mester Jakel-teatre, hvor Pierrot, Harlekin og Colombine opstod. Herfra ses det, hvordan Napoli breder sig fra vandet og op mod Posillipos grønne højder. I det fjerne glimter de små paradisøer Capri, Procida og Ischia samt Sorrentohalvøen med sine fornemme hoteller med engelske og franske navne, herskabsvillaer og disede bjerge. Navnlig ved solnedgang, når lysene tændes bugten rundt, er udsigten en oplevelse. Faktisk er synet alt for meget for et enkelt blik – der er nok til flere dage. Se meget mere om Campanias små paradiser >

Pizza Napolitana og andre lækkerier

Men nu har vi set nok for én dag. Vi vender tilbage til udgangspunktet, Via Toledo, og kaster os over det napolitanske køkken. Og hvad med for en gangs skyld at få en rigtig pizza? En pizza i Danmark, bagt af en orientaler og overlæsset med ukurante ingredienser, kan aldrig blive så aromatisk, sprød og gylden, som når den rækkes frem lige fra ovnen, hvis ildskær flakker på væggen hos en indfødt napolitansk pizzaiolo. Faktisk blev den gloende varme pandekage opfundet lige her i Napoli, og her får du den ægte vare. Den hedder en pizza napolitana, og det er der kun to pizzaer, der må kalde sig – nemlig pizza margherita med tomater og mozzarella og pizza marinara med alt godt fra havet.

Zuppa di pesce eller calamarette fritte

Hvis pizza er for ordinært, kan du i stedet gå på restaurant (pizza fås kun i pizzeria'er) og f.eks. vælge zuppa di pesce, den særlige bouillabaisse fra Napoli, som er et sammensurium af fisk, rejer og muslinger i en kraftigt krydret suppe, eller calamarette fritte, bittesmå, sprøde blæksprutter i friture. Prøv også den lokale specialitet spinola (bars), som er en stor delikatesse. Som forret fristes man af ​crostini, brødskiver med mozzarella-ost, krydret med ansjos og stegt i olie, ledsaget af en vino bianco. Tag en slentretur og vælg et af Napolis utallige små trattoria'er – der er nok at tage af. Buon appetito!

Med et City Pass får du adgang til det vigtigste – se udvalget og book passet her >

Vomeros smukke udsigter

Nu skal vi op i højderne, til det elegante Vomero-kvarter i Napolis vestlige del, som med sine dejlige villaer virker meget lidt napolitansk. Her knejser 1200-tals-borgen Castel Sant'Elmo, der indtil 1970'erne var militærfængsel og italiensk flådehovedkvarter. Lige neden for borgen ligger det gamle karteuserkloster Certosa di San Martino, som nu huser det henrivende Museo Nazionale di San Martino med malerier af især napolitanske 1600-talskunstnere. Men når man er i Napoli, samler man først og sidst på smukke udsigter, og i klart vejr får man fra balkonen Belvedere én af de allermest bedårende. Det er disse panoramaer, der er reproduceret på millioner af postkort (se næstøverste foto), og som har skabt det gamle udtryk "vedi Napoli e poi muori", se Napoli og dø.

Napolis perle – Museo Archeologico Nazionale

Selvom du kun har et par dage til rådighed i Napoli, skal du se Museo Archeologico Nazionale, som er verdens ypperligste arkæologiske museum, når det gælder antikken. Intet andet sted får man en stærkere fornemmelse af intim samhørighed med den klassiske fortid. Du finder museet ved fra Via Toledo at gå mod nord ad Via Pessina, indtil du når Piazza Museo 19. Museet er bygget i en gammel kavalerikaserne og fyldt med romerske fresker, statuer og mosaikker især fra Pompeji og Herculanum. Hertil kommer et pinakotek, som enhver by ville være stolt af, med værker af bl.a. Tizian, Masaccio og Caravaggio.

Menukort til bordeller

I Museo Archeologico Nazionales hemmelige kabinet, Gabinetto Segreto, findes verdens ældste porno – de erotiske udsmykninger fra Pompeji, der var en slags menukort for byens bordeller og indtil for få år siden kun kunne ses efter særlig ansøgning. Entréen omfattes af Napolis City Card, men ellers kan separate hurtigkø-billetter til hele museet med fordel bestilles her >

Palazzo Reale Capodimonte

På bakken oven over nationalmuseet ligger det gamle Bourbon-slot Palazzo Reale Capodimonte med fornemme samlinger af bl.a. middelalder- og renæssancekunst (Masaccio, Signorelli, Botticelli, Fillipino Lippi), 1700-tals-porcelæn og meget andet. Museets juvel er Tizians maleri af pave Paul 3. Farnese, der havde mest travlt med at få sin familie forsørget og blev kaldt skørtekardinalen, fordi hans gejstlige karriere skyldtes søsteren Giulia Farneses seksuelle udskejelser med pave Alexander 6. Ligesom det arkæologiske museum er Palazzo Reale Capodimonte et absolut must see i Napoli, og et kombineret besøg på de to museer kan nemt arrangeres samme dag. Uden om køen-billetter kan købes her >

Men nu skal vi til noget helt andet:

Spaccanapoli – det rigtige Napoli

Napoli har ikke en egentlig gammel bydel, for under Anden Verdenskrig fik napolitanerne hele 104 gange besøg af de allierede bombefly, og gamle og nye bygninger ligger derfor overalt mellem hinanden. Men den oldgræske bys centrum lå mellem Via dei Tribunali og Via San Biagio dei Librai/Via Benedetto Croce, nemlig det kvarter, der i dag kaldes Spaccanapoli – frit oversat "det ærkenapolitanske" – og som vi nu skal se. Fra nationalmuseet spadserer vi mod øst ad Piazza Cavour og videre ad Via Foria. Efter at have passeret den botaniske have når vi til en af fortidens største bygninger, Albergo dei Poveri, som Bourbon-kongen Karl 3. skabte i 1751 for at samle alle fattige i Kongeriget Napoli. Herfra løber Corso Garibaldi mod syd til Piazza San Francesco med 1400-tals-byporten Porta Capuana, der med sine to kraftige tårne var en del af den gamle bymur og hovedindkørslen til Napoli.

Mærkelige lyde og lugte

Her begynder Spaccanapoli, der er fyldt med støj og stank, beskidte paladser, smukke pladser, kirker, restauranter og butikker. Kun her oplever man det rigtige Napoli. I denne klaustrofobiske labyrint af mørke og skumle smøger er folkelivet så broget, at man næsten glemmer at se på seværdigheder for at betragte alt det mærkelige, der foregår omkring en:

Frække børn, der spiller fodbold på støjende pladser, overlæssede scootere, som drøner gennem de snævre gyder, og bedstemødre, der skændes om prisen med gadesælgerne. Hvert vindue har en balkon, hvor vasketøjet er spændt til tørre, og hvorfra husmødrene med udpræget dialekt og fægtende arme knævrer tværs over gaden, mens bilerne og taxierne kører uafbrudt, og affaldet hober sig op i ildelugtende bunker i rendestenen. Hen imod middag tvinger klimaet og solen alle til siesta, og gaderne tømmes – bortset fra turisterne. Taxichaufførerne sover i deres biler, lazaronerne midt på fortovet med en sæk over ansigtet, og det muntre liv uddør for en stund.

Lady og Vagabonden

Om aftenen stråler gaderne og husene som et lyshav, og det hele begynder forfra. Det er tid til at slentre gennem de smalle gyder, som er fyldt med alt det sælsomme og rørende: Gamle sidder udenfor på stole og sludrer ivrigt, børn løber rundt og leger under guirlander af vasketøj, unge Vespa-ejere er ved at parkere, skopudsere lokker turister til at tage plads, og biler med pyntede damer kører til stævnemøder med deres elskere. Forretningerne er åbne til midnat, og unge kvinder med bare ben i klaprende klipklappere henter en flaske vin til den sene aftensmad. Vrimlen af fodgængere og blomstersælgernes råben fortsætter til langt ud på natten, og man forventer hvert øjeblik at se Lady og Vagabonden få serveret makaroni med kødboller af en velnæret og moustacheprydet napolitansk kok i baggården til et af de hundredvis af trattoria'er.

Book en guidet street food tour og se samtidig den gamle bydel >

Domkirken San Gennaro

Men Spaccanapoli byder også på seværdigheder. Vi fortsætter mod sydvest ad Via dei Tribunali, drejer til højre ad Via Duomo og står et øjeblik efter foran Napolis domkirke, San Gennaro, der er fra omkring år 1300, mens facaden er en moderne efterligning af gotik. Interiøret byder på fine fresker og Karl 1.s gravmonument, og i krypten smuldrer knoglerne af Napolis skytshelgen, San Gennaro, der stoppede pesten i 1529.

Løverne gad ikke æde ham

Som kristen blev San Gennaro af den romerske kejser Diocletian kastet for løverne, som nægtede at fortære ham, hvorefter han i år 305 blev halshugget. Hans størknede blod opbevares i et relikvieskrin på højalteret, og to gange om året – 1. søndag i maj og 19. september – bliver blodet atter flydende, ellers vil ulykkerne ramme Napoli. Folk fylder kirken og de tilstødende gader, og efterhånden som tiden går, stiger deres bønner til trusler og forbandelser mod den elendige, som de selv har gjort til helgen. Men endelig råber biskoppen, som svinger flaskerne frem og tilbage, "si muove", og mængden henfalder i ubeskrivelig ekstase. Alle falder hinanden om halsen, danser og synger på åben gade og takker jomfruen og helgenen.

Få skridt længere henne ad Via dei Tribunali møder vi de to kirker San Paolo Maggiore med 16-1700-talsfresker, og den smukke San Lorenzo Maggiore, hvor Boccaccio i 1334 forelskede sig i kong Robert den Godes datter Maria, som blev til Fiammetta i Dekameron.

Hvis man rigtigt vil gå på strejftog i Spaccanapoli, er to ting nødvendige: gode sko og rigeligt med småmønter til tiggerne. Her findes altid en ung kvinde med hånden strakt frem og et spædbarn på armen. Hvis hun ikke har et selv, er der altid en lillesøster i passende alder til rådighed.

Napolis grimmeste plads

Inden turen slutter, skal vi forbi Napolis grimmeste plads, den lurvede Piazza del Mercato, som engang var byens hovedtorv lige ned til havnen og gennem tiden har været skueplads for blodige begivenheder. Her blev den sidste tyske Hohenstauferprins, Frederik 2.s kun 15-årige barnebarn Konrad, halshugget 29. oktober 1268, efter at han havde tabt slaget ved Benevent mod Karl af Anjou. Konrads knogler hviler i Santa Maria del Carmine under et legemsstort gravmæle af Bertel Thorvaldsen.

Henrettedes efter socialklasse

Halshugningen skabte tradition, og fra 1268 var Piazza del Mercato byens rettersted, hvor man virkelig kunne se Napoli og dø. Pladsen bød endda på hele tre forskellige aflivningsredskaber: For de adelige var der indrettet et skafot, hvor man blev halshugget med sværd, og til borgerskabet en velsnedkereret galge, mens pøbelen måtte nøjes med at blive hængt i en ussel strik. Men alle kunne de i deres sidste minutter nyde udsigten over den smukke Golfo di Napoli. I 1799 udartede tingene til et rent blodbad: Under barbariske udskejelser myrdede lazaronerne alle de liberale napolitanere, som var tilhængere af republikkens indførelse.

Napoli City Pass

Med et Napoli City Pass sparer man penge og får prioriteret adgang til mange seværdigheder – se udvalget og book passet her >

Udflugter fra Napoli

Lige bag Napoli knejser den allestedsnærværende, 1280 meter høje vulkan Vesuv, fredelig og majestætisk med sin røgløse søjle, og øver en enorm tiltrækningskraft på turister. Et besøg er en fascinerende oplevelse, og øverst er der en nærmest eventyrlig udsigt over byen og Napolibugten. Hele turen kan gøres på 3-4 timer. Husk fornuftige sko og en varm sweater (selv om sommeren er der køligt på toppen) samt solbriller til beskyttelse mod hvirvlende aske. Det nemmeste er at bestille billet på en skræddersyet tur, med eller uden transport fra Napoli. Se de forskellige muligheder og book turen her >

Det berømte Pompeji

En endnu mere uforglemmelig udflugt går til den romerske oldtidsby Pompeji, som i år 79 blev begravet under Vesuvs mest berømte udbrud. I timevis vandrer man rundt mellem templer, rigmandsvillaer og termer og får et næsten levende indtryk af dagliglivet i Romerriget. Et absolut must see, kun 23 kilometer fra Napoli. Det kan anbefales at forudbestille spring køen over-billetter, eventuelt kombineret med en tur på Vesuv, og med eller uden transport fra Napoli. Se det store udvalg og bestil billetter her >

Oldtidsbyen Herculaneum

Endnu nærmere, i den moderne forstad Ercolano, lokker den superbt velbevarede romerske fiskerby Herculaneum, der ligeledes blev begravet i år 79. Herculaneum er både mindre og mindre skræmmende end Pompeji og kan besøges uden en konstant irriterende fornemmelse af, at man ikke har set det hele. Indgangen ligger lige ud til landevejen, og der er parkeringspladser 200 meter længere fremme. Et besøg i Herculaneum kan fint kombineres med både Vesuv og Pompeji – se mere her >

Katakomberne

Napoli Sotterranea er en guidet tur i Napolis undergrund gennem uhyggelige tunneler og grotter 40 meter under jorden med meget snævre passager, hvor man ikke skal være for overvægtig eller have tendens til klaustrofobi. Book på forhånd og spring køen over >

Napolibugtens små solskinsperler

Hvis du bliver træt af storbyens larm og lugte, er en udflugt til Napolibugtens små perler oplagt. Fra Molo Beverello (lige neden for Castel Nuovo) afgår der flyvebåde til solskinsøerne Ischia og Capri samt Amalfi og Sorrento. Sejlturen er én af de skønneste i verden, og varer under en time. Find afgangstider på f.eks. www.caremar.it eller www.navlib.it. En anden mulighed er skræddersyede sightseeingture til Capri (kan bookes her) eller Ischia (kan bookes her).

Man kan også vælge kombinerede udflugter til Amalfikysten og Sorrento, dels med airconditioneret bus, dels med speedbåd, og med eller uden frokost – se alle mulighederne >

Festivaler i Napoli

I maj afholdes Maggio dei Monumenti, en månedlang serie af udstillinger og koncerter. 16. juli fejres Madonna del Carmine med fyrværkeri, mens Syditaliens største popmusikfestival, Neapolis Rock Festival, foregår i juli og august. I september afholdes La Notte Bianca (den hvide nat), et eldorado af udendørs koncerter, kunstudstillinger og åbne butikker hele natten.

Vejret og klimaet i Napoli

I marts, april og maj er vejret og klimaet med temperaturer på 20-30 grader ideelt for rejser til Napoli. I juni, juli, august og september byder vejret på op mod 35 grader, høj luftfugtighed og stort set ingen regn – men hvis man trænger til frisk søluft og middelhavsbriser, kan man altid snuppe flyvebåden til en af øerne i Napolibugten (se ovenfor). Oktober og november lokker med storbyferie og 20-25 grader, men kan godt være regnfulde, mens vejrudsigten for december, januar og februar lyder på vintervejr og 5-15 grader.

Forsigtighedshensyn i Napoli

Turister behøver ikke at frygte Napolis organiserede forbryderverden, Camorra'en, men befolkningens hang til småkriminalitet er velkendt. En del af napolitanerne har tilsyneladende arvet alle de dårlige egenskaber fra grækere, arabere, spaniere og franskmænd, og for bare få år siden skulle turister være glade, hvis de kun fik stjålet et mindre beløb. På besynderlig vis er det altid nærmest umuligt at opdrive et vidne. Vær specielt opmærksom på hurtigkørende scootere, som er specialiserede i at flå tasker fra folk, og grupper af sigøjnerlignende børn, der afleder opmærksomheden, mens medsammensvorne plyndrer løs. Biltyverier florerer, så parker med omtanke og efterlad aldrig bagage eller overtøj i bilen. Om natten skal turister undgå kvarteret omkring Stazione Centrale og området vest for Via Toledo, det overbefolkede Quartieri Spagnoli.

© Ciao-Italien.dk