Trevifontænen, Den spanske Trappe og Capitol
Nu er det tid til at vende tilbage til vores udgangspunkt, Piazza Colonna, og seværdighederne øst for Via del Corso. Overalt i Rom hører man konstant den rislende lyd af fontæner, men når man fra Corsoen smutter gennem Via dei Sabini og den lille gyde Via dei Crociferi, stiger lyden til en høj plasken, og et øjeblik efter står man foran Roms største og mest berømte fontæne, Fontana di Trevi, Trevifontænen, som får Københavns Gefion-springvand til at virke beskedent.
Dette festlige og glade pjank, som også er et mageløst kunstværk, er gemt inde på den lille Piazza Trevi og en genial sammensmeltning af arkitektur, skulptur, klipper og vand. Her er storhed, ro og dog liv: Bevægelsen i figurerne kontrasterer til det faste i palads og klipper, og over det hele hviler en liflig ynde. På vingede havheste og ledet af tritoner baner Neptun sig vej gennem vandmasserne, flankeret af statuerne Sundheden og Overfloden. Der findes ingen bedre morgenhilsen i Rom end lyden af disse muntre vandstrømme, når de bruser frem mellem klippestykkerne og ned i det store bassin. Trevifontænen blev først opført i 1762, men efter udkast af Bernini, og er barokkens sidste basunstød i Rom. Det klare, grønne vand kommer fra akvædukten Aqua Virgo, Jomfruens Vand, som anlagdes allerede år 19 f.Kr. og stadig bringer det herligste drikkevand frem til Rom. Over Sundheden viser et relief den scene, hvor den unge jomfru Virgo viser kilden frem til nogle tørstige romerske soldater.
Den lille plads er virkelig et af de steder, hvor livet leves i Rom. Turisterne flokkes naturligvis om Trevifontænen, for man vil aldrig vende tilbage til Den evige Stad, hvis man ikke aftenen før sin afrejse kaster en mønt over sin skulder og ned i vandet. Tidligere fordelte den katolske kirke pengene til de fattige, men nu beslaglægges de af Roms griske bystyre. Trevifontænen er også kendt fra den henrivende film fra 1953 Prinsessen holder fridag, hvor den yndige prinsesse (Audrey Hepburn) stikker af fra hoffet og bliver guidet gennem Rom af en sladderbladsreporter, samt fra Fellinis berømte La dolce vita, i hvilken Anita Ekberg skamløst bader i vandet.
Skønhedsåbenbaringen på Piazza Barberini
Til højre for Trevifontænen følger vi Via della Stamperia, som munder ud i den elegante og travle forretningsgade Via del Tritone, og fortsætter til Piazza Barberini, hvor de danske guldaldermalere færdedes og Thorvaldsen havde sit atelier. Pladsen er tit én stor trafikprop, men det er ulejligheden værd at bevæge sig ind på midten og se Berninis Tritonfontæne, der er den store barokkunstners bedste og regnes for en af Roms smukkeste seværdigheder.
Men ikke nok med det: I skyggen af allétræerne i pladsens nordøstlige hjørne står Berninis lille Fontana delle Api, Biernes Fontæne (efter Barberinifamiliens symbol, en bi). Tilsammen udgør de to springvand en skønhedsåbenbaring, der griber fast om hjertet, og mange digtere har gennem tiden forsøgt at skildre deres kølige fryd.
Via Vittorio Veneto, det rige Roms sjæl
I samme hjørne udspringer Via Vittorio Veneto, Roms berømte strøggade og mest mondæne boulevard med det internationale liv, som også skildredes i Fellinis La Dolce Vita. Via Vittorio Veneto er opkaldt efter Italiens beskedne sejr i Første Verdenskrig, og den brede allé, som slynger sig opad i en flot bue, er virkelig det rige Roms sjæl. Få skridt henne ligger kapucinerkirken Sant'Maria della Concezione, i hvis krypt man kan beundre muntre kapeller med 4.000 kranier og skeletter af kapucinermunke sat sammen i uhyggelige guirlander og dekoreret i pyntelige mønstre på væggen. H. C. Andersen har beskrevet det makabre sceneri i sin bog "Improvisatoren".
Vi skynder os op i sollyset igen og slentrer gennem Via Veneto, forbi alle luksushotellerne, fortovscaféerne og de lokkende, men hundedyre butikker. Her flokkes Roms jetset, filmstjerner og voksne romere, mens de unge holder til andre steder. Få fat i et bord (det er ikke nemt), bestil en caffé granito (kaffe med knust is), og indsug atmosfæren. Her promeneres den nyeste mode, af og til i så bizarre kreationer, at man tror, at beduiner og sigøjnere har stået model.
Via dei Condotti, Roms dyreste butiksstrøg
Lad os vende tilbage til Piazza Colonna, spadsere ad Corsoen mod nord og dreje til højre ad Via dei Condotti, der var de danske guldaldermaleres yndlingsgade i Rom. I dag er Via dei Condotti Den evige Stads allermest fashionable butiksstrøg, hvor vinduerne bugner af dyr, men ikke altid lige smagfuld luksus. Her promenerer kostbart klædte damer hver dag mellem kl. 12 og 13 for at vise deres nyeste dragt og seneste tilbeder frem for veninderne. Guldaldermalerne spiste og drev den af i det berømte Trattoria della Lepre, der nu er blevet til Bulgari, verdens fineste juveler. Da indehaveren i sin tid blev kidnappet, var løsesummen flere milliarder lire.
Caffè Greco og Casanovas første eventyr
Lige overfor, i nr. 86, ligger Caffè Greco, hvor selv tjenerne er nationalmonumenter, og som siden 1760 har været samlingssted for kunstnere, forfattere og komponister fra hele verden. Goethe, Zola, Flaubert, Ibsen, Liszt, lord Byron, Shelley, Keats, H. C. Andersen, Thorvaldsen, Mark Twain, Buffalo Bill og Stendhal har alle frekventeret Caffè Greco – ikke at forglemme Giacomo Casanova, der dukkede op som genert, endnu ikke arrogant og selvsikker ung mand, på vej til sit første galante eventyr. Faktisk er caféen med sine marmorborde, malerier og gammeldags wienerhygge et helt lille museum, som er opstået ved, at taknemmelige kunstnere gennem tiden har smykket væggene. I dag består klientellet mest af turister. I nr. 55 lå tidligere Gasparris Bar, der blev kendt, fordi vores egen dronning Ingrid under sine besøg i Rom yndede at drikke kaffe her.
Europas vildeste luksus
Hele kvarteret mellem Corsoen og Piazza di Spagna – Via Condotti, Via Frattina, Via dei due Macelli, Via del Babuino og alle smågaderne – byder faktisk på Europas vildeste luksus i tøj, sko, juveler og kunsthåndværk. I Via del Babuino, Baviangaden, der løber mellem Piazza del Popolo og Piazza di Spagna, finder man udsøgte antikviteter, og parallelgaden Via Margutta flyder med spændende småbutikker, ofte gemt inde i gårdene. Dejligt, men dyrt – meget dyrt. Men for enden af Via Condotti venter nye, vidunderlige seværdigheder.
Piazza di Spagna og Den Spanske Trappe
Enhver, der har været i Rom, vil for altid kunne genkalde sig billedet af Piazza di Spagna og den majestætiske Spanske Trappe, som ligner en teaterkulisse (men det er normalt i Rom). Man erindrer de gamle huses røde og gule farver, der changerer efter tidspunktet på dagen, de høje, slanke palmer og den brede, elegante rokokotrappe fra 1725, som rejser sig mod obelisken og tårnene på Trinità dei Monti. Det hele holdes sammen af den mærkværdige Fontana della Barcaccia, som er inspireret af en båd, der strandede på pladsen under en af Tiberens oversvømmelser, og udført af den store Berninis fader, Pietro Bernini.
Man ser også for sig de eksklusive butikker, hvor kreditkortet blev luftet, og de skønne aftener, hvor man slentrede i det sidste dagslys, inden trattoria'erne kaldte. Alt det husker man – selvom det kan være svært at se det hele for mylderet af turister. Denne trekantede, højt besungne plads har med sin blomsterduftende dolce far niente været en seværdighed i 300 år og huset berømtheder som Byron, Keats, Goethe, H.C. Andersen og mange flere. I dag er Piazza di Spagna stadig det dejligste – og mest fotograferede – af alle Roms utallige torve.
Brutale napolitanere
Piazza di Spagna har navn efter den spanske ambassade i Rom, som ligger til højre fra Via Condotti. Tidligere havde ambassadøren pligt til at opretholde lov og orden på pladsen, og dertil hyrede han et berygtet korps af brutale napolitanere. Han holdt sig heller ikke for god til – mod betaling – at lade forbrydere gemme sig på ambassadens område. Banditter, der havde myrdet og udplyndret deres ofre på den Spanske Trappe, kunne med få skridt komme i sikkerhed for politiet i ambassaden. Den danske forfatterinde Frederikke Brun, som var gift med forretningsmanden Constantin Brun og boede i Rom, fortæller i sin dagbog, at "Ofte lyder om aftenen fra den Spanske Trappe det frygtelige råb: 'Sono Ammazzato', og man hører den myrdedes legeme styrte dumpt til jorden, mens gerningsmanden undslipper og tyer op til kirketrappen eller køber sig et afladsbrev for 4 paoli hos kardinal Albanis kammertjener. Jeg så dag ud og dag ind i porten til det spanske palæ en kusk fra nabolaget, der havde boret sin unge hustru dolken i brystet".
Du skal også se Roms dejlige have, det skønne Lazio >
Toppen af Rom – Monte Pincio
Men lad os stige op ad den dristigt svungne trappes 137 trin, der hver påske dækkes af blomstrende azalea, så langsomt, at vi kan nyde dens smukke linjeføring og udsigten, som forandrer sig, efterhånden som man kommer højere op. Indtil for nylig kunne det være svært at træde op for horder af unge udenlandske turister, der slog sig ned på et trappetrin, men det er nu forbudt, og Roms bystyre har brugt store summer på at rense trappen for kaffepletter og tyggegummi.
Nu er vi oppe på Monte Pincio, hvor romerne elsker at promenere om aftenen, og hvor man belønnes med et pragtfuldt vue over Roms talløse tagterrasser og ned gennem Via dei Condotti. Bagved knejser den karakteristiske kirke Trinità dei Monti, indeklemt mellem sine to tårne og prydet med endnu en obelisk, der som altid er anbragt lige i perspektivets brændpunkt. Skråt over for, på hjørnet af Via Sistina, ligger det fine gamle Hotel Hassler, hvor kong Frederik 9. og dronning Ingrid opholdt sig under deres årlige besøg i Rom, og i Via Sistina 48 finder man det berømte Casa Buti, hvor Thorvaldsen boede til leje og fik vasket tøj og stoppet strømper af enkeværtinden. Også C.W. Eckersberg og Constantin Hansen fandt husly her, og adressen er markeret med en plade på muren.
Obligatorisk for Rom-rejsende
Men lad os spadsere til venstre op ad Viale Trinità dei Monti. Først passerer vi Villa Medici, pragtslottet fra 1564, der i dag rummer det franske kunstakademi, og dernæst Casina Valadier, som blev bygget af Napoleon til hans søn, Kongen af Rom, men i dag er en yndig sommerrestaurant. Omsider når vi Terrazza del Pincio, hvor alverdens tungemål svirrer om ørerne. Fra brystværnet får man et næsten chokerende panorama over Rom (se også øverste foto). I skumringen, når Rom danner silhuet mod aftenhimmelen, er her særlig vidunderligt. Lige nedenfor ligger Piazza del Popolo, og i flugt med obelisken ser man Peterskirkens kuppel. Det er obligatorisk for Rom-rejsende at se solen gå ned bag kuplen, som synes at stå på gloende søjler i dagens sidste lys. I gamle dage kørte Roms velhavere op på terrassen i deres kareter og biler, og det var så praktisk indrettet, at herskaberne end ikke behøvede at stige ud, hvis de ønskede en forfriskning fra baren. Tjenerne satte en bakke fast på bilens nedrullede vindue, og så kunne passagererne nyde solnedgangen i fulde drag, mens de nippede til deres Martini. Den tid er desværre forbi – i dag er bilkørsel på terrassen forbudt. Til gengæld er den blevet et populært selfie-spot.
Se det vigtigste fra en topløs hop-on hop-off sightseeingbus >
Villa Borghese, Roms skønneste park
En formiddag er den smukke park bag terrassen, Villa Borghese, et dejligt udflugtsmål. Her promenerer Roms yngre familiefædre med synlig stolthed deres pyntede børn, mens mamma derhjemme har travlt med at forberede frokosten. Børnene leger med legetøjsskibe i det store bassin, og måske er der Mester Jakel-teater på en åben plads. Villa Borghese blev anlagt i 1600-tallet midt i Rom af kardinal Scipione Borghese som Borghese-slægtens private have og er fuld af udstrakte plæner med kastanjer, cypresser og gamle pinjer samt hundredvis af statuer.
En magnolieallé fører til Piazza di Siena, en lille ridebane, hvor velhavende romere om morgenen rører deres heste, og derefter videre til Fontana dei Cavalli Marini, Havhestenes Fontæne, samt monumenter for Byron, Goethe og Victor Hugo. I det ene hjørne findes den yndige have Giardino del Lago, som omgiver en lille, kunstig sø med svaner, mens et gult Æskulaptempel spejler sig i vandet. Hvis man har dage nok i Rom, kan man få adskillige af dem til at gå på denne fredfyldte plet. Alt, hvad man hører, er lyden af gartneren, der pusler om de velholdte bede.
Messalinas bagvaskelser
Netop her yndede de romerske patriciere at bygge deres landsteder. En af dem var feltherren og frådseren Lucius Licinius Lucullus (som har lagt navn til ordet lukullisk), der forstod kunsten at leve i overflod og her havde anlagt sine pragtfulde haver. Kejser Claudius’ skruppelløse og uterlige hustru, Valeria Messalina, fik ved hjælp af bagvaskelse vendt sin mands vrede mod den næste ejer, den uskyldige Valerius. Valerius blev tvunget til at begå selvmord, men den sidste dag tilbragte han i sine elskede haver, hvor han gav gartnerne beskeder om træer og buske. Det gik som Messalina havde beregnet – efter Valerius' død blev hans familie nødt til at forære hende haverne. Men her mødte hun også sin egen skæbne (se længere nede). I år 270 skænkede kejser Aurelian haverne til folket, men de fik først deres nuværende udseende, da Napoleon i 1809 indlemmede Rom i Frankrig og beordrede dem sat i stand.
Galleria Borghese og Napoleons uartige søster
I parkens udkant knejser en skøn villa, der var en af Borghese-slægtens sommerresidenser. I dag rummer villaen Roms smukkeste museum, Museo e Galleria Borghese, der kaldes "Dronningen over alle verdens private samlinger".
I stueetagen ses billedhuggeren Antonio Canovas berømte skulptur af Napoleons smukke, men uartige søster Pauline, som var blevet formælet med fyrst Camillo Borghese. På trods af det luksuriøse liv med ædelstenssmykkede dragter og opvartende tjenere fandt den forkælede Pauline sig aldrig til rette i Rom, og for adspredelsens skyld forlangte hun, at Canova skulle afbilde hende som en nøgen, liggende Venus. Den modvillige kunstner indvilgede, og statuen vakte stor skandale i hele Europa. Men da en gammel, sur slægtning, som var misundelig på Paulines skønhed, sagde ”Stakkels du, hvad har du ikke måttet lide ved at blotte dig for denne billedhugger”, svarede hun ”Tværtimod, Canovas atelier er udmærket opvarmet”. Herudover byder Galleria Borgheses pragtsale på værker af bl.a. Rafael, Pinturicchio, Botticelli, Caravaggio og Tizian, og museet er endnu et must see i Rom. Man kan springe køen over ved at booke billetter på forhånd >
Men nu er det på tide at vende tilbage til byen – seværdighederne venter!
Solens Plads – Piazza del Popolo
Fra Terrazza del Pincio snupper vi stien ned til Piazza del Popolo, hvis kælenavn er "Piazza del Sole", Solens Plads. Det henrivende, elliptiske torv, der stod færdigt i 1824, er for en gangs skyld et mesterværk i arkitektonisk planlægning. I midten knejser en 24 meter høj obelisk, som er omgivet af fire løvefontæner, og hvorfra perspektivet er ideelt: Mod syd flankeres Piazza del Popolo af de barokke tvillingekirker Santa Maria dei Miracoli og Sante Maria in Montesano, og her udstråler de tre lange, snorlige gader Via del Corso, Via del Babuino og Via Ripetta.
I øst løfter Monte Pincios grønne skråninger sig, og på pladsens nordside ses renæssancekirken Santa Maria del Popolo fra 1473, som er fyldt med seværdigheder. Kapellets fresker regnes for Pinturicchios mesterværk, kardinalerne Bassos og Sforzas gravmæler er af Andrea Sansovino, mens flere af gravmælerne i Chigi-slægtens kapel er af Lorenzetto, og mosaikkerne af Rafael. I det tilstødende kloster boede Martin Luther under det besøg i Rom i 1510, der medvirkede til hans oprør mod pavekirken, og ved siden af står Porta del Popolo, som Bernini opførte til ære for vor kære svenske eksdronning Kristina, der i 1658 ankom til Rom ad Via Flaminia.
På hjørnet af Via Ripetta ligger den kendte restaurant Rosati, der i 1970'erne var mødested for borgerlige politikere og derfor flere gange ramtes af venstreekstremisters terrorbomber. I dag kan man nøjes med at nyde en forfriskning og udsigten over den usandsynligt smukke plads.
Men lad os fra Piazza del Popolo snuppe hele den lange spadseretur mod syd gennem Via del Corso og undervejs beundre de talrige prægtige paladser: Palazzo Sciarra Colonna, der tilsyneladende er hugget ud af én stor marmorblok; Palazzo Simonetti, som tidligere var Frankrigs ambassade og mødested for Roms aristokrati; og det pragtfulde Palazzo Doria-Pamphilj med Roms eleganteste barokfacade og en enorm privat kunstsamling. Endnu et must see i Den evige Stad.
Piazza Venezia og "Skrivemaskinen"
Endelig når vi helt ned til Piazza Venezia, der desværre domineres af det gyselige, kridhvide marmormindesmærke, Altare della Patria, som blev skabt i 1911 for Italiens første konge, Viktor Emanuel 2., og 50-årsdagen for det nye kongedømme. Monumentet harmonerer hverken med pladsens arkitektur og farver eller med Roms stil, men kaldes af romerne hånligt for "Skrivemaskinen". Nup alligevel turen op til toppen og nyd vuet ved siden af sejrsgudinden Viktoria og hendes kolossale bronzefirspand. Book billetter til den panoramiske glaselevator >
Balkonen, hvor Napoleons moder døde af nysgerrighed
Heldigvis kan man stadig beundre det okkerfarvede renæssancepalads, som pladsen er opkaldt efter. Her boede paverne i 1400-tallet, men Palazzo Venezia fik først sit navn, da bygningen i 1564 blev Venedigs ambassade i Rom. Under fascismen gjorde Mussolini Palazzo Venezia til sit residenspalæ, og fra balkonen holdt han sine berygtede brandtaler udover den tætpakkede plads. Her fik det italienske folk 10. juni 1940 hans budskab om Italiens intervention i 2. Verdenskrig. I dag kan man slappe af i paladsets idylliske gårdhave med marmorbænke, prydet af skjolde med navnene på alle Venedigs erobringer (entrébilletter kan købes her). Skråt overfor, på hjørnet af Corsoen, ligger det lille Palazzo Bonaparte, hvor Napoleons mor Laetizia Bonaparte boede de sidste 20 år af sit liv. Lægen havde forbudt hende at forlade sengen, men den livlige og nysgerrige ældre dame ville se, hvad der skete på pladsen, og listede med sine trætte øjne ud på den overdækkede balkon. Her fik hun et hjerteslag og døde 2. februar 1836.
Piazza del Quirinale – Italiens centrum
Nu skal vi op på Quirinal-højen og se en af Roms skønneste pladser, Piazza del Quirinale. Det er ikke noget tilfælde, at de italienske konger efter Italiens samling bosatte sig her. I oldtiden husede højen templet for sabinernes krigsgud, Quirinus, men det oprindelige, majestætiske palads grundlagdes som pave Gregor VIII’s sommerslot i 1578 og er siden blevet udvidet af bl.a. Bernini og Maderna. Da monarkiet faldt efter 2. Verdenskrig, blev Palazzo Quirinale – i daglig tale Quirinalet – præsidentpalæ, og i nogle af de 1200 værelser bor nu Italiens præsident. Paladset holder åbent søndag kl. 8.30-12 og er en af de dejligste seværdigheder i Rom. ID-papirer må medbringes. Men man kan også nøjes med at nyde synet og musikken, når vagtparaden kl. 15 trækker op.
Foran Piazza del Quirinales andet pragtpalæ, der huser den italienske forfatningsdomstol, står en fontæne med to kolossale marmorstatuer af dioskurerne Castor og Pollux fra Konstantins termer, omgivet af stejlende heste og med obelisken fra Augustus' mausoleum i midten. Tilsammen danner fontænen, statuerne og obelisken et harmonisk hele af romersk, græsk og ægyptisk kunst. Især ved solnedgang, når Quirinalets gyldne facade flammer, og Peterskirkens kuppel tegner sig mod den røde himmel, er udsigten over Rom ganske vidunderlig.
Bernini – Roms universalgeni
Få skridt mod nordøst ad Via del Quirinale støder man på en af Roms mest indtagende kirker, Sant'Andrea del Quirinale, som universalgeniet Bernini selv regnede for sit bedste arkitektoniske arbejde. Det elegante kirkerum danner en oval, omgivet af små nicher og overalt beklædt med marmor. Denne Gian Lorenzo Bernini har vi stødt på adskillige gange, og han fortjener et par ord. Udover at være arkitekt var han også maler, billedhugger og meget andet, og allerede inden han var fyldt 10, bad paven ham om at hugge en buste.
Fik 11 børn med ung skønhed
Bernini blev 82, og i hele sit liv holdt han ikke så meget som én måneds ferie. Det ses på omfanget af hans arbejde i Rom. Han spildte heller ikke sin ungdom på kødelige fornøjelser, men giftede sig først, da han var over 40. Til gengæld var hans 19-årige brud en af Roms smukkeste kvinder, og de nåede at få hele 11 børn. Måske har Berninis harmoniske hjemmeliv og de mange børn inspireret ham til alle de små, detaljerede engle og keruber, der befolker Sant'Andrea del Quirinale.
Roms nye paradegader
Rundt om Quirinalet ligger det kvarter, der blev skabt, efter at piemonteserne i 1870 havde besejret pavens fåtallige tropper og besat Rom. Til befolkningens forbitrelse ryddede byplanlæggere talrige idylliske kvarterer, og der anlagdes nye paradegader som Via Nazionale, som løber mellem Piazza Venezia og Piazza della Repubblica. Samtidig rykkede en hær af piemontesiske embedsmænd ind og bosatte sig i komfortable lejligheder i de nye, fashionable kvarterer. Alt dette virkede som en brand i næsen på romerne, der var rasende over, at tilrejste provinsboer nu skulle styre deres by. Ingen bekymrede sig om de indfødte småfolk, der havde boet i byen i generationer, og som de hovmodige piemontesere foragtede. Dermed deltes Roms befolkning i to: de oprindelige, pavetro romere og de liberale tilflyttere. Denne splittelse kan spores endnu i dag og symboliseres af Viktor Emanuel-monumentet på Piazza Venezia.
De vellystige najader
Men lad os slentre gennem Via Nazionale, hvorfra man nede for enden kan skimte Piazza della Repubblica. Efterhånden som man nærmer sig, får man et uudsletteligt skønhedsindtryk: En vældig vandstråle, der springer flere meter i vejret med kejser Diocletians termer som baggrund. Fontænen, Fontana delle Naiadi, er ganske vist fra 1888 og moderne, men de vellystige najader, der leger med forelskede havuhyrer, vakte dengang stor skandale. Som vandkunst er fontænen fremragende og endnu flottere, når den om aftenen springer i projektørskær.
Stazione Termini
Fra Piazza della Repubblica er der få skridt til Roms imponerende hovedbanegård, Stazione Termini, der påbegyndtes under Mussolini i 1937 og med 33 perroner og 150 millioner årlige passagerer er en af Europas største. Drys indenfor og se dette arkitektoniske eventyr i beton, marmor og forkromet stål, som trods betonen er langt mere fascinerende end nutidens spekulantbyggerier. Find en plads i baren i den enorme afgangshal og nyd en Campari, mens du betragter rejselivet: Forretningsmænd, der rejser med de eksklusive luksustog fra Milano, småkårsfolk, som kommer langvejs fra med bumletog, samt sværme af unge, udenlandske rygsækturister. Disse kolossale, lyse og luftige haller er en øjenlyst, en virkeliggjort funktionalistisk fantasi, som fascismens arkitekter virkelig mestrede.
Romernes elskede Santa Maria Maggiore
Fra stationspladsen går vi ad Via Cavour til Piazza dell’Esquilino på Esquiliner-højen, hvor den romerske pøbel boede. Selve pladsen er stærkt trafikeret, men op af travlheden og gråheden rejser sig Santa Maria Maggiores mægtige stenmasse med evighedens ro. Denne kølige og strenge bygning, som er den anden af Roms fire hovedbasilikaer og den største, der er viet til Jomfru Maria, er den af alle byens kirker, som romerne elsker højest.
Alene dens tilblivelse har over sig noget af dette vidunderlige, som ligger deres hjerter så nær: Pave Liberius, der ellers havde svært ved at sove, faldt natten til den 5. august år 352 i en dyb søvn, straks han havde lagt sig. I en drøm viste Jomfru Maria sig for ham og befalede ham at opføre en kirke på Esquiliner-højen, hvor der midt i den varme sommer ville ligge sne. Dagen efter begav han sig af sted til højen og fandt ganske rigtigt sne. Her opførtes Santa Maria Maggiore, som stadig kaldes ”Snekirken”.
Kvinder kravler op ad trappen
Intet af den oprindelige kirke er tilbage, men Roms kirker er netop dejlige, fordi de ikke er planlagte, men langsomt og lunefuldt vokset gennem århundreder. På pladsen foran står en søjle fra Maxentius-basilikaen på Forum Romanum, og på toppen ses Madonna og barnet. Kampanilen, som er Roms højeste, er fra 1377, mens barokfacaden blev påklistret i 1743. Selve trappen op til kirken er magisk, og tidligere kunne man ofte se kvinder krybe op ad trinene: Hvis en stakkels hustru, der bliver slået eller skældt ud af sin mand, kravler op til toppen og undervejs beder et passende antal bønner, kan hun bagefter vende hjem til en smilende, godhjertet husbond.
Columbus skænkede guld fra Amerika
Indenfor opdeles det treskibede kirkerum af 36 joniske søjler; det pragtfulde cosmatiske mosaikgulv er fra 1100-tallet, og det smukke 1400-talsloft dækket af guld, som Columbus bragte hjem fra Amerika og skænkede til kirken. Fire porfyrsøjler fra Hadrians villa i Tivoli bærer baldakinen over højalteret, som omslutter kirkens fornemste relikvie, den hellige Matthæus’ knogler. Overalt er materialets ædelhed bragt til gyldighed i harmoniske proportioner, der forbinder majestæt med ynde. Men den største skat er en stump af den oprindelige krybbe fra stalden i Betlehem. Juleaften trænges romerne i Santa Maria Maggiores uhyre rum: Mens orglet toner, røgelsen dufter, og lysene brænder foran de hundreder af helgenbilleder, kommer optoget gennem kirken med denne krybberest, højt løftet over mængden, som knæler i ekstase.
Sixtus V, der skabte nutidens Rom
Foran højalteret hviler den mærkelige Sixtus V, der var pave 1585-1590 og med sin rastløse byggevirksomhed gav Rom det udseende, der i store træk er bevaret til i dag. Man sagde om Sixtus, at han anlagde fem gader, fem fontæner og fem broer og ved sin død efterlod sig fem millioner i guld. Fra Santa Maria Maggiore udstråler de radialgader, som Sixtus skabte, alle med en kirke, en obelisk eller en fontæne som point de vue. Han var dog også en øvet hærværksmand; det var Sixtus, der udskiftede Marcus Aurelius med Paulus på Piazza Colonna.
Berninis gravmæle
I sidekapellerne gløder livet med f.eks. Berninis nichebuste af en neger, en Congo-konge, der var blevet omvendt og oplevede rejsen til Rom som sit livs lykke, så pave Urban VIII gav ham titlen "marchese di Nigirita". Nu hviler hans tunge øjne og svulmende læber evigt i Berninis kunst. Til højre for alteret ligger den store Bernini selv under en enkel flise med ordene ”Familien Bernini”. Barokkens mester havde åbenbart fået nok af pomp og pragt og ønskede selv denne simple gravsættelse. Kapellerne rummer også pavegrave samt Pauline Borgheses knogler.
Du vil elske fortryllende Firenze >
San Giovanni in Laterano, hele verdens katedral
Hvis ikke du har fået nok af kirker (det gør romerne aldrig), kan du fortsætte ad den lange, skyggefulde Via Merulana til den tredje af Roms fire hovedbasilikaer, San Giovanni in Laterano, Laterankirken, som arkitektonisk ikke er specielt skøn og fint kan springes over. Den historiske værdi er dog uden sidestykke: Laterankirken er Roms domkirke, moderkirken, hvor paven altid er biskop, og blev grundlagt allerede i år 304 af Konstantin den Store. Her boede paverne indtil 1308, og den nuværende kirke ombyggedes i 1650 af Borromini, mens den pompøse facade blev smækket på i 1735. I porticoen står en statue af Konstantin, som stammer fra hans bade, mens hovedporten er den oprindelige fra det antikke Roms senat på Forum Romanum. Midt i tværskibet knejser højalteret, som hævdes at indeholde Peters og Paulus’ kranier. I apsis står Roms bispestol, og hver gang en ny pave er valgt, går hans første tur altid hertil.
Okser slæbte lig rundt i timevis
Under højalteret hviler en af Roms ædleste paver, Martin V, der ved sin død selv havde ønsket at blive lagt på en vogn trukket af fire okser, som uden en kusk skulle gå, hvorhen de ville. Efter at have kørt i flere timer nåede okserne til Laterankirken, hvor portene åbnede sig af sig selv. Okserne fortsatte mod højalteret, hvor de knælede, og her stedtes Martin V til hvile i 1431. Kirken rummer også et maleri af Giotto, Roms ældste orgel og pave Leo XIII’s gravmonument. Ud for højre tværskib knejser Roms højeste, 5 tons tunge obelisk, som 300 rorkarle i år 357 bragte fra Ægypten til Ostia.
La Scala Santa, den blodige trappe
Lige over for Laterankirken står San Lorenzo-kirken med La Scala Santa, den trappe i Antonia-borgen i Jerusalem ad hvilken Jesus vandrede, da han var til forhør og blev torteret af Pontius Pilatus. Trappen blev bragt til Rom af Konstantin den Stores moder, den Hellige Helena, og hvert år gør katolikker fra hele verden bodsvandringen på knæ op ad de 28 marmortrin. Flere steder dækker glasplader over noget rødt, som ifølge kirken og turistkontoret er Jesu blod.
Cesare Borgia, Roms største slyngel
Men lad os spadsere tilbage til Santa Maria Maggiore og nu vælge Via Cavour, der blev systematiseret af piemonteserne. På venstre hånd ses snart Palazzo Borgia med den brede tunneltrappe, som kaldes Borgiaernes Løngang. Borgiaerne var en berygtet spansk adelsslægt, der ved hjælp af bestikkelse i 1492 indtog pavestolen med den ryggesløse Alexander VI. Den hellige fader viste sig at være knap så hellig, og ingen anden pave har trukket den gyldne tiara dybere i skarnet. Alexander VI var fader til fire børn – bl.a. med en gift kvinde – og et af dem var den kultiverede og højtbegavede slyngel og massemorder Cesare Borgia, som var forbillede for Macchiavellis "Fyrsten". Et andet af børnene var den smukke datter Lucrezia, der måtte gennem et par hævede forlovelser og tre ægteskaber for at tjene sin faders og broders skurkestreger.
Lod svoger kvæle i ægtesengen
Løngangen løber under det palads, som Alexander VI skænkede til sin elskerinde Vanozza dei Cattanei, Cesares og Lucrezias moder, og hvor der har udspillet sig mange dramaer. Hverken Alexander eller Cesare havde skrupler over at myrde enhver, der stod dem i vejen, og efter en fest i paladset en sommeraften 1499 forlod Cesare selskabet sammen med sin ældre broder. Kort efter blev broderen fundet myrdet ved Tiberen, formentlig dolket af Cesare. Lucrezia, der ligeledes har ry for de mest afskyelige forbrydelser, var som purung af sin fader blevet tvunget til at gifte sig med fyrsten af Pesaro, Giovanni Sforza, men da Borgia-familien ikke længere havde brug for Giovanni, beordrede Alexander ham dræbt. Han undslap, men blev i stedet tvunget til at skrive under på, at han var impotent, så ægteskabet kunne annulleres. Derefter blev Lucrezia gift med Alfonso d'Aragon, en uægte søn af kongen af Napoli. Men heller ikke dette ægteskab gav tilstrækkeligt med fordele, så Cesare lod Alfonso kvæle i ægtesengen, hvorefter Lucrezia blev viet til hertugen af Ferrara.
San Pietro in Vincoli og Michelangelos raseri
Løngangen udmunder ved kirken San Pietro in Vincoli, der grundlagdes i år 440 og rummer to store seværdigheder. Glem de 20 antikke søjler; i et skrin under højalteret gemmes de lænker, som Peter blev lagt i, da han sad i det Mamertinske Fængsel, og i midten ses storværket: Michelangelos majestætiske Moses-figur, som skildrer Moses i netop det øjeblik, da han udstyret med lovens tavler og på vej ned ad bjerget ser sit folk danse om guldkalven og et øjeblik efter knuser tavlerne i sorg og vrede. Michelangelo levede sig i den grad ind i sit arbejde, at han i raseri over, at figuren ikke talte, kastede sin hammer på den. Mærket ses stadig på Moses’ knæ. Michelangelo arbejdede på statuen 1506-1516, mens han samtidig var i gang i det Sixtinske Kapel, og den skulle egentlig have været en detalje i Julius II’s gravmæle. Nyd marmorets enestående skønhed, det minutiøse skulpturarbejde i skægget og klædets folder samt hele idéen i den muskelspændte figur. Moses-statuen er et af verdenskunstens absolutte mesterværker, hvor den ene gigant har fremstillet den anden.
Spar penge og spring køerne over med et Oplevelseskort >
Capitol og yndige Piazza del Campidoglio
Men lad os smutte tilbage til Piazza Venezia og ad Via del Teatro di Marcello gå højre om Viktor Emanuel-monumentet. Over hovedet på os troner Capitol (eller Campidoglio), der med 50 meter over havet er den højeste af Roms syv høje og den antikke bys religiøse centrum. De gamle romere kaldte højen Caput Mundi, verdens hoved. I virkeligheden består den af to: På den nordligste lå Juno Moneta-templet og den romerske mønt, altså pengeproduktion, som har lagt navn til udtrykket moneter. På den sydlige lå Jupitertemplet, og mellem dem ses Michelangelos yndige, ovale Piazza del Campidoglio, der nu er Roms rådhusplads.
Filosoffen Marcus Aurelius
Oven for trappen modtages man af Castor og Pollux, og midt på pladsen knejser en kopi af Roms og hele verdens ældste rytterstatue, som er restaureret af Thorvaldsen og forestiller den ædle kejser Marcus Aurelius med hans magtfulde ansigtsudtryk. Marcus Aurelius var en filosofisk digternatur ("filosoffen på kejsertronen"), som gerne dikterede 30-40 breve i træk og udstedte et hav af forordninger. Nogle af dem var forud for deres tid – f.eks. fastslog han, at "Det ville i høj grad være ubilligt, at en ægtemand kræver kyskhed hos sin hustru uden selv at følge samme regel". Men hans mest kendte værk er "Selvbetragtninger", en række sørgmodige spekulationer over livet og menneskene. Kun lidt af bronzestatuens oprindelige forgyldning er tilbage, og man siger, at når det sidste guld går af Aurelius, skal Rom forgå.
Museo Capitolino, verdens ældste museum
Bag statuen ses Roms rådhus, Palazzo Senatorio. Her har Michelangelo også været på spil med facaden, den pragtfulde dobbelttrappe og portalen med flodguderne Nil og Tiber. Til højre ses Palazzo dei Conservatori og overfor Museo Capitolino, Roms og hele verdens ældste offentlige museum, som blev indstiftet af pave Sixtus IV i 1471 og rummer en uhyre samling fremragende kunstværker. Det er umuligt at omtale de utallige skatte, men den mest kendte er Roms vartegn, den etruskiske bronzehunulv fra omkring 500 f.Kr. Entrébilletter kan bookes her >
Dødsdømte kastes i afgrunden
På Capitols bagside ses den Tarpeiske Klippe. Sagnet fortæller, at under en krig mod Sabinerstammen viste en romersk pige ved navn Tarpeia fjenden en hemmelig vej over klippen. Som straf blev Tarpeia kastet ud over kanten, begravet på klippen og dækket af de guldmønter, sabinerne havde givet hende for forræderiet. Fra den dag blev klippen rettersted for statsforbrydere, som simpelthen styrtedes i dybet og dræbtes – skyldige eller ej. Med den opbyggelige historie i tankerne kan man slappe af i et lille, yndigt anlæg med bænke, hvorfra der er en fortrinlig udsigt over Forum Romanum, som vi om lidt skal se.
