• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Campania – evigt forår og syditaliensk charme

I Campania er det, som om landskabets skønhed er nøje knyttet til det Middelhav, hvis brusen høres som en bestandig melodi. Her sang digterne allerede i oldtiden, her levede kejsere og rigmænd deres luksuøse tilværelse i evigt forår, her dyppede de deres fødder i parfumeret vand, og naturens luner og krigenes råhed har intet kunnet ødelægge af herligheden. Campania er simpelthen indbegrebet af alt det, man forbinder med Syditalien: vidunderligt vejr, uimodståelige naturscenerier, historiske dramaer, forvirrende kontraster, kvinder smukke som Afrodites døtre og vin af en bacchantisk fyrighed. Overalt florerer myterne: Ikaros faldt i en vulkan, Æneas gik ned i Hades, og sirenerne lokkede sømænd i døden. Det er dette altid fristende ved Campania, at man både vandrer i øjeblikkets pragt og i århundreders skygge. Som de lokale vinbønder siger: Der må nu være noget underligt ved det menneske, der kan komme til Campania – og så rejse videre. Følg med på en tur gennem Campania (se kort nedenfor):

Campanias forføreriske hovedstad

Midt i regionen knejser hovedstaden, den levende millionby Napoli, som man enten elsker eller hader, exceptionelt smukt beliggende ved en bredtsvungen bugt. I det rige og vulkanske bjerglandskab er denne den mest forføreriske af verdens byer bygget på terrasser ned mod havet, og intetsteds i Italien er sammenhobet så mange mennesker på så snæver en plads. Her ligger også regionens største lufthavn, og byen er det naturlige udgangspunkt for ferier i Campania. Men Napoli fortjener sin helt egen omtale >

Benevento

Vi begynder i det nordøstlige Campania, hvor Samnitterrigets gamle hovedstad Benevento gemmer sig i Appenninernes grønne bakker. Byen hed oprindeligt Maleventum, men blev omdøbt til Beneventum (”heldig begivenhed”), da romerne erobrede den fra samnitterne i 275 f.Kr. Med sin beliggenhed på et højdedrag mellem floderne Calore og Sabato og ved Via Appia, der fra Rom gik helt til Brundisium (Brindisi) ved Adriaterhavet, blev Benevento en vigtig by i Romerriget. I sin guldalder i 700-tallet kontrollerede Benevento som hovedstad i et lombardisk hertugdømme store dele af Syditalien, men indlemmedes senere i Kirkestaten og forblev under pavestyret indtil 1860.

Den usandsynligt flotte Trajanbue

Ignorer ringen af kedelige moderne byggerier og skynd dig ind til den gamle bymidte. På den centrale Piazza Orsini knejser 1100-tals-domkirken med en elegant portal og en campanile fra 1279. Til højre herfor fører Via Carlo Torre gennem Arco del Sacramento, og ad Via Port’Arsa når man ruinerne af et romersk teater, som blev opført i det 2. århundrede under kejser Hadrian. Fra domkirken leder gågaden Corso Garibaldi til Piazza Roma, hvorfra Via Traiano fører til Beneventos største seværdighed, Trajanbuen, som er en af Italiens bedst bevarede romerske triumfbuer. Den usandsynligt flot skulpterede, over 15 meter høje bue, der rejstes i 114 e.Kr. til ære for kejser Trajan, da man – forgæves – ventede ham hjem fra Partherkrigene, har kun én åbning og er fyldt med figurer.

Corso Garibaldi fortsætter til Piazza Giacomo Matteotti og et 1800-tals-springvand med en obelisk, der markerer Napoleons invasion af Italien. Bagved ligger den ottekantede byzantinske 700-talskirke, Chiesa di Santa Sofia, som blev ombygget i det 17. århundrede og er lige så særegen som atmosfærefyldt. Kig indenfor og husk den smukke klostergård med hesteskobuer. Klostret rummer i dag lokalmuseet Museo del Sannio, Samnitterrigets museum, med en seværdig arkæologisk samling og et større pinakotek med især napolitanske kunstnere. For enden af Corso Garibaldi, på Piazza IV Novembre, knejser 1300-talsborgen Rocca dei Rettori, og her findes også indgangen til parken Villa Comunale, hvorfra der er en dejlig udsigt over denne del af Campania.

Caserta og Palazzo Reale

Halvanden times kørsel mod vest ligger Caserta, men den eneste grund til at besøge denne ellers uinteressante by er det gigantiske Palazzo Reale (også kaldet La Reggia di Caserta), som er et af de sidste værker i italiensk barokarkitektur. Dette slot, der ligger lige over for Casertas hovedbanegård på den vidtstrakte Piazza Carlo III, skaffede byen en betydning, den ellers aldrig ville have fået.

Bygninger og penge er de eneste ubesjælede genstande, der kan formere sig, og i 1752 bad Bourbon-kongen Karl 3. af Begge Sicilier arkitekten Luigi Vanvitelli opføre et palads, som skulle kunne konkurrere med Ludvig 14.s Versailles. Karl var en af de ikke så få europæiske småfyrster, der nærmest ruinerede sig selv i tåbelige forsøg på i ét og alt at efterabe den franske solkonge. Herefter blev en hær af murere, som fik selskab af forbrydere og galejslaver, sat i gang: I flere år arbejdede de på grunden, skar bjerge af sten og aflæssede marmor fra hele Italien.

Et utroligt storhedsvanvid

Resultatet blev et utroligt stykke storhedsvanvid; det vældigste palads, der nogen sinde er opført i et lille kongerige. Da Palazzo Reale stod færdigt, var det Europas største bygning og større end Versailles, men uden dettes elegance. Grundplanen er kvadratisk, og slottet rummer fem etager, 1200 værelser, 1794 vinduer, 26 trappeopgange og en 250 meter lang facade i gule sten med udvendige kolonnader. Indenfor træder man op ad Vanvitellis enorme trappe med 116 marmortrin, et mesterværk af forfængelig barok i grønt, hvidt, sort og rødt marmor, som Hollywood aldrig har udtænkt selv i sine mest storslåede øjeblikke. Ovenover hænger en marmorkuppel med plads til et strygeorkester, som spillede, når Karl 3. besteg trinene med sin lange næse og underbiddet, der afspejlede Bourbonernes melankoli, og trådte ind i dette pompøse, som han selv havde skabt på grund af et eller andet psykologisk lune.

Overdådige gemakker

Trappen fører op til den store hall, hvorfra man kommer ind i de sædvanlige, overdådigt udsmykkede royale paladsgemakker. Man følger en rute forbi stuk, gobeliner, smukke malerier (bl.a. af Giordano), kolossale lysekroner, forgyldte borde og ubekvemme senge med forhæng. Særligt interessante er de mange reliefprydede vægge og loftsmalerierne. Bag biblioteket ses en krybbesamling med hundredvis af håndlavede fødselsstykker, og der er også adgang til kapellet og slotsteatret. I disse omgivelser residerede det allierede hovedkvarter for Middelhavsområdet fra 1943, og her underskrev de tyske styrker i Italien kapitulationen i 1945. I dag er Palazzo Reale en af Campanias største turistattraktioner med en halv million turister årligt. Flere scener i Star Wars-filmserien (samt i Mission Impossible III) er optaget her. Book prioriterede adgangsbilletter >

Flænses af sine egne hunde

Når man er blevet mæt af marmor, kan man klare hovedet i den stilfuldt udformede slotspark, som omfatter over én kvadratkilometer med utallige statuer, springvand etc. Parken forlænges af en smal, to-tre kilometer lang strimmel haveanlæg, der som et sølvbånd løber i en ubrudt linje ned mod slottet gennem et system af dekorative bassiner, vandfald og fontæner. Tritoner, cupidoer, nymfer og delfiner spejler sig i det rislende vand. For enden knejser det 78 meter høje vandfald Cascade Grande: Vandet, der kommer fra en 40 kilometer lang akvædukt, styrter fra stor højde ned i et bassin, som er udstyret med adskillige skulpturer. En pragtfuld gruppe af upåklædte piger i naturlig størrelse står og spejler sig i vandet på kunstfærdigt anbragte klipper; det er Diana og hendes nymfer, der til Dianas vrede overraskes af Aktæon, mens de bader. Som straf forvandles den ulykkelige Aktæon til en hjort og flænses af sine egne sultne hunde. En scene, som ingen turist med et kamera kan modstå.

Husk at kigge indenfor i Giardino Inglese, Den engelske Have, der ligger til højre for vandfaldet og er fyldt med eksotiske planter mellem småsøer og med indviklede stier og bassiner.

Capua, Campanias Paris

Få kilometer væk i det nordlige Campania ligger det moderne Capua, men vi smutter videre til den gamle etruskisk-samnittisk-romerske by, som i dag kaldes Santa Maria Capua Vetere og er en noget trist oplevelse. Oldtidens Capua var imidlertid ikke blot hovedstad i det romerske Kampanien, men den største og rigeste by i Syditalien, en slags Campanias Paris, der var berømt for sine muntre kvinder og sin forkælede levevis. Den romerske historiker Livius mente, at indbyggernes energiløshed skyldtes ”almindelige menneskers mulighed for ubegrænset frihed”, og en hel gade var helliget salg af parfumer.

Vanærede sig selv

Capua vanærede dog sig selv ved at holde på den forkerte hest i den Anden Puniske Krig: Efter Slaget ved Cannæ i år 216 f.Kr. åbnede Capua sine porte for Hannibal og tillod den karthagiske hær at overvintre. Men den begejstring, hvormed byens kvinder modtog så mange nye mandlige venner, fik skylden for, at Karthago aldrig vandt den endelige sejr: I det efterfølgende felttog talte soldaterne i Hannibals lejr om deres oplevelser og huskede på de mange gode middage og kys. Resultatet var, at mændene flygtede tilbage til tavernerne, glædeshusene og deres elskedes favntag.

Campanias dygtigste skøger

I stedet for at takke Capua for at have forårsaget en sådan moralsk deroute hos fjenden hævnede Rom sig voldsomt på den forræderiske by. Et større antal adelsmænd og senatsmedlemmer blev dræbt eller fængslet, og Capua blev degraderet fra Campanias hovedstad til en beskeden provinsby. Mange af de fornemste borgere holdt fest og tog gift, når de var blevet berusede. Det eneste, der har overlevet fra storhedstiden, er det kommunale brevpapir, som bærer bogstaverne S.P.C. – Senatus Populusque Capuanus. Men i dag foragtes Capuas kvinder ikke længere for at have muntret sig med fjenden; i stedet beundres de som Italiens fermeste udøvere af elskovskunsten, og tidligere sagde man, at intet bordel kunne klare sig uden mindst én pige fra Capua.

Italiens næststørste amfiteater

Oldtidens Capua er også kendt som hjemsted for den gladiatorskole, der blev arnested for den store slaveopstand under Spartakus i år 71 f.Kr. Gladiatorskolen er væk, men lå ved siden af Capuas kolossale, 167 meter lange og 137 meter brede amfiteater (for enden af Piazza Adriano), der blev opført under kejser Augustus i det 1. århundrede e.Kr., og som indtil indvielsen af Colosseum var det største i Italien med plads til 60.000 tilskuere. Desværre har eftertiden brugt amfiteatret som stenbrud, og kun en beskeden ruin er tilbage. Det mest seværdige er arenaen samt de underjordiske rum til gladiatorer og vilde dyr med spor af bure og hejseværker. I dag huser amfiteatret Museo dei Gladiatori, og i Corso Aldo Moro står Arco di Adriano, Hadrians Triumfbue (foto ovenfor), som Via Appia gik igennem. De fleste af oldtidsfundene fra området er nu anbragt i Museo Campano i det moderne Capua.

Campi Flegrei, De brændende Marker

Vi hopper ud til Middelhavskysten og en af Campanias oversete seværdigheder: Campi Flegrei (De brændende Marker) mellem Posillipo vest for Napoli og Det tyrrhenske Hav, som er et område arret af kratere og sprækker med giftige gasarter og geologisk set et af verdens mest ustabile. Oldtidsruiner stråler mellem moderne skrammelbyggerier, og historien blander sig med myterne. Denne mageløse og uhyggelige egn er så gammel, at rejsebureauerne har glemt alt om den, men her bosatte græske kolonister sig for første gang i Italien, og i mange hundrede år var den, hvad Pompeji er for nutidens turister. Fra Napoli kan man køre direkte, men vejen er ucharmerende, da den kun går gennem vidtstrakte, anonyme forstadskvarterer. Tag i stedet kystvejen mod vest over Bagnoli, som fører gennem mere elegante bydele med udsigter over Napolibugten.

Solfatara, ildgudens hjem

Campi Flegreis mest kendte attraktion er det surrealistiske Solfatara-krater, der gav grækerne deres forestilling om Hades og Elysium, og som romerne anså for at være ildguden Vulcanus' hjem. Uden at skulle bestige et bjerg kan man her helt risikofrit se et ”levende” vulkansk krater. Det sidste kendte udbrud skete i 1198, men svovldampe stiger stadig op af jorden, og gryder i jordbunden bobler med flydende lava. Lige under kraterets hvidlige skorpe lurer svovldampe, og hvis man kaster en mønt på jorden, kan man høre det runge hult. Her og der baner svovldioxiden sig vej gennem en sprække og opsender ildelugtende dunster, som hævdes at være sunde for åndedrætsorganerne. Andre steder findes små lavagryder, der bobler af 162 grader varm damp, og som man kun må nærme sig ifølge med en opsynsmand. Pågående handelsfolk er straks til tjeneste, hvis man vil købe lidt sten fra krateret. Før man besøger Solfatara, er det en god idé at hente en guide på turistkontoret i Pozzuoli.

Og nup så en god frokost i Napoli >

Det gamle græske Pozzuoli

Den første by, der dukker op bag Napolis vestlige forstæder, er Pozzuoli, hvis attraktionsværdi ikke er umiddelbart indlysende. Pozzuoli grundlagdes af grækerne omkring 530 f.Kr., men blev senere en vigtig romersk handelshavn. I det vulkanske terræn opstår ofte forskydninger i jordsmonnet (den såkaldte bradysisme), hvilket medvirker til hyppige jordskælv. Det seneste i 1980 forvoldte store ødelæggelser. På den nu sunkne romerske havnemole gik apostlen Paulus i år 61 e.Kr. i land efter at have lidt skibbrud, og her opvoksede den berømte skuespillerinde Sophia Loren.

Serapistemplet og amfiteatret

Nede ved havnen ligger ruinerne af Serapistemplet, der i virkeligheden var et torveområde med butikker. Navnet skyldes, at der midt i står et lille rundtempel, hvor man i 1750 fandt en statue af Serapis, en ægyptisk-græsk gud. Desværre er ruinerne slemt medtagne af både jordskælv og oversvømmelser. Et par hundrede meter mod øst, i Via Anfiteatro, ligger Pozzuolis amfiteater, der blev opført under kejser Vespasian som det tredjestørste i Italien. Med 149 meter i længden og 116 i bredden kunne det rumme op imod 40.000 tilskuere; kun Colosseum og Capuas amfiteater er større, mens Pompejis blot har plads til 20.000. I Pozzuoli er der dog ikke levnet nær så meget over jorden; kun murværket og et par tilskuerrækker er tilbage.

60 vilddyr slippes løs på én gang

Til gengæld er de underjordiske gange og rum endnu mere velbevarede end i Capua. Mellem søjlerester ser man den komplicerede mekanik, der blev anvendt til at hejse vilde dyr op i arenaen. Hele 60 dyr kunne på én gang slippes løs fra bure, som var forsynet med lemme. For den blodtørstige pøbel var det dagens mest spændende øjeblik, når de mange løver, tigre og andre bæster sprang ud til deres ventende ofre i et landskab, der ofte var bestrøet med sand og pyntet med palmer. I år 305 e.Kr. blev syv kristne martyrer, heriblandt Skt. Januarius (San Gennaro, nu Napolis skytshelgen), smidt ind til løverne, men overlevede og blev i stedet halshugget. Turistkontoret, der ligger på Piazza G. Matteotti, fortæller gerne hele historien. Pozzuoli er desuden udgangspunkt for sejlture til øerne Procida og Ischia.

Baia, romernes skamløse ferieresort

Vi fortsætter langs kysten og ser resterne af det berømte Baia (Bajæ), der var romerske velhaveres ferieresort. Desværre er kystvejen nu spoleret af uinspirerende nybyggerier, og en stor del af den gamle stad ligger under havets overflade. Men på land findes stadig en del oldtidsruiner, især badeanstalter. Baia var lige så fashionabel som rivieraen i dag og blev i den romerske kejsertid kaldt ”Den gyldne Kyst”. Mænd, der ejede hele provinser, kappedes om at få lov at købe en enkelt tønde land, og de største navne i Roms historie havde deres landsteder her: Sulla, Pompejus, Cæsar, Tiberius, Nero, Lucullus osv.

Center for hor og synd

Baia var ligefrem en slags Blå Bog over rige og berømte romere og blev betragtet som et degenereret center for hor og synd. Ligesom på nutidens charterferier kastedes alle hæmninger bort, og selv de nobleste personer afslørede brister i deres karakter. Den romerske digter Propertius led frygtelige kvaler ved tanken om, hvilken effekt dette dolce vita kunne have på hans elskede Cynthia. Baias strandliv og andre fristelser var skæbnesvangre for den kvindelige dyd, og en Cynthia i bikini og med guldstøv i håret har rimeligvis retfærdiggjort Propertius’ bekymringer.

Sibyllens Grotte

En smuk køretur over bjergene fører til Cuma (Cumæ), der grundlagdes allerede i det 8. århundrede f.Kr. som den første græske boplads på det italienske fastland. Det gamle Cumæ er for længst forsvundet, men dets Akropolis findes endnu: På en høj, romantisk klippe knejser et tempel, og nedenunder er bjerget gennemhullet af gange, som fører til den uhyggelige og mystiske grotte Antro della Sibilla Cumana, hvor Sibyllen viderebragte beskeder fra Apollon.

Blev sendt direkte i Hades

Grotten er et af Italiens ældste oldtidslevn, men først i 1932 lykkedes det at finde ind til det lille kammer: En 130 meter lang, trapezformet tunnel, der oplyses svagt gennem huller i klippevæggen, fører længere og længere ind i bjerget, indtil man når den dystre, udhuggede hule, hvor Sibyllens stemme gav ekko under hvælvingerne. Den dag i dag er stedet ladet med religiøs rædsel, og det må have været frygtindgydende at sidde her i Jordens indre og høre på, hvad man i dag kalder et trancemedie. Alt blev fremsat i flertydigheder, og ligesom Pythia, Oraklet i Delfi, udtalte Sibyllen sine profetier efter et indviklet ritual og med vilde armbevægelser. Da Æneas kom for at søge råd, sendte Sibyllen ham direkte ned i Hades gennem den nærliggende Lago d’Averno, som nu er et svalende picnic-spot. Ifølge Virgil blev hendes stemme kastet tilbage fra forskellige retninger, og Plutarch omtaler hendes voldsomme grimasser. Efter en sådan audiens er gæsten sikkert gået tilbage ad stengalleriet i en forvirret sindstilstand, mens skridtene gav genlyd under det kyklopiske loft. Man er altid glad for at blive mødt af solskinnet igen.

Styrtede i døden, da vingerne smeltede

Kort efter grotten fører en trappe til venstre og fortsætter under navnet Via Sacra, til dels med romersk brolægning. En vej snor sig op til bjergtoppen, hvor de beskedne rester af et Apollontempel ligger mellem timian, kløver og skovsyre. Her styrtede Ikaros i døden efter at være fløjet for tæt på solen, så hans vinger af voks og fjer smeltede. Templet byggedes af hans fader, Daidalos, for at formilde solguden, Apollon. Udsigten over Middelhavet og Campania er næsten æterisk, og når her ikke er andre turister, hører man kun summen af insekter, der flyver fra blomst til blomst. Med Sibyllens Grotte og Apollontemplet er Cumæs Akropolis en af de virkelig fortryllende seværdigheder i Campania. Billetter til både disse og de arkæologiske udgravninger i Baia kan købes på turistkontoret i Pozzuoli.

Campanias tre solskinsøer

Lad os smutte en tur ud til Napolibugtens tre solskinsøer: Kun en kort sejltur fra Pozzuoli lokker den frodige Ischia, som er kendt for sine mineralske kilder, attraktive badestrande og haver fulde af eksotiske blomster. Endnu nærmere ligger den mindre, men mere autentiske Procida, der barmhjertigt er uden for turistradaren. Bortset fra i august, når fastlandsitalienere flokkes på strandene, er Procida et stille sted, hvor livet går sin gang stort set uforstyrret af den øvrige verden. Længere sydpå ligger det mondæne Capri, som er indbegrebet af middelhavs-chic og året rundt tiltrækker rigmænd og enorme mængder éndagsturister. Alle tre øer kan nås med flyvebåde og færger fra bl.a. Napoli. Se meget mere om Ischia og Capri >

Vesuv, verdens farligste vulkan

Nu skal vi på den mærkeligste udflugt i Campania: Vi skal op på Vesuv, som er den eneste aktive vulkan på det europæiske fastland og med sine 1280 meter truende tårner sig op lige bag Napoli. Siden det berømte udbrud i år 79, der bl.a. begravede Pompeji og skubbede kystlinjen flere kilometer længere ud, er Vesuv eksploderet over 30 gange, og den klassiske røgsøjle har inspireret utallige malere. Røgen forsvandt dog efter det seneste udbrud i 1944, og i dag ses kun mindre faner, der hurtigt fortoner sig mod himmelen.

Men selvom røgen nu kun findes på postkort, er Vesuv ikke udslukt. Intet tyder på en umiddelbar fare, men vulkanologer er bekymrede over, at den nuværende inaktivitet er den længste i 500 år. Under den kendte profil med de to toppe, Monte Vesuvio og Monte Sommar, slumrer vældige kræfter, og en dag kan Vesuv vågne på ny og sprede død og ødelæggelse over Campania. Magmakammeret er for længst fyldt, og et udbrud i fuld skala ville blive katastrofalt: Mindst 600.000 mennesker bor inden for en afstand af syv kilometer fra krateret, og trods officielle tilskyndelser er kun få af dem villige til at flytte. Men lige nu er Vesuv rolig, og fra krateret ses blot ubetydelige svovldampe. Faktisk er vulkanen selv bedre beskyttet end byerne under den: I 1995 oprettedes Nationalparken Parco Nazionale del Vesuvio, der omfatter 10.000 km² og årligt gæstes af omkring 400.000 turister. Et besøg er en stor oplevelse og kun umiddelbart farligt, hvis man vover sig for nær kraterranden. Fra toppen er der en nærmest uterlig udsigt over Campania og Napolibugten.

Egen bil eller færdigpakket tur

Der er flere måder at komme op på Vesuv. I egen bil kører man fra motorvej A3 ved Ercolano Portico og følger skiltene mod Parco Nazionale del Vesuvio. Vejen ender ved en parkeringsplads i 800 meters højde (kan bestilles og betales på forhånd på www.parkingsuvio.it). Herfra skal man vandre en lang, trættende tur mellem lavablokkene op til krateret, hvor en turistguide forklarer, hvad man ser. Der er også mulighed for ledsagede ture rundt om krateret. Det nemmeste er at booke en færdigpakket tur fra Napoli (Herculaneum) eller Pompeji – se alle mulighederne her. Fornuftige sko anbefales. Det samme gælder solbriller, som beskytter mod hvirvlende aske, samt en varm sweater – selv om sommeren er der køligt på toppen. Bemærk, at busserne suspenderes og stien op til krateret lukkes i tilfælde af dårligt vejr.

Det berømte Pompeji

Umiddelbart neden for Vesuv, 23 kilometer sydøst for Napoli, kan man besøge den mest berømte og uvurderlige af Campanias arkæologiske skatte, den romerske oldtidsby Pompeji, som blev begravet af vulkanudbruddet i år 79. I timevis vandrer man rundt på antikke brosten mellem templer, rigmandspalæer og romerske badeanstalter. Et indiskutabelt must see i Campania. Men se først meget mere om Pompeji her >

Lille Herculaneum

15 kilometer nordvest herfor, i den moderne Napoliforstad Ercolano, lokker det endnu mere velbevarede Herculaneum, der også begravedes af Vesuv. Herculaneum er mindre og mere overkommelig end Pompeji og kan ses uden en konstant nagende fornemmelse af, at man ikke har nået det hele. Man kan eventuelt kombinere besøg på både Vesuv, i Pompeji og i Herculaneum – se udvalget af booking-muligheder her >

Ud på Sorrentohalvøen

Hermed er vi nået til Campanias juvel, Sorrentohalvøen, der altid er svøbt i en let, hvid dis, som har givet dens bjerge tilnavnet Monte Lattari, Mælkebjergene. Selvom intet menneske er forundt at se al verdens skønhed, vil enhver, der for første gang besøger Sorrentohalvøen, få den samme følelse: at uanset hvor og hvor langt væk man ellers rejser hen, vil man aldrig finde en plet, hvor klimaets silkeagtige blidhed, lysets styrke, landskabets linjer og de maleriske småbyer går op i en sådan sum af harmoni: De storslåede klipper og skær, der hvirvler og syder med hav og atter hav, de hvide hoteller og villaer med pinjer, palmer og magnolier, de glødende orangelunde og skråningernes grågrønne oliventræer.

Over det hele ses den næsten konstant blå himmel, rundt om alting det glimtende azurhav og som fjerne drømmesyn Capri og de andre grønne øer svømmende på vandet. Her er også seværdigheder, både museer og domkirker, men de bliver sært nok så ligegyldige i dette solskin. Man ønsker blot at leve og indånde alle duftene. Kun på ét punkt må Sorrentohalvøen give fortabt: Selvom hotellerne praler med bademulighederne, findes der ikke en eneste nogenlunde stor badestrand. Det, de kalder strand, spiaggia, er blot små gryder med næsten sort sand eller kiselsten, kilet ind mellem klipperne. Men at det er dejligt at holde ferie her er uden for diskussion.

Castellamare di Stabia

Sorrentohalvøen begynder at skyde sig ud i havet ved Castellamare di Stabia, som er bygget på ruinerne af den romerske by Stabiæ, der ligesom Pompeji og Herculaneum blev ødelagt af Vesuv i år 79, men kunne genopbygges. Så megen storhed, så megen ulykke hviler over denne kyst, hvor Sulla hærgede, Frederik 2. byggede, og Plinius den Ældre omkom under vulkanens rasen. Ind mod stranden skyller som for to tusinde år siden de plaprende bølger og varsler ny lykke og ulykke. I dag er Castellamare di Stabia en velvoksen havneby med skibsværfter, hvorfra verdens første dampskib søsattes i 1853. Men Castellamare er også en kurby: Allerede romerne kendte de gavnlige virkninger af egnens 28 mineralske kilder, og i dag valfarter turisterne stadig til de termiske bade. Castellamares største attraktion er dog svævebanen, med hvilken man hejses op til det 1103 meter høje Monte Faito, mens mere og mere af Sorrentohalvøens sceneri udrulles under én. Turen er i sig selv uforglemmelig; om panoramaet, der udfolder sig for ens øjne, er skønnest i solskin eller om aftenen, når hele horisonten fyldes af lysene fra Napolibugten, er svært at sige, men det er altid en oplevelse at komme fra et sommerland med hele Sydens yppighed og efter 12 minutter stige ud af kabinen i frisk bjergluft og helt alpin natur, midt mellem mørke fyrretræer og med en udsigt som til verdens ende.

Det milde Sorrento

Fra Castellamare går turen mod vest gennem slugter, der siges at være befolket med gnomer, som har det tiltalende navn Monicelli. Snart kommer Sorrento by, som italienerne ikke for ingenting kalder la gentile, et vanskeligt oversætteligt udtryk, der klinger af ynde, mildhed, nobelhed og høflighed – og det hele passer på denne by, hvor smilene er så beredvillige. Sorrento er lille og intim og byder næsten ikke på seværdigheder, men alligevel er der noget ganske særligt over denne perle, som med sin charme lige siden H. C. Andersens dage har tiltrukket forfattere og kunstnere fra hele Europa. Se meget mere om Sorrento >

Gennem bakker med oliven og citrus

Den vestlige del af Sorrentohalvøen er netop det, du er rejst til Campania for: Snoede veje fører gennem bakker dækket af oliventræer og citronplantager, i det unge forår med en rislende friskhed af kilder og bække og om sommeren med bedøvende blomsterdufte, gennem søvnige landsbyer og små fiskerflækker, hele tiden med det klare blå hav nedenfor. Druer, oranger og figner vokser side om side, og den flittige gartner dyrker ofte en ekstra afgrøde i form af bønner eller zucchini under træerne.

Yndige Marina del Cantone

Vi følger kystvejen rundt til Termini, stopper et øjeblik for at nyde udsigten og fortsætter op til Nerano, hvorfra en vandrerute fører ned til Baia di Leranto, som er et af Sorrentohalvøens bedste badesteder. Dernæst når vi Marina del Cantone, der med sin lille rullestensstrand er en yndig, stille landsby og populær dykkerdestination. Nettuno Diving (www.sorrentodiving.com) arrangerer guidede dykkerture og meget andet. Marina del Cantone har i øvrigt ry for at være et gastronomisk nirvana, som frekventeres af ferierende kendisser fra hele kloden.

Sant’Agata dei due Golfi

Fra Marina del Cantone går vejen ind i landet og højt op i bakkerne, til Sant’Agata dei due Golfi med spektakulære panoramaer over Napolibugten til den ene side og Salernobugten til den anden (heraf navnet). En lille vej fører til det tidligere karmelitterkloster il Deserto i 486 meters højde, hvor man atter må beundre en mageløs udsigt ned over den sorrentinske slette med oranger og oliventræer, så langt øjet rækker.

Sirenernes sang

Herfra fortsætter man ad hovedvej 145 med et smukt vue over Salernobugten. Ruten følger hele tiden kystlinjen, men med de mange kurver og stigninger må forsigtig kørsel tilrådes. Adskillige steder er vejen sprængt ud i klippen, og man befinder sig konstant højt over vandfladen. Efter en god håndfuld kilometer når man Sorrentohalvøens vandskel, Colli di San Pietro 310 meter over havet, og overalt klynger appelsin-, citron-, oliven- og granatæbletræer sig til hvide villaer med stolte holdninger. Et nyt panorama åbenbares med Le Sirenuse, øerne, hvor de farlige sirener lokkede søfolk til sig med deres bedårende sang.

Italiens skønneste kyststrækning

Dermed er vi nået til Amalfikysten, som er en lodret verden af styrtende klipper, maleriske småbyer og uforglemmelige synsindtryk. Turen går bag om Positano, og den godt 40 kilometer lange strækning herfra og til Salerno er blevet kaldt den skønneste i både Italien og hele verden. Vejen, der er hugget ud i klippevæggen og synes at svæve mellem himmel og jord, beskriver ikke færre end 1064 kurver og sving, og hvert sving betyder nye overraskende udsigter. Glemt for verden, indtil den blev ”opdaget” i 1950’erne, er Amalfikysten nu Campanias største trækplaster, og ingen, der besøger denne del af Italien, må undlade at se den. Men også Amalfikysten fortjener sin helt egen beskrivelse >

Salerno, som normannerne frelste fra araberne

Som afslutning på Sorrentohalvøen venter Campanias næststørste by, Salerno, der efter de postkortsmukke flækker er en brat opvågnen til virkeligheden. Selvom Salerno ligger dejligt inderst i sin bugt, er den som stor havneby sørgeligt uinteressant. Til gengæld mærker man historiens vingesus, for her ankom de første normanner til Italien. I 1016 blev Salerno overfaldet af en arabisk piratflåde, men frelstes takket være en lille flok normanniske pilgrimme, der tilfældigt havde gjort holdt i byen på hjemvejen fra Det hellige Land. Pilgrimmene kæmpede så hårdnakket mod araberne, at Salernos fyrste tilbød dem og deres landsmænd at bosætte sig i Campania, og i 1076 blev byen hovedstad i et normannisk hertugdømme. I 1943 under Anden Verdenskrig var Salerno endnu engang skueplads for en voldsom kamp, da allierede tropper foretog en blodig landgangsoperation. Gyset fornemmes stadig på de gamle invasionsstrande.

Salerno rummer trods alt også enkelte seværdigheder, og det historiske centrum er fyldt med små trattoriaer og barer. Langs bugten løber strandvejen, Lungomare Trieste, som med palmer og en fin udsigt er en behagelig promenade. Herfra fører Via Duomo op til den gamle bydel og krydser kort efter Salernos hovedstrøg, Via Mercanti, en livlig gågade med maleriske huse og tiltalende butikker. I nr. 63 ligger Pinacoteca Provinciale med en lille samling renæssance- og barokkunst. På Piazza Alfano troner den normanniske domkirke, der i 1700-tallet blev ombygget til klassicisme, men stadig har sin gamle campanile. Under alteret hviler pave Gregor 7., og i Cappella delle Crociate blev korsriddernes våben velsignet. En trappe i højre sideskib fører til krypten med loftsmalerier fra 1600-tallet; alteret er rejst over de jordiske rester af evangelisten Matthæus, der efter sigende blev bragt til Salerno i år 954. I Via San Benedetto 28 lokker Museo Archeologico Provinciale med oldtidsfund fra Campania, og spektakulært placeret 263 meter over Salerno knejser den truende 700-talsborg Castello di Arechi med en udstilling af bl.a. våben og mønter.

Paestum og de græske templer

Godt 40 kilometer mod sydøst venter belønningen oven på Salerno og endnu en af Campanias arkæologiske top 10-seværdigheder – nemlig resterne af den græske oldtidsby Paestum, der er blandt de bedst bevarede monumenter over Magna Grecia, ”Storgrækenland”, og som lige siden 1800-tallet har været et absolut must see på den klassiske dannelsesrejse i Italien. Midt på sletten ned mod Middelhavet knejser de velbevarede græske templer, og overalt møder øjet skønhed. Se meget mere om Paestum >

Costiera Cilentana

Syd for Salernobugten begynder Costiera Cilentana (Cilentokysten), hvor sletten giver plads til vildere, takkede klipper og uspolerede scenerier, en forsmag på hvad der venter længere nede i Syditalien. 10 kilometer fra Paestum ligger Agropoli, der er et populært feriemål blandt italienerne, men uden for sæsonen et roligt sted med et faldefærdigt middelaldercentrum. Godt 30 kilometer længere mod syd fører en vej fra det lille badested Marina di Ascea til ruinerne af endnu en oldtidsby, Velia, det gamle Elea, som i det 6. århundrede f.Kr. grundlagdes af kolonister fra Fokaia i Lilleasien. Antikkens læger anbefalede Elea som et sundt og styrkende sted, der også var kendt for sine filosoffer og matematikere.

Ruinerne, som ikke opdages af mange turister, er lave og i dårlig stand, men fortjener en hurtig visit, hvis man kommer forbi. Ligesom de andre byer i den gamle kystkultur ligger Velia særdeles pittoresk, kun 500 meter fra havet, og ovenover knejser en middelalderborg bygget på græske tempelfundamenter.

Mod syd til Sapri

Vejen fortsætter sydpå, op og ned og rundt i sving gennem tavse, grønne bakker peppet op med middelalderlandsbyer, mens krystalklart vand glimter langs sandstrandene nedenfor. Pisciotta er en køn flække på en bjergside, og 25 kilometer herfra ligger Palinuro, der er opkaldt efter Palinurus, Æneas’ rorgænger, der under flugten fra Troja faldt af sit skib i en søvn-forbandelse og endte med at blive tævet ihjel inde på stranden. Men Palinuro er stadig levende og lokker med en forbavsende fin strand og betagende scenerier. Lidt længere henne, hvor vejen drejer ind i landet, ligger Marina di Camerota med et lille middelaldercentrum. Herfra er der 25 kilometer til Sapri, et uinspirerende ferieresort med en stenet strand nær grænsen til Basilicata.

Udflugter i Campania

I Campanias indre knejser mørke bjerge over det fjerne højland. For virkelig at komme væk fra sommerens horder af turister kan du smutte ind i højlandet og opdage en af Campanias bedst bevarede hemmeligheder, Italiens næststørste nationalpark, Parco Nazionale del Cilento e Vallo di Diano; et vildt og ret uudforsket område med skovbevoksede bjerge og øde dale, som er den ideelle modgift mod feriekaosset ved kysten. Den bedste måde at opleve det er i bil. Turistkontoret i Paestum kan desuden være behjælpelig med oplysninger om vandreruter.

Ved Selefloden, 25 kilometer nordøst for Paestum, ligger Oasi Naturalistica di Persano med 110 hektar vådområde, der er hjemsted for et hav af fuglearter. Her findes også to seværdige hulesystemer: Grotte di Castelcivita-komplekset, hvor Spartakus skal have søgt tilflugt efter slaveopstanden, og øst herfor Grotte dell’Angelo Pertosa, et to kilometer langt hulesystem med drypsten.

Længere inde i landet gemmer bjerglandsbyen Padula på en af Campanias skjulte seværdigheder, det strålende Certosa di San Lorenzo, som er et af Italiens største klostre med en betagende gård, et bibliotek og freskodækkede kapeller. Klostret blev grundlagt i 1300-tallet, men forladt 500 år senere og degraderet til feriekoloni for børn og senere koncentrationslejr.

Vejret og klimaet i Campania

Vejret og klimaet i Campania er ægte syditaliensk og som skabt til skønne ferier med lange dage på stranden og sene, romantiske middage i sommerkjole og sandaler. Der er nærmest garanti for ægte middelhavsklima og varmt vejr stort set hele året. Badevandstemperaturerne holder sig helt ind i oktober. Allerede i marts og april lokker Campania med sommervejr og over 20 grader. I juni, juli, august og september ligger temperaturerne ofte omkring 30, mens de i maj og oktober sjældent kommer under de 25. Men selv den værste sommervarme kan svales med en kort sejltur til en af solskinsøerne i Napolibugten (se ovenfor), hvor middelhavsbriserne afkøler luften.

Lækkerier i Campania

Campania byder på et rigt og varieret køkken med egenartede retter fra de forskellige byer og egne. Ifølge traditionen blev pizzaen "opfundet" i Napoli, og originalen hedder derfor pizza napoletana. Også andre klassiske pizzaer som calzone, margherita og marinara stammer herfra og blev bl.a. udbredt til verden af de mange italienske udvandrere. Campania er desuden hjemsted for mange ostesorter, herunder specialiteten bøffelmozzarella. Solen og det eventyrlige vejr modner hurtigt en mængde frugter og grøntsager, ikke mindst citronerne fra Sorrentohalvøen. Langs kysten finder man mange fiskeretter som f.eks. insalata di mare, salat med alt godt fra havet, og zuppa di polpo, blækspruttesuppe. På Ischia kan man smage den lokale specialitet, kogt kanin. Campania er desuden kendt for sine kager og bagværk, eksempelvis sfogliatelle, en slags wienerbrød.

© Ciao-Italien.dk